Læsetid: 3 min.

Hvad han skrev, det tegnede han

19. oktober 2000

Halvtreds års københavnsk teater set gennem erfarne øjne

Ny bog
D’herrer behøver ingen præsentation, som doyen for henholdsvis anmelder- og teatertegnerkorpset er Berlingskes udsendte øjenpar gennem et halvt århundrede (!) kendte premierefigurer i teatersal og -foyer.
Kendte af såvel publikum som kunstnere og læsere; respekterede og ind imellem elskede subsidiært frygtede. Med en indbyrdes vægtfordeling, der set fra kunstnerside favoriserer tegneren: Det er befordrende for forfængeligheden at se sig selv gennem monsieur Eriks halvbrille – og så på landsplan. Næsten ligegyldigt, hvor lidt tegningen harmonerer med det venligtsindede spejl derhjemme.
Den tegnede sandhed tager man på sig med større fatning end den skrevne, det er én af anmelderfagets naturlove. Der imidlertid eksisterer side om side med en anden: At for den begavede kunstner med nøje føling med egen modningsproces er kvalificeret, begavet kritisk modspil lige så essentielt som instruktør, suffløse og en ædru lysmand. Derfor flakker blikket mellem tekst og tegning – også for avislæseren.
Den altid eksisterende diskussion om, hvem anmeldelsen/tegningen henvender sig til, som er lige ved at møve sig ind her, må sidde over til en anden gang.

Panoreringens overblik
Teatrets omrids er mere end en opslagsbog og ikke helt epokens teaterhistorie, men netop dens omrids. Som et fotoalbum rummer den gensynets glæde og haler det glemte ind i spotlightet. De fem årtier har den høflighed at gøre sig så nogenlunde opdelelige i årtier, således at der lægges ud med de konjunkturmæssigt smalhalsede halvtredsere, der tog sig noget mere sprællende ud på scenen. Ikke bare på grund af Stig Lommer, Keld & Dirch, Cranks, Preben Uglebjerg, Finn Methling og Ernst
Bruun Olsen, men på grund af de unge, ’vrede’ englændere og absurdisternes indtog; Becketts Slutspil kom til Det Kgl. Teater kun to år efter urpremieren.
Mens penneføreren Kistrup sidder komfortabelt i baghånd, stiller tegner Werner nødvendigvis op med streger fra arkivet, således at bogens lange vue også bliver en illustration af en kunstners (forbløffende hurtige) modning.
Der er således anderledes selvfølgelig træfsikkerhed – den vi siden er blevet så forkælet med – over de sidste fire årtiers elegante streger end over f.eks. Else Højgaard og Ingeborg Brams i Blodbryllup, Birgitte Price i Cyrano eller Maria Garland i Den blå pekingeser, alle fra halvtredserne.
Forresten ser det ud til, at damer er sværere at nedlægge i pennestrøg end mænd, eller er det Werners ridderlighed, der kommer imellem? Kun én skuespillerinde har egentligt grund til at ømme sig: Karen-Lise Mynsters ubanale skønhed er aldrig sluppet helskindet gennem Werners forlængede hånd.

Subjektive stikord
Hele vejen, fra halvtredserne, gennem tresserne (Brecht, Rifbjerg, Moritzen, Fiolteatret og Mogens Wieths død), halvfjerdserne (Comediehuset, Grunwalds Bristol, Hippodromen, Posthusteatret, CaféTeatret og de første musicals), firserne (Enquist, Norén, Preben Kristensen i Det var en lørdag aften, Prometheus i saksen og ikke mindst: Peter Langdal), halvfemserne (Dr. Dante’s Aveny, Betty Nansen/Edison, Astrid Saalbach, megamusicalerne, farvel til Boel Jørgensen og goddag til Michael Christiansen samt begge dele til teaterfuglen – alle stikord plukket subjektivt af undertegnede) holder Kistrup et vågent øje med nationalscenens evne og vilje til at forvalte forpligtelsen og traditionen, til at pleje dramatikerne og forædle skuespillerne.
At yngre anmeldere ikke holder samme skarpe opsyn med Det Kgl. Teater (selvom de måske burde), viser tydeligt, omend indirekte, at de, vi yngre forlængst har ladet forventningen noget særligt fra den kant sive – ulykkeligvis for teatret, må man sige. Beliggenheden i toppen af institutionsteaterpyramiden har gennem årene gjort det for nemt for repertoirelæggerne at male det, der foregår på scenen, op i et hjørne, mens lysten til at underholde er dukket op lige så tit som morgenkvalme i et nonnekloster. Bl.a. derfor frådede anmelderne i begejstring over sidste sæsons monumentalt opsatte ’tv-serie’, O’Neills Sælsomt mellemspil.

Kyndigt overblik
Bogens gevinst er dens kyndige overblik og den kontrollerede passions rolige fortællestemme. Det omrids den tegner, hænger selvfølgelig sammen dens udspring, så dens selektive pluk i det halve århundrede kan ikke tilfredsstille den teatergænger, der samler på undergrund og vækstlag – om jeg savner noget? Solvognen og Avenys Dødsflåden.
Dens charme er tegningerne, som på én gang er kært velkendte og i verdensklasse. Dens sum, at den vil få æselører af flittig brug af såvel den nostalgi- som factjagtende teatergænger.

*Teatrets omrids – set og sket på de københavnske scener gennem et halvt århundrede. Af Jens Kistrup og Erik Werner. 188 s., 195 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu