Læsetid: 4 min.

Det skrøbelige rum

11. oktober 2000

Vi skal pege på de rum, der trods alt stadig eksisterer, siger de tre skulptører, der netop har fået ægteparret Carl Nielsens legat

Kunst
Tre kvindelige kunstnere med en prisværdig fornemmelse for at formgive genstande i et rum, Anita Jørgensen, Elle Klarskov Jørgensen og Elisabeth Toubro, har gennem de sidste 15-20 år kæmpet for at gøre arbejdet med at forme vidt forskellige materialer i skrøbelige og minimale rum til deres levevej.
Mandag eftermiddag i København fik denne kamp en meget konkret anerkendelse i form af 1,5 millioner kroner ligeligt fordelt på de tre. Ved en højtidelighed modtog de tre skulptører nemlig komponist Carl Nielsen og billedhugger Anne Marie Carl-Nielsens legat, et legat, der hvert andet år tilfalder musikere og hver andet år billedhuggere.
Information mødte de tre skulptører til en samtale i Den Fries udstillingsbygninger, hvor de i forbindelse med modtagelsen af legatet udstiller værker fra 1990’erne.

Skrøbelighed
De tre arbejder med vidt forskellige materialer og udtryk. Anita Jørgensens rene former i modernismens foretrukne materialer, glas og jern, der kontrasteres af bløde former fra gummi og plastik, tåler tilsyneladende ingen sammenligning med Elisabeth Toubros konceptuelle konstruktioner, der inddrager vidt forskellige materialer, og som er et virvar af horisontale og vertikale linjer, der så igen står i kontrast til Elle Klarskou Jørgensens arkitektoniske og ofte humoristiske skulpturer, der inddrager sociale situationer.
Men hvis man alligevel skal søge efter et fælles tema i deres værker, kunne det være rummenes skrøbelighed. At de med forskellige materialer og former søger at relativere og gennemhulle de statiske og lukkede rum.
»Vi peger på meget forskellige måder på de rum, der trods alt stadig eksisterer, og derfor er skrøbeligheden naturligvis vigtig,« siger Anita Jørgensen.
»Skrøbeligheden er vigtig. Med den tid vi lever i, er det ikke muligt at manifestere sig meget bombastisk. Mennesket tror hverken på sandheden eller nogle autoriteter, og derfor nytter det ikke noget at komme trampende højt til hest,« siger Elisabeth Toubro.
– Jeres værker ligger vel også i den mere formalistiske ende af skalaen.
»En skulptur kan i løbet af processen blive for meget form. Det kan være fordi skulpturen så fremstår for ren. Jeg vil decideret grise til, hvorimod Anitas skulpturer fremstår mere rene i formen,« siger Elisabeth Toubro.
»Det er rigtigt. Jeg vil helst have, at formerne fremstår så rene og enkle som muligt. Derigennem mener jeg så, at betydningslagene kommer frem,« siger Anita Jørgensen.
»Man kan godt bruge en masse klare påstande, men spørgsmålet er, om det er et dialogisk projekt, du arbejder med,« siger Elle Klarskov Jørgensen. »En hård argumentation kan godt bremse de mere følelsesbetonede lag i en proces. Når man arbejder meget intuitivt, kommer sproget jo i anden række,« siger Elle Karskou Jørgensen.
Elle Klarskov Jørgensen arbejder mere direkte med sociale og samfundsrelaterede situationer, end de to andre skulptører gør.
»Jeg er meget interesseret i den funktionelle del af en ting. Jeg kan godt lide at sætte spørgsmål ved, hvordan ting bliver brugt. Derfor er mit værk, Institut for bygningsintegreret kunst, noget, man gerne må røre ved og bruge,« siger hun.
»Men jeg synes ikke, det umiddelbart opfordrer til det,« siger Anita Jørgensen.
»Jeg synes, det er svært at gå ind i det og bruge det. Der er en masse humor og uhøjtidelighed i det, du laver, men det er ikke så indlysende, at man skal bruge værket,« siger Anita Jørgensen.
– Vi er nok for velopdragne til at gå ind og ændre på værket.
»Egentlig var værket tænkt i dobbelt størrelse, da jeg udstillede det på Louisiana i 1997. Der var nemlig så meget diskussion om, hvem der var inviteret, og hvem der ikke var inviteret til den udstilling. Derfor var meningen, at jeg så kunne invitere nogle af dem, der ikke var inviteret til at udstille i mit værk. Jeg ville lave et udstillingssted i udstillingsstedet. Men det blev for uoverkommeligt både økonomisk og materialemæssigt,« siger Elle Klarskov Jørgensen.
– Har I overvejet om, I tre kvinder er valgt ud fra nogle kønspolitiske motiver?

Benhårdt arbejde
»Vi er da valgt, fordi man synes, vi er nogle hamrende gode kunstnere,« siger Elisabeth Toubro.
»Men det er da et stort signal at sende ud, at der faktisk er tre kvinder, der laver noget, der er godt og af høj kvalitet. Det pudsige er, at man slet ikke ville nævne det kønsmæssige, hvis det var tre mænd, der fik legaterne,« siger Anita Jørgensen.
»Ja, man kan ærgre sig lidt over, at alle tre legatmodtagere er kvinder i forhold til vores mandlige kollegaer. De vil i den kommende tid kunne sige, at det var kvindernes tur denne gang, hvilket er en underlig måde at homogenisere os på. I stedet burde man se på os, som tre kunstnere, der arbejder meget forskelligt, og som har fået legaterne, fordi den kunstneriske kvalitet er i top,« siger Elisabeth Toubro.
– Men man kommer vel ikke helt uden om det kønsmæssige aspekt. I 1960’erne var der lige så mange mænd som kvinder, der gik på Kunstakademiet, men det er mændene, der dominerer kunstscenen i dag.
»Det er et benhårdt arbejde at være kunstner. Man skal være på toppen hele tiden trods kæmpe udsving i popularitet og økonomi. Der er mange kvinder, der kæmper, men det er en hård kamp, og den skal kæmpes hele tiden. Derfor skal vi fortsætte med at diskutere, hvad det betyder, at vi er kvinder. På den måde er det et stort signal at sende ud, at vi er tre kvinder, der har fået legaterne,« siger Elisabeth Toubro.

*De tre legatmodtagere udstiller i Den Frie Udstillingslokaler på Oslo Plads, 2100 København Ø frem til den 29. okt. alle dage mellem 10 og 17

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu