Hvorfor må voksne ikke se tegnefilm, læse tegneserier og spille computerspil uden samtidig at have dårlig samvittighed over det? Hvorfor skal al børneunderholdning saniteres for alt det farlige, farverige, alle nuancerne? Fordi vi i den vestlige verden stadig nærer en misforstået og utidig foragt for populærkultur
Listen over bøger, som har haft den ære at blive bandlyst fra et dansk folke- og skolebibliotek, er ikke lang, men den er sigende. Bent Hallers Katamaranen og Dennis Jürgensens Kadavermarch.
Hallers bog er et stærkt og (social)realistisk portræt af en flok unge i en betonghetto og vakte opsigt med sit bramfrie sprog og direkte fokus på de unges erfaringer og problemer med vold, sex og druk.
Jürgensens bog er en kulørt og blodig gyserroman, der foregår i en ikke så fjern fremtid, hvor det meste af jordens befolkning er blevet til zombier, og resten desperat forsøger at overleve.
To meget forskellige bøger, der med næsten 20 års mellemrum har oplevet en så kraftig modstand mod sprogbrug og indhold, at de er blevet lyst i band.
Bandbullerne rummer selvfølgelig sider, vi ikke skal komme ind på her, men er dog et godt billede på, hvordan vi i Danmark traditionelt skelner mellem voksen- og børneunderholdning og
-kunst, og hvordan vi i den vestlige verden efter den puritanske, amerikanske model forsøger at harmonisere og sanitere de oplevelser, vi udsætter vores børn for. Af frygt for, at de skal få ar på krop og sjæl af det, de måtte se. Uden tanke for, at børnene får et unuanceret vrangbillede af den verden, de lever i. Og med risikoen for, nu hvor adgangen til alle former for underholdning er så nem, at de skal gå andre steder hen og få den serveret uden forklarende ord og holden i hånd.
Denne rendyrkede censur et skråplan, for den beskytter ikke; den forsinker kun det tidspunkt, hvor børnene udsættes for det, man ønsker at beskytte dem imod. Hellere oplysning, vejledning og diskussion, som giver børnene et indblik i, hvad det er, de ser, og hvordan de kan opfatte og kapere det bedst muligt.
Tegnefilm
En af de kunstarter, som altid har været hårdt ramt, når det kommer til revisionistisk og politisk korrekt tankegang, er tegnefilmen.
Som udtryk for selve den inkarnerede harmløshed har Disneystudierne i nu 63 år forsynet os med en næsten årlig animeret spillefilm, der glad og fro hiver tænderne ud på selv de mest barske, mangesidede og poetiske historier.
Ikke at man ikke med stor fornøjelse ser frem mod den næste tegnefilm fra musefabrikken. Det er vellyd og balsam for øjnene, veltegnet, underholdende og ganske ofte rigtigt morsomt Disneys tegnere har stor fortælleglæde, de gerne viser frem for verden.
Men ofte efterlader det en sur eftersmag, at man så ukritisk sluger studiets revisionistiske tilgang til de historier, de vælger at beskæftige sig med. Historien, med stort H, er ikke, hvad den har været, når Disney først har haft fingrene i den.
Studiet har i de senere år ladet filmene blive mere og mere udfordrende, med det har formodentlig kun at gøre med, at det købedygtige teenagepublikum, som alle synes at bejle til, kræver mere end Disneys traditionelle målgruppe, børnene og deres forældre.
Isoleret set er der vel ikke noget i vejen med Disneys tilgang til animationsmediet de leverer et kvalitetsprodukt og tjener penge.
Problemet ligger snarere i, at ingen kan eller tør tilbyde et alternativ, som vil mere end bare præsentere børn for et ufarligt univers af sort-hvide konflikter og trygge løsninger. For det er der ikke penge i.
For voksne
DreamWorks, der ejes af bl.a. Steven Spielberg, prøvede for et par år siden at gøre Disney successen efter med en stort anlagt, animeret gendigtning af historien om Moses, Prinsen af Egypten. Animationskunst på højt niveau var anmelderne i hvert fald enige om og en historie, der med gevinst kunne ses af både børn og voksne men nogen succes blev den ikke.
Det samme oplevede Warner Bros., da de lod den talentfulde animator Brad Bird filmatisere digteren og forfatteren Ted Hughes børnebogsklassisker The Iron Giant. Filmen er et charmerende og mesterligt stykke animation, der visuelt er mere inspireret af japansk animation end af Disney, og som i en koldkrigsramme fortæller en moden og nuanceret historie om venskab og tolerance. Animationsfans verden over jublede publikum blev væk.
Det er lidt som at gå i Fælledparken med sine børn og opleve, hvor få forældre, der egentlig leger med deres børn. Eller at gå på biblioteket for at låne tegneserier og føle, at man er nødt til at dukke hovedet, fordi tegneserier jo er for børn og barnlige voksne og det selvom tegneseriemediet i de seneste 15 år har oplevet en opblomstring, som også er smittet af på det stadigt mere æstetiserede udtryk og litterære indhold og dermed på offentlighedens mere positive opfattelse af mediet.
I vores højt civiliserede verden findes der tydeligvis en uskreven og dybt tåbelig regel om, at voksne ikke bør lege de bør have alt for travlt med at tjene penge og være alvorlige til at have det sjovt. Og sjov er åbenbart det eneste, tegnefilmen og populærkulturen i manges øjne kan tilbyde.
Selvfølgelig er der noget sørgeligt i en 42-årig mand uden familie, som sidder og spiller computerspil dagen lang, men pointen er, at vi alle har brug for at lege og for at anskue tingene fra andre vinkler, end vi plejer, for at udvikle os og ikke mindst holdes fast i evnen til at favne alt det nye og anderledes, vi konstant stilles overfor.
Animé
Ikke mindst børn har brug for at vide, at den verden, de står på tærkslen til, er et sted i bevægelse og forandring, og hvor gråtoner og negative ting eksisterer og leg og underholdning er en god måde at få de ting at vide på. Ellers sendes de jo helt uforberedte og sårbare ud i verden.
I Japan har man en helt anden tradition for animation, end vi har i Vesten. Manga (tegneserier) og animé (japansk animation, udtales animay) er estimerede elementer i japansk kultur og kunst, hvilket bl.a. hænger sammen med, at man laver såvel tegneserier som -film for alle alders- og samfundsgrupper. Der er noget til den dukkeglade, lille pige, til hendes sportsgale storebror og deres krimiglade far og romantisk anlagte mor.
Fra de få mislykkedes forsøg, der er gjort for at lancere animé i Vesten, herunder Danmark, tror mange, at japansk animation er rå voldsporno, men intet ligger længere fra sandheden.
Animé-industrien kan vel bedst sammenlignes hvad angår størrelse og output med Hollywood. Et kreativt produktionsmiljø, som laver film i alle genrer: Action, komedie, porno, sport, drama, periodestykker etc.
I Japan er tegnefilm altså ikke en genrebetegnelse, som i Vesten, men et selvstændigt, værdifuldt og dynamisk medie med et enormt potentiale. Selvfølgelig er ikke al animation, der kommer fra Japan, af høj kvalitet med en produktion på adskillige hundrede animerede spillefilm og tv-serier om året rammer de også ved siden af men udtrykket er så meget mere mangfoldigt og spændende, at det i sig selv er en kvalitet.
Den japanske tegneserie, mangaen, har sit udspring i religiøse træsnit fra det 15. århundrede, og tegneserierne er en ligeså stor del af den japanske nationalarv, som eventyret er af den danske. Animé bed sig for alvor fast i 1960erne takket været Osamu Tezuka og hans serier, bl.a. Astroboy, og Tezuka regnes for at være en af de store pionérer og har status af nationalhelt. Det japanske svar på H.C. Andersen.
Bemærkelsesværdig er også den japanske animations selvforståelse, hvor et opgør med fortiden og rædslerne under Anden Vedenskrig, spiller en ikke uvæsentlig rolle. I Vesten især USA synes det snarere som om, vi har brugt vores primære underholdningsform, live action-filmen, som et eskapistisk medie, hvor alt er blevet tilpasset tiderne, og hvad magthaverne synes er passende.
Inspiration
Men selvom de japanske tegnefilm har haft det svært i Vesten, ikke mindst i Europa, hvor det mærkeligt nok er i Italien, mediet bedst har bidt sig fast, så har mange tegnere ladet sig inspirere af deres japanske kolleger, der tør lege med mediet og det visuelle udtryk på en måde, som hidtil har været helt utænkelig i Vesten.
Deres udtryk er ligeså varieret, som det er fjernt fra vores. Og først og fremmest er det meget mere realistisk og virkelighedsnært og bruges til at fortælle alle slags historier.
Hvorfor animés indtog i Vesten har været så eklatant en fiasko kan undre disneyficeringen af vore sanser bærer indlysende en del af ansvaret bl.a. fordi vi i Europa har en så veludviklet sans for at fortælle visuelle, sammensatte historier, ikke mindst for børn. H.C. Andersen, Brødrene Grimm, A.A. Milne med Peter Plys, Astrid Lindgren med Pippi Langstrømpe, J.R.R. Tolkien med Ringenes Herre og Roald Dahl med sine skrækindjagende, moralske og humoristiske historier de store fortællere lagde ikke fingrene imellem, når de skrev deres bøger med et ungt publikum for øje, uden samtidig at koble forældrene af.
Og skal man pege på et sted, hvor mangfoldigheden og fantasien stadig lever, så må det være i børne- og billedbogen. Som f.eks. den verdensomspændende succes med Harry Potter-bøgerne, der læses med lige stor fornøjelse af børn og voksne.
Men animés manglende succes har først og fremmest at gøre med biografdistributørernes frygt for at bruge penge på at lancere filmene på anstændig manér. Publikum, mener de, er ikke interesserede, det er for fremmedartet og krævende, hvilket selvfølgelig både hænger sammen med en undervurdering af publikum, og med at de eneste tegnefilm, man kan se i biografen, er Disneys. Og så åbnes publikums øjne heller ikke for andre udtryk. Det minder mest af alt om en ond cirkel.
Også den meget kunstneriske, europæiske tegnefilm, i Danmark repræsenteret bl.a. af Jannik Hastrup, får heller ikke mange chancer i biograferne, fordi Disney fylder så meget, både fysisk og mentalt.
En udvej?
Måske findes der en vej ud af den kreperlige situation. Danske A. Film tør og kan noget, Disney ikke tør og kan. Det har de bevist med Hjælp! Jeg er en fisk, der fik premiere i går. Det har både at gøre med at finde en egen tegnestil og tone, og med at bevæge sig ind på de områder, hvor den harmløse animation traditionelt ikke bevæger sig.
Ved første øjekast kunne Hjælp! Jeg er en fisk godt ligne endnu et Disneyinspireret produkt, men alligevel har tegnerne fået defineret en stil, der trækker i en anden retning og kombinerer en ekspressionistisk tegnestil med en japansk og Disneys renskurede. Vil man konkurrere med de store, skal det til dels også være på deres præmisser. Det hjælper ikke, som en af filmens instruktører, Michael Hegner, har forklaret, at designe sig frem til et eller andet cool, som er så designet, at det ikke får liv oppe på lærredet og i publikums bevidsthed.
Desuden sætter A. Film og Hegners medinstruktør Stefan Fjeldmark en ære i at fortælle historier, som på sin vis har et realistisk udgangspunkt, og som børnene kan relatere til. Ikke kun som et eventyrunivers helt løsrevet fra deres virkelighed, men som netop rummer både de pæne og mindre pæne sider af tilværelsen.
På et foredrag fornylig om japanske animation fortalte foredragsholderen om japanernes modvilje mod at samarbejde med amerikanerne, når det kommer til tegnefilm. En af de progressive japanske animatorer har bl.a udtalt, at »vi ville begå selvmord, hvis vi skulle samarbejde med amerikanerne. De vil ændre alt for meget. De er interesserede i at forandre alting.«
Heldigvis er der ved at ske en forandring i attituden overfor populærkulturen, det være sig internet, computerspil, tegneserier og -film og tv. Ikke mindst fordi den unge generation af IT-nørder og meningsmagere, anmeldere og journalister, og alle deres jævnaldrende, er vokset op med de medier og synes, det er fedt.
Det er en generation, som favner bredere og er mere interesseret i fremmede udtryk og nye måder at gøre tingene på end deres forældre.
Derfor kan det nu lade sig gøre at lave succesfulde, eksperimenterende animationer på tv f.eks. South Park og Simpsons som er direkte henvendt til den generation, der er med helt fremme, og hos hvem intelligent satire og lavkomisk pruttehumor trives strålende side om side.
Samtidig viser japanske animatorer interesse for at samarbejde med det Europa, de kulturelt respekterer så højt. Måske det vil resultere i den nødvendige synergi og afmystificering af tegnefilmmediet, der kan trække også et stort vestligt publikum i biografen for at se animation.
*I Filmhuset i København kører for øjeblikket en minifestival med ti af de bedste af de sidste 40 års japanske animationsfilm
