Garri Kasparov
*Verdensmsteren havde i torsdagens 11. VM-parti ikke held med at forvirre Vladimir Kramnik med et særpræget slutspil, hvor han havde tårn og to bønder mod Kramniks løberpar. Udfordreren holdt remis efter 41 træk, og fører nu matchen 6,5-4,5.
Sinisa Mihajlovic
*Lazios jugoslaviske forsvarsspiller har undskyldt sine racistiske udtalelser, der i sidste Champions Leaguerunde mod Arsenal gav ham to spilledages karantæne. Før onsdagens opgør mellem Lazio og Shakhtar Donetsk gik Mihajlovic på banen og tog en mikrofon, hvorefter han undskyldte, at han kaldte Arsenals franskmand Patrick Vieira for a black shit
Fredelige fans
*En ny kampagne fra Superligaens Fanklub Forening skal vise, at fans godt kan gå til fodbold uden at blive indblandet i vold. Kampagnen, der har fået navnet Slaget skal stå på banen, er iværksat af de 12 Superligaklubbers officielle fanklubber med støtte fra Fair Play og Faxe Kondi®.
Pernille Svarre
*Den danske femkæmper har afbrudt samarbejdet med sin polske fægtetræner Sylvester Wilk, der sov over sig og kom næsten en time for sent under OL-konkurrencen i moderne femkamp i Sydney. Wilk ved det ikke endnu, for Pernille Svarre kan (igen!) ikke få kontakt med ham. Vi er ikke sikre på, at Wilk læser denne spalte, men for en ordens skyld: WILK, DU ER FYRET!
Zinedine Zidane
*Juventus franske stjernespiller har givet en undskyldning for sin udvisning i tirsdagens Champions Leauge-opgør mod Hamburger SV. Zidane fik det røde kort for at nikke en HSV-spiller en skalle.