Læsetid: 6 min.

Den stilfærdige mand fra Skt. Petersborg

5. oktober 2000

Grigory Sokolov hader studieindspilninger. Det er ligesom med operationer, man bør kun skære i musikken, hvis det er livsnødvendigt, siger pianisten, der indleder sin Danmarksturné med en koncert på Louisiana i morgen aften

Klassisk
Nedenunder Steinway & Sons støvfri showroom for ubetalelige flygler på Marylebone Lane i London, er der i kælderen indrettet tre øvelokaler til klassiske musikere på turné eller gennemrejse i den engelske hovedstad. I modsætning til de distingverede salgslokaler oppe i stueetagen er der ingen antikke lamper, svære Chesterfield-sofaer eller friske blomster i kælderen. Rummene er oplyst alene af lysstofrør, og foruden et lille lokum og et endnu mindre køkken er der bare de tre øvelokaler med hver deres to flygeler. I denne kælder uden vinduer ophører tiden i det hårde hvide lys, og et øverum hernede er således lige dele effektiv arbejdsplads og forseglet enecelle.
Det var her, at undertegnede for fem år siden observerede klaverfænomenet Grigory Sokolov på nærmeste hold for første gang. Verden udenfor gik sin gang, salgsfolkene i slips ovenpå solgte klaverer og tog hjem, andre pianister kom og gik, altimens Sokolov sad og øvede sig i en vedvarende strøm 12 timer ad gangen, med en kildevands-køler som eneste adspredelse.

En hemmelighed
Den russiske pianist var i London på en af sine næsten altid igangværende turnéer og i gang med at øve op til en recital i Wigmore Hall. Men førhen var Grigory Sokolov i årtier en velbevaret hemmelighed for det vestlige publikum som følge af de sovjetiske myndigheders udrejserestriktioner.
På trods af sin tidlige succes som vinder af Tjaikovsky konkurrencen i 1966 i en alder af bare 16 år nød Sokolov ikke samme rejsefriheder som en anden stor russisk pianist, Sviatoslav Richter. Først omkring 1980 med Gorbatjovs glasnost og opgør med det totalitære system, kunne Sokolov bevæge sig ud på de internationale scener.
I dag små 20 år efter er Grigory Sokolov en af verdens mest respekterede pianister, og han har i særdeleshed en høj stjerne blandt pianist connaisseurs. For Sokolov er ikke kun et produkt af den russiske virtuos-skole i den klassiske forstand. Nok besidder han fysisk styrke som en krigshest og en overrumplende pianistisk teknik, men der er også en stoflighed i Sokolovs poetiske og gennem-musiske tonebehandling, som er af en helt anden verden. Det har den internationale musikverden nu forlængst oplevet og anerkendt, og det har man kunnet erfare i Danmark ved flere koncerter gennem de sidste 15 år.

Ingen digital sterilitet
Når Sokolov så alligevel er en uopdyrket størrelse set i forhold til eksponeringen af så mange andre musikere fra den klassiske musiks mainstream, har det flere årsager. I vor tids Pavarottiserede klassiske musikindustri er der ikke så meget hverken musikalsk eller profilbevidst udvendighed over den stilfærdige mand fra Skt. Petersborg. Og fremfor alt: Sokolov er ganske imod at indspille plader. Han foretrækker koncertsituationens spontaneitet og intensitet fremfor pladestudiets digitale sterilitet og de fleste af hans relativt få cd-indpilninger er live.
– Pianisten Glenn Gould mente, at live koncerten som institution havde overlevet sig selv. Optage- og redigeringsmuligheder kunne ifølge Gould perfektionere kunstnerens evner i musikkens tjeneste, og Gould fandt desuden koncertsituationen degraderende og menneskeligt skadelig. Du repræsenterer en absolut modsat holdning. Hvad føler du, at du mister i et studie?
»Først og fremmest mister jeg den atmosfære, der er ved en koncert. I teorien er musikeren den aktive part og publikum den passive. Det er musikerens opgave at delagtiggøre publikum, at gøre dem aktive. Det aspekt har du ikke i et studie. Og så kan jeg ikke lide at klippe musikken sammen af mange takes (optagne sekvenser, red.), fordi det er umuligt at spille et musikalsk forløb flere gange på samme måde. Den gang jeg lavede studieoptagelser, kunne vi bruge en hel arbejdsdag på ét klip. Det er ligesom med operationer, man bør kun skære i musikken, hvis det er livsnødvendigt!«

En koncertsals farve
»Inden en koncert har jeg muligheden for minutiøst at lære både flygel og akustik at kende. Men i forbindelse med en indspilning er der pludselig en helt anden person, produceren, som selv vil skabe noget, sin egen lyd. Han vil sætte mikrofoner op overalt, og jeg vil ikke længere kunne regne med instrumentet og rummet, som jeg har hørt det. Menneskets ører vil altid være de bedste mikrofoner. Og i øvrigt: hvem sidder og lytter i den afstand, mikrofonerne oftest er opstillet to meter fra flyglet?
Men der er sket utroligt meget bare inden for de sidste 10 år i udviklingen af mikrofoner i bestræbelserne på at gengive et instruments autentiske lyd og en sals farve.
Det er der folk fra pladeindustrien, der også har prøvet at overbevise mig om. Jeg er stadig skeptisk. Der er jo også hele det led, der hedder forstærkere, mixningen osv. Og det led er i hvert fald flere skridt bagud i forhold til mikrofonerne. For slet ikke at tale om det udstyr, som folk lytter på derhjemme.
Jeg tror, at Gould i sin drastiske beslutning om ikke at spille live koncerter mere på et tidligt tidspunkt i karrieren, i høj grad også var fascineret af optagelsen som fænomen. Det at nå ud og kommunikere med uendeligt mange mennesker på tværs af tid og geografi.«
– Kan du genkende noget som helst ved Goulds angst for publikum ved livekoncerter?

Bureaukrati
»Gould havde modet til at være sig selv. Jeg beundrer ham som pianist, og jeg beundrer ham for, at han turde tage de beslutninger, som han følte var nødvendige. Men jeg elsker her-og-nu betingelserne omkring en koncert. Jeg føler aldrig et pres. Selvfølgelig kan jeg være nervøs, men uden en nervøsitet ville der ikke være forskel på en koncert og et te-selskab.«
– Kan du i en koncertsituation slippe noget af den kontrol, der opbygges i øvelokalet?
I øvelokalet sætter jeg mig et mål, og derefter opnår jeg det mål. Men uanset det store tekniske aspekt ved øvningen, så er musikken altid med – jeg skiller det ikke fra det at have teknisk kontrol. Min måde at spille på i koncertsalen og i øvelokalet er på mange måder lig hinanden, dog med den store forskel, at atmosfæren ved en koncert kan åbne uventede døre. Arbejdet med selve fortolkningen starter for mig egentlig først i forbindelse med, at jeg spiller værket første gang til koncert. Derefter starter værkets liv og udvikling i mig.«
– Føler du, at du har mistet nogle chancer i din karriere ved ikke at have fået de samme rejsemuligheder som f.eks.
Richter fik?
»Det var ikke engang altid nemt for Richter! Der var i Sovjetunionen op til 1980’erne et hæmningsløst bureaukrati, som var en bremseklods for enhver kulturel aktivitet. Men jeg sidder ikke og er ked af, at jeg i den tid stort set ikke kom ud og spille uden for Sovjetunionen. Det var trods alt kun de ydre forhold, der kompliceredes af systemet. Jeg kunne jo stadig spille Beethoven. Beethoven var stadig Beethoven. Og måske har dette anti-humane regime i virkeligheden givet endnu større næring til en slags kunstnerisk spænding under overfladen. Til forskel fra lande med sunde politiske forhold og en mere easy livsstil, så er der ironisk nok uendeligt mange eksempler på, at lande med store politiske konflikter og frihedsbegrænsninger har produceret en intensiv og frugtbar søgen efter andre værdier.

FAKTA
Koncerter
6. okt. Louisiana – soloprogram med værker af bl.a. Schumann.
8. okt. Esbjerg Musikhus m. Esbjerg Vestjysk Symfoniorkester – Beethovens 1. klaverkoncert.
9. okt. Esbjerg Musikhus – soloprogram (samme program som Louisiana).
12. okt. Holbæk Seminarium m. Sjællands Symfoniorkester/Giordano Bellincampi – Beethovens 1. klaverkoncert.
13. okt. Tivolis Koncertsal (samme program).
14. okt. Mønshallen (samme program).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her