Læsetid: 2 min.

Tæt på stjernerne

18. oktober 2000

Den brasilianske fotograf Mario Cravo Neto har stillet sig ansigt til ansigt og krop til krop med Den Kongelige Ballets dansere og enkelte prominente outsidere

Udstilling
Når man går igennem de tætpakkede rum på Frederiksborg Slot får man et godt begreb om, hvem den almægtige ’man’ i de to sidste århundreder har anset for nationens hædersmænd, og i meget ringere grad bemærkelsesværdige hæderskvinder.
Fra de slesvigske kriges heroiske generaler over hedens opdyrker og de store erhvervsmænd går man langsomt mod nutiden, hvor halvguderne er kunstnere. Forfattere, skuespillere – en Liva bliver der også plads til – og enkelte billedkunstnere.
Som billedkunst er det sjældent det mest ophidsende, der blev malet i Danmark ved den tid, museet lod de fortjente danskere afbilde: Både for det 19. og det 20. århundrede gælder det, at de allerbedste portrætmalerier og -skulpturer findes på kunstmuseerne. Man kan for eksempel tænke på Willumsens deklamerende Sophus Claussen på Aarhus Kunstmuseum eller Lundstrøms farverige Storm P. i Esbjerg, der sætter den bløde pænhed på Frederiksborg i relief.

Fotografi
Men Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg er ikke en institution, der falder helt i søvn i rutinerne. Ofte vover man det ene øje, når man sætter billedkunstnerne på deres nulevende ofre, som i Peter Carlsens formidable (og ret willumsen’ske) billede af Anker Jørgensen, og i de fortrinlige fotografier af medaljevinderne ved de forrige olympiske lege. Der også bragte kønskvoteringen et stykke videre.
Den seneste fotograf, der har fået til opgave at gå tæt på stjernerne, er Mario Cravo Neto fra Bahia.
Hans sort-hvide billeder af dansere er meget skulpturelle: Han har valgt ikke at lægge vægt på kroppene i bevægelse, men på bevægelsen i den hvilende krop.

Udtryksfulde kroppe
Det mest kontroversielle af disse portrætter blev museet nødt til at dublere med et mere ordinært fotografi, da man ikke helt uden indsigelse kunne gå med til at have Heidi Ryom foreviget uden hoved. Heldigvis har man nu begge billeder i samlingen.
Det er forudsigeligt, at dansernes kroppe er mere udtryksfulde end de fleste andres, men det er påfaldende, hvor tæt fotografen kan gå, uden at man taber fornemmelsen af den enkeltes kunstneriske særpræg. Eske Holms markerede faun-ansigts modsigelyst, Lis Jeppesens sårbare kvindesind, Sorella Englunds dybe klogskab, alt dette har den brasilianske fotograf fået med på sine plader. Og dertil Nini Theilade som grinebider, det er storartet.
Fotografierne kan studeres på museet eller i en køn lille bog, der kort dokumenterer dansernes karriereforløb.

*Mario Cravo Neto: Dans & Portræt. Udstilling på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg. Katalogbog med samme titel, udgivet i samarbejde med Forlaget Rhodos, indledning ved Martin Brandt Djupdræt og Tove Thage. Til 3. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu