Læsetid: 4 min.

Talent for flyvning

5. oktober 2000

Dada og surrealisme på dansk

Digte
Der er stadig liv i avantgarden, især den historiske i 1900-tallets tidlige år, mens neoavantgarde og nyavantgarde er mere eller mindre patetiske og tidsfarvede gentagelsesmanøvrer. Der var kraft i den første tandpine, som det hedder hos H.C. Andersen, da den moderne verden slog ind i bevidstheden og sproget og desperationen omformedes til bizar lystighed i dada og til et underjordisk protestevangelium i surrealismen, som i begge tilfælde satte ordet i frihed. Parole in liberta! hed det i den mere berygtede og beslægtede futurisme.
»Du selvmorder mig medgørligt,« siger det i optakten til et digt med titlen Ordet i skoen, skrevet af Robert Desnos (1900-45), der som fransk lyriker blev vakt ved mødet med dada og derefter slusede sig ind i den surrealistiske bevægelse. Den ældre tysk-franske kunstner Hans Arp (1885-1963) var medstifter af dada i Zürich 1916, og begge er de nu gjort mere tilgængelige på dansk i kraft af Asger Schnacks initiativ som oversætter og nystarter af forlaget Bebop.
Lille antologi og Månesand er Arps to små tysksprogede digtsamlinger fra 1950’erne, samlet i én, runde og blanke som de skulpturer af ham, man kan tage op til Louisiana og klappe lidt på. Han havde ikke glemt de tidlige groteske sproglege, selv om han her i de sene digte begyndte i det blide:

Fra verdensaltets
uendelige nat
falder en krone af lys
ned i hjertet
på en blomst.

Symptomatisk forenes her det store og det små, det uendelige gøres kropsligt, og så påbegynder alle mærkværdigheder straks en konsekvensrække som i »Flyvning«: Denne mands tynde venstre ben/bliver tyndere og tyndere og tyndere. Det bliver snart gennemsigtigt, mens stokkene bliver tykkere, og han forsøger at flyve med arme og hænder på taskenspillervis. Denne mand har virkelig /intet talent for flyvning, er den lakoniske konklusion.
Det er en verden af tilsyneladende årsagsløse overraskelser, af metamorfoser og identitetsskift, som åbner sig med dyre- og planteverdenen eventyrligt involveret. Et æg spørger en kommode/hvor man kan købe jernbaner, er optakt til en lystig sang om jeg’et, der ligner både Schade og Højholt i absurd udgave.
Men så tager ’månedrømmeren’ fat i den anden samling, en fordrømt romantiker, der sætter månen ind som en joker i frie og og mærkeligt lovbundne drømmesekvenser, en poesi med verbal egenvilje, en bogstavernes verden i strid med tallenes sfære. Instinkt versus fornuft. Månen er stormetafor for alt det gode.

I en kantet nat ruller runde
måner.
To måner rafler om en rose:
en bourgognerød måne
og en fransk kvindelig måne,
en Madame La Lune.

De traditionelle to planer i en allegori, konkret og overført, brydes ned i en fleksibel billedverden, en poetisk lunatisme, der fører tanken hen på den ældre Christian Morgenstern og hans »månelam«, der i drømme tænker: Jeg er verdensaltets dunkle rum! Månen er for Hans Arp selve poesien.

Sproget og skyggen
Også Robert Desnos – der udtales med to s’er – begyndte i det sproglige oprør, repræsenteret i opsamlingsbogen Corps et biens (1930) med afdelingen »Sproget kaput«, der allerede eftersøger den himmelske jord i et opgør med dualismen og »sproger« løs – som senere F.P. Jac – tværs gennem ordklasser og grammatik og herlige billeder. »Hendes frakke slæbte efter hende som en solnedgang«, ser han, og en søgen efter forelskelsens og kærlighedens ånd og krop indledes. Forrykte landskaber påkaldes i stil med Rimbauds bevidste forvildelser.
Med stor selvfølgelighed udfolder Desnos den surrealistiske blandverden, også i stor simpelhed som i det berømte »sidste digt«, der tillægges ham kort før hans død efter ophold i koncentrationslejr, men ikke desto mindre står allerede her i fuld længde:

Jeg har sådan drømt om dig at du mister din realitet... sådan drømt om dig, sådan gået, talt, sovet med dit genfærd og mere skygge hundred gange end den skygge som går...

Det kritiske forhold er, at drømmen kan udpine virkeligheden, så fjernhed og nærhed går i et – en forform for den nordbrandtske »bortnærværelse«. Skyggen optræder gang på gang, også i ubestemte, men også uendelige ligevægtstilstande, udtrykt som grammatisk infinitiv i stedet for præsens.
Man kan under læsningen samle et inventarium af pragtting af natur og kunst, krystal og blomst, hav og alger m.m. i fine blandinger og sammensætninger. En krystalkjole er både betagelsens og urørlighedens erotiserede fornemmelse, men også kærlighedens vilde, omformende kræfter huserer som i det flotte digt om »Kærlighedsblomsten og hestene på træk«: Jeg tænker på langt borte og dybest i mig selv! hedder det mens trækhedste kommer til syne i en galop af knuste flasker og knirkende skabe.
Jeg’et er i de store kræfters favn i disse forvandlingsdigte, »hvor skibbruddet tager til under øjelåget/jeg fortæller og beskriver søvnen.« Alt mens hendes smukke øjne er »mørkets stilhedens og glemslens umættelighed.« Tit er det morgentimens mærkelige syner og lyksalighed, som det kendes også hos Gustaf Munch-Petersen.
Når så mange danske, yngre navne falder i tankerne, hænger det sammen med den store og stadigt virkende inspiration fra surrealismen i fransk poesi, som atter og atter genfødes eller efterlignes i dansk og anden verdenspoesi. Det var den sidste store, konsistente bevægelse. Som sådan klart afgrænset i tid, men som tendens, sammen med lillebror imagismen, en uudtømmelig kilde til vederkvægelse for nyere skoler, for ikke at tale om læserne.
De to udgivelser er velkomne og velskabte overføringer til dansk af en lille, men væsentlig del af denne beåndede og kropsliggjorte digtning.

*Hans Arp: Lille Antolog & Månesand. Oversat af Asger Schnack og Herbert Zeichner. 32 s. 200 kr. Bebob.
*Robert Desnos: Jeg har sådan drømt om dig. Oversat af Manni Crone og Asger Schnack. 64 s. 200 kr. Bebob.
Begge udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her