Læsetid: 3 min.

To røde flag

14. oktober 2000

Radio og tv
Et par uger blandt får og tørv, mosehuller, regnbuer og klipper på Malin Head, Irlands nordligste punkt tredive kilometer fra Derry, giver en god optakt til landskampen mod Nordirland i Belfast. Fra lokalavisen derude, som det tager to timer at hente til fods hos nærmeste købmand, ved jeg, at Derry City kører på pumperne. Redningen er en kommende venskabskamp med Glasgow Celtic.
Man kan sikkert sige meget skidt om TV Danmark 1, men for en gangs skyld blev den her kamp faktisk sat ind i en ramme, der stod klart. Dels historien om netop Derry City, der blev smidt ud af den nordirske liga, fordi en protestantisk fanbus blev brændt ned uden for stadion, og derfor nu spiller i den Irske Liga, hvilket medfører rejser helt ned til Cork og hvad dermed følger. Dels den om Glasgow Celtic, som Mark Rieper fortalte.
For et års tid siden så jeg på irsk tv historien om fodboldkrigen i Glasgow mellem den presbyteriansk protestantiske flok fra Rangers og den irsk katolske fra Celtic. En del slagsange med rod tilbage til William Erobreren blev afspillet, og en række deltagere i slaget fra forskellige tider og perioder gav deres version af, hvad der står på spil.
I dansk sammenhæng har der de senere år været mest fokus på Brian Laudrup, da han spillede i Rangers, men det er ikke særlig sandsynligt, at han egentlig nogensinde for alvor skulle have opdaget, hvor meget dybere det her går. Mark Rieper fik sagt en hel del om det, da han fortalte, hvordan han som repræsentant for Celtic havde været med til at bære et af ofrene fra Omagh-bomben til graven.
Og optakten til selve kampen gjorde det måske endnu tydeligere.
Det nordirske landshold er, ligesom f.eks. politiet, RUC, der ikke kan gøre noget ved de paramilitære unionistiske grupper, UDA og UVF, der for øjeblikket har jaget 150 familier fra hus og hjem i Shankill Road, Belfast, med deres indbyrdes skærmydsler, så godt som totalt protestantisk.
Royalismen viste sig ved, at man ikke som sædvanlig spillede Danmarks nationalsang før kampen, men derimod gav kongesangen.
Spillerne var i vildrede, kunne man se, og fansene forsøgte forgæves at trænge igennem med deres bøgetoppe i havets blå spejl, men hvad nu hvis de havde været oppe på mærkerne?
Ewald er ikke den værste:

»Niels Juel gav Agt paa
Stormens Brag.
Nu er det Tid.
Han heysede det røde Flag,
Og slog paa Fienden Slag i
Slag.
Da skreg de høit blant
Stormens Brag:
Nu er det Tid.
Fly, skreg de, hver, som veed et
Skiul!
Hvo kan bestaae for
Danmarks Juel
I Strid?

Nu var Niels Juel ikke med den dag, hverken på banen eller på bænken, og det var måske grunden til, at landsholdet spillede så kedeligt og uden kampgejst, som det faktisk gjorde. Det kan vel ikke være, fordi kampene spilles på TV Danmark 1, og imod kulturministerens vilje.

Et andet rødt flag end det danske var hejst gennem mange år over Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, hvis kontor i Danmark gennem næsten lige så mange år blev bestyret af Danmark Kommunistiske Parti, hvis sidste formand var Ole Sohn.
Han har de senere år været i arkiverne. Der har han gravet papirerne frem om den groteske sag, der slog Arne Munch-Petersen ihjel. Det beskrev han i en dokumentarisk bog. Og sidste år kom så, i romanform, fortællingen om søfyrbøder Claus Jensen, der kom til at slå på en betjent i Københavns havn og skaffet af vejen til Arkhangelsk, hvor Arne Munch-Petersens fald rev ham ned.
Ole Sohn har nu, sammen med dokumentarfilmeren Thomas Gislason, lavet en film på det materiale om stalinismens forbrydelser i det hele taget. Filmen hedder Den Højeste Staf og blev vist søndag aften på DR 2. Titlen er lidt svær, men det kan måske ikke være hårdere, end hvis man bliver dømt til døden for noget, man ikke har gjort, af en magt, man har forsvaret idealistisk, selv om man nok ind i mellem har tvivlet.
To gamle fanger fra Stalins fængsler og lejre fortalte hovedhistorien, og kameraet fulgte dels Ole Sohn i magtens kontorer og korridorer, dels den lange rejse ud til døden i minegangene, ude i Gulag. Klippet sammen i et billedsprog så moderne i sin simultanitet og med så meget fart, at historien fangede. Bedre end Ole Sohns roman, der ind imellem hang måske lidt for meget fast i en nu forsvunden retorik.
Hvilket flag skal man kippe med her? Dem alle sammen måske. I sort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her