Læsetid: 2 min.

Topmøde uden forventninger

16. oktober 2000

Alt tyder på, at hverken Israel eller palæstinenserne vil give sig ved dagens topmøde i Egypten

TEL AVIV – Mens endnu en palæstinenser i går døde som det seneste offer for de voldsomme uroligheder mellem israelere og palæstinensere, forberedte de to parters ledere sig på at rejse til Sharm el-Sheikh i Egypten til et topmøde, der skal standse urolighederne, som siden den 28. september har kostet mindst 99 menneskeliv.
Men forventningerne til mødet er stærkt nedtonede, fordi parterne står stejlt over for hinanden, og flere eksperter vurderer, at mødet vil drukne i gensidige beskyldninger. Først sent fredag aften lykkedes det FN’s generalsekretær Kofi Annan at sikre selvstyreformand Yasser Arafats ja til at deltage i topmødet i Egypten , hvor både USA’s præsident Bill Clinton, Egyptens præsident Hosni Mubarak og den jordanske kong Abdallah vil deltage.

Forventninger i bund
»Desværre forventer vi os ikke meget af dette topmøde,« siger den palæstinensiske chefforhandler Saeeb Erekat.
»Indtil vi får nedsat en international undersøgelseskommission (til belysning af årsagerne til konflikten, red.) – og indtil Israel hæver belejringen og vi ser den israelske aggression standset, er der ikke ret meget at tale om.«
Det er palæstinensiske krav som disse, der ifølge den israelske forsker Mark Heller fra det ansete Jaffee Center for Strategic Studies gør udfaldet af topmødet højst usikkert.
»USA ønsker at få volden standset, og dette er også i Egyptens og Jordans interesse, fordi de ser en risiko for, at uroen spreder sig i Mellemøsten,« siger han.
»Men jeg er temmelig sikker på, at Arafat vil søge at opnå politiske fordele som betingelse for at acceptere topmødets dagsorden. Jeg har bl.a. hørt, at han også vil kræve særlige regler for fremtidige konfrontationer, så som at israelske soldater ikke må bruge våben, palæstinenserne ikke har til rådighed.«

Barak mod højre
Ehud Barak vil ifølge Heller på ingen måde kunne acceptere dette.
Han vil i stedet udtrykke sin skuffelse over, at Arafat i hans øjne har svigtet en tidligere indgået aftale om kun at løse uoverensstemmelser ad ikke-voldelig vej.
»Vi skal ikke forvente at se en særlig imødekommende Barak på topmødet. Dels er han som den israelske folkestemning rykket mod højre og desuden har Barak den israelske opposition at se i øjnene bagefter. Accepterer han noget som helst ud over en våbenhvile, vil de sætte himmel og hav i bevægelse for at vælte regeringen,« tilføjer Mark Heller.
»Selv om formand Arafat har indvilget i at deltage i topmødet, har vilkårene ikke ændret sig for ham,« vurderer den palæstinensiske forsker Ghassan Khatib.
»Arafat kan ikke styre demonstranterne, og han kan ikke få folket til at falde til ro uden at komme hjem med håndgribelige resultater. Og det tvivler jeg på, Barak vil give ham.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her