Læsetid: 4 min.

Total triumf

20. oktober 2000

Den amerikanske sangerinde k.d. lang lagde Falkoner Salen ned med et overskudspræget og gennemmusikalsk show, hvor livsglæde, humor og kommunikation var i højsædet

Koncert
Fra k.d lang og hendes otte personer store ensemble satte i med »Extraordinary Thing« fra hendes seneste, florlette album, Invincible Summer, havde de den stopfyldte Falkoner Sal i deres hule hånd. En mur af velvilje stod fra salen til scenen – i en sådan grad at solisten flere gange følte sig nødsaget til at påpege publikums overstrømmende venlighed – og deroppe ydede alle deres yderste for at honorere forventningen.
Det er længe siden, man har været til en koncert, hvor musikken i sig selv så rent og uforfalsket gav adgang til selve glæden, og publikum kvitterede med en syndflod af klapsalver og stående ovationer.
k.d lang selv var en åbenbaring – på en ukrukket og frigjort facon hengav hun sig med fryd til såvel sang som musik med altoverskyggende og ubesværet musikalitet, mens hun dansede som besat. Ind i mellem numrene viste hun sig som en sprællevende og morsom entertainer, som slap afsted med det utroligste; ting som hos andre musikere ville have virket fortænkte eller platte, fremstod her som lige dele spontanitet og lun beregning. Da hendes hengivenhed syntes at ligge i selve musikken – og den er af så uhørt høj kvalitet – antog alt det udenoms et skær af leg og frirum. Befriende.
Showet er alt andet end stylet – solisten selv var i rød busseronne, hvide, løse bukser og bare tæer – men sad hver en musikalsk detalje lige i skabet, tog k.d. sig al tænkelig tid mellem numrene til at præsentere sine sublime musikere, causere om kærlighedens veje og vildveje og besvare tilråb fra den opstemte sal.

Raffineret sangskriver
k.d.langs hemmelige våben er og bliver hendes stemme. Den er så stor, at hun ikke på noget tidspunkt behøvede blære sig. En flok lokale musikere gav efter koncerten – helt forståeligt – udtryk for deres betagelse af det, de lige havde hørt.
Er hendes egne kompositioner krævende og specielle – selvom de fremstår ubesværede – var det, da hun satte i med Roy Orbisons rockoperette Crying, at omfanget af hendes stemmepragt for alvor udfoldedes. Denne sang kræver sin kvinde, men k.d. – som indsang en version af samme med selve Orbison i 1987, kort før hans død – formåede at formidle denne stemmemæssigt næsten
uladsiggørlige melodi med et skær af det mulige – man troede et kort sekund, at man kunne synge med, så kunstlet gjorde hun det.
I k.d.langs karriere har hun fulgt to spor, hvilket har udmøntet sig i en to-tre pastiche-albums og en fem-seks singer/songwriter ditto. Hendes debut for et stort pladeselskab 1987 var en stilsikker blanding af rockabilly og new country, mens hun med efterfølgeren Shadowland overvandt sit Patsy Cline-kompleks.
Først med Absolute Torch And Twang markerede hun sig seriøst som sangskriver, hvilket kulminerede med Ingénue i 1992, hvorfra sangen »Constant Craving« fik en amerikansk Grammy. Siden har hun vekslet mellem det fortolkende og det selvskrevne – med overvægt af det sidste.
I processen har hun forvandlet sig til en raffineret sangskriver, som inkorporerer alt fra Bacharach-inspirerede akkordgange til de simpleste salmelignende melodilinjer, mens countryen nu om stunder kun er til stede via Greig Leisz’ alt andet end ortodokse steelguitar-spil.
I Falkoner Salen fik vi en håndfuld sange af ældre dato samt ni numre fra dette års luftigt melodiøse popalbum, Invincible Summer. Deres udsendte var specielt ikke imponeret, da det udkom, men koncerten sendte ham direkte hjem for at revurdere det – omend mange af sangene fra Invincible Summer live nu lige fik et ekstra spark opad, hvilket gjorde dem ekstra overstrømmende og uimodståelige.

Smittende
Ikke kun den storsyngende solist havde en stor aften, det gjaldt hele det eminente band, fra de tre korsangerinder over en smooth og svingende rytmesektion til et par sublime syrehoveder på henholdsvis elguitar og pedal steel guitar samt hawaiiguitar, et genialt instrument… holdt sammen af en grå eminence i form af en keyboardmand, som diskret styrede slagets gang.
De solistiske indsatser holdtes på et minimum og samspillet stod i centrum. Musikerne excellerede i underspillets kunst og der var luft og huller nok i den taktile lyd til, at de fire stemmer frit og smukt kunne udfolde sig på kryds og tværs.
Til det første ekstranummer – den ’dekadente’ stiløvelse »Miss Chatelaine« fra Ingénue – kom k.d. så valsende ind i tyl og satin, en gul kreation af imponerende omfang med tilhørende rokokoparyk, et bizart stilskift, som virkede ikke så lidt lattervækkende, før hun med værdighed lukkede for den musikalske fest: Koncertens sidste sang karakteriserede k.d. som sit ’gospelnummer’ og gav så den lavmælte og gribende salmeprægede »Simple« til bedste – hvis linjer Love will not elude you/ Love is simple smukt opsummerede en total triumf midt på ugen i Kongens København.

*k.d.lang m/ band. Falkoner Salen, onsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu