Læsetid: 4 min.

Tyskland fejrede genforeningen

4. oktober 2000

Solen skinnede – naturligvis – over Sonnenallee, da tyskerne markerede 10-året for genforeningen

BERLIN – René står lidt for sig selv midt på den nyasfalterede Sonnenallee. Rundt om ham fejrer indbyggerne fra nabobydelene Treptow (Øst) og Neukölln (Vest), at Muren tværs over Sonnenallee er væk. Kun en række brosten tværs over asfalten fortæller, hvor grænsen mellem Øst og Vest engang gik.
Der er kørt en ølbod frem, og kvarterets beboere – midaldrende og ældre tyskere – står i små grupper og snakker. De peger langs betonblokkene i Øst: Der gik Muren. Lige neden for vinduerne. Det grønne område var dødsstriben.
Renés glæde er behersket.
»Genforeningen gik for hurtigt. Fra den ene dag til den anden skulle østtyskerne omstille sig til vestlige betingelser – men alt i alt er det gået meget godt,« siger han så.
René er genforeningen i én person. Han voksede op i Treptow, lige ved Muren, og stak som 17-årig af til Vest. Nu bor han i Neukölln.
»Vi var seks, der fuldede os på et værtshus. Her fik vi ideen til at stikke af. Vi vidste, at de var ved at bygge på Muren, og at den derfor var dårligt bevogtet. Klokken ét om natten løb vi over – de fik én af os,« siger René og vender sig et øjeblik væk. En kammerat blev skudt under flugten, de fem andre klarede den. René var 17 år og beruset.
»Første gang, jeg forsøgte, var jeg 13. Jeg blev fanget og kom i ungdomsfængsel. Min mor søgte om udrejsevisum - de gav hende arbejdsforbud. Stasi kom om natten klokken ét og gennemrodede vores lejlighed. Efter seks års chikane tilbød de hende arbejde og en ny lejlighed, hvis hun ville trække sin ansøgning tilbage. Hun underkastede sig...«
To år før Murens fald lykkedes hans flugt.
»De fleste flugtforsøg, der lykkedes, var spontane. Hvis man lagde planer, blev man bare nervøs...«

Lidt for lystig
Sonnenallee fik sidste år en sen kultstatus som mindeværdig grænseovergang, da filminstruktøren Leander Hausmann præsenterede den fællestyske folkekomedie ’Sonnenallee’ om det absurde liv bag Muren.
»Vi ville lave en film, så folk blev misundelige over ikke at have oplevet det,« har Haussmann forklaret.
Da mørket faldt på, blev filmen vist på et udendørslærred opstillet mellem boligblokkene ved Sonnenallee – mange af kvarterets indbyggere havde dog allerede set den i biografen.
»Det er en sjov film, men den har ikke meget at gøre med virkeligheden,« mener kroværten fra Sonnestübschen – »det eneste værtshus på østsiden af Sonnenallee.«
Ægteparret Boddien giver kroværten ret:
»Den er lidt for lystig...«
De er begge pensionerede og bor i øst-enden af gaden.
»Vi er glade. For os kom genforeningen på det helt rigtige tidspunkt. Måske har de, der var 50 år, da Muren faldt, en anden opfattelse, for mange af dem kunne jo ikke finde arbejde efter 1990. Men for os betød genforeningen, at vi fik flere penge. I DDR var mad og tøj dyrt – jovist var basisfødevarer billige, men hvis man ville have andet end brød, kostede det,« siger de.

Aldrig mere
Imens tager borgmestrene fra de to berørte bydele opstilling ved et plasticbånd, der er spændt tværs over gaden.
»Vi har besluttet at klippe båndet over endnu en gang for at vise, at Tyskland er ét. Jeg er stolt over, hvordan det er gået i de sidste ti år,« proklamerer borgmester Bodo Manegold (CDU) fra Neukölln.
»I dag er der stor glæde, og vi har meget at fejre,« sekunderer Siegfried Stock (SPD) fra Treptow og takker den kristligtdemokratiske kollega for det gode vejr, hans gud har sørget for.
»Aldrig mere,« siger borgmestrene i kor og klipper båndet over, mens folk klapper.
Da den symbolske handling er overstået, og borgmestrene får sig en øl ved boden, lister ægteparret Boddien sig hen til resterne af båndet for at sikre sig et stykke.
»Det er symbolsk,« forklarer de.
Derhjemme på hylden har de stumper af den originale Sonnenallee-mur.
Hein Reiner, der er offentligt ansat, snupper sig også et stykke af båndet.
»Det er jo bare et stykke plastic –- og alligevel ikke,« siger han, mens han ruller stumpen sammen og stikker den i lommen. Han kommer fra Vest, men bosatte sig for fire år siden i Treptow:
»Jeg er selv et eksempel på genforeningen. Problemer er der altid, men jeg synes, det er gået godt.«

Fester overalt
Ligesom på Sonnenallee blev genforeningsdagen, der er officiel fridag i Tyskland, markeret over hele landet. Den største fest foregik på og omkring promenadestrøget Unter den Linden midt i Berlin, hvor en halv million mennesker nød den lune efterårsdag.
Den øvede symboltyder kunne se, at den tyske genforening nu er trængt ca. 400 meter ind i Østberlin. Med det børsmodne Deutsche Post som hovedsponsor blev dagen markeret på Pariser Platz umiddelbart øst for Brandenburger Tor.
På Alexander Platz i den anden ende af Unter den Linden herskede PDS, arvtagerne efter DDR’s enevældige Socialistiske Enhedsparti, der med kritiske slogans om manglende social retfærdighed i det forenede Tyskland og eksempler på solidaritetsarbejde i Cuba satte et mere kritisk lys på begivenheden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her