Egberto Gismonti medbragte ved sit sidste besøg sin datter og søn, men hans eget solospil forblev hovedsagen
Koncert
I årenes løb har vi efterhånden, ved koncerter og på plade, mødt den brasilianske, guitarist, pianist og komponist Egberto Gismonti utallige gange og i mange kombinationer. Med særlig glæde husker jeg hans kvartet fra omkring 1980 og hans solo-optræden gennem de 25 år, hvor vi har kunnet følge ham.
Et mere behersket forhold har jeg til hans musik for store besætninger, symfoniske som underholdningsprægede, der nok viser hans kompositoriske håndelag næret gennem studier hos den legendariske Nadia Boulanger men også understreger en vis genialsk tendens i hans musiceren.
Lørdag aften mødte vi ham imidlertid i en helt ny kombination, nemlig en familia, d.v.s. i selskab med sine unge børn, den klaverspillende datter Bianca og sønnen Alexandre, som er guitarist. Et nydeligt og charmerende par, åbenlyst musikbegavede og i hvert fald for hendes vedkommende med tilstrækkelig kunstnerisk profil til, at hendes tilstedeværelse ikke behøvede at føles som et udslag af nepotisme.
Koncertens anden halvdel præsenterede de yngre familiemedlemmer, først sammen, så hver for sig, med ham som en lidt forsigtig, dukseagtig musiker, tydeligt elev af faderen, og hende som en mere end duelig romantisk solist under indflydelse af Keith Jarrett (som også mærkes bag faderens klaverspil).
Endelig sluttede den stolte fader sig så til børnene, og selv om datteren fortsat hævdede sig smukt, nu da hun skiftede fra flygel til Roland-synthesizer, var det undgåeligt faderen, der med en
længere klaversolo genetablerede det musikalske niveau fra koncertens første afdeling.
I renkultur
Her fik vi nemlig Egberto Gismonti alene, i renkultur, i en fabelagtig demonstration af sologuitar og soloklaver, med mange velkendte, men uidentificerede tema-indslag, men også med en improvisatorisk passion, der er helt hans egen.
Gennem den time, som hans solo-optræden varede, benyttede han først to af sine mangestrengede akustiske, men elektrisk forstærkede guitarer. Det kan have været en 14- og en 10-strenget svært at afgøre fra hvor jeg sad men først og fremmest var det instrumenter, som muliggjorde et storslået orkestralt spil. Ikke noget single string her, men en nærmest pianistisk anvendelse af begge hænder til at fremkalde en rigdom af klanglige og rytmiske virkemidler.
Efter denne super-guitarisme fulgte så en i og for sig lige så suveræn, men knap så original afdeling solo-klaver, som til en begyndelse desværre blev skæmmet af overforstærkning. Især i det romantiske og elegiske er slægtskabet med Jarrett stadig påfaldende, men udnyttes jo i Gismontis eget kompositions-materiale.
Meget vittig (omend hørt før) var afslutningen på Gismontis egen koncert-halvdel med gradvis overgang til stumspil på tangenterne. Hermed markeredes det også, at nok var der sympatiske indslag at vente efter pausen, men det væsentlige ved koncerten var slut.
*Egberto Gismonti em familia i Dronningesalen, Det Kgl. Bibliotek, lørdag
