Læsetid: 11 min.

Den ufuldendte revolution

14. oktober 2000

Kun en uge efter, revolutionen satte Beograd på den anden ende, er stemningen i den serbiske hovedstad mere til slentreture i sensommeren end til militante forsvar for den revolutionen. Alligevel tror ingen at tingene kan vende tilbage til det de var – og skulle det blive nødvendigt er arbejderne fra Tamnava-minen parate til at rykke ud igen. For denne gang skal arbejdet gøres færdigt

Beograd, torsdag – Revolutions-rundtur i den lune indian summer-aften i den serbiske hovedstad. Forbi tv-bygningen, hovedsæde for RTS, Radio Televizija Srbija, hoveddistributør af Milosevic-regimets Goebbels-inspirerede propaganda mod alle ydre og indre fjender. Nu en tom, røgsværtet skal med udslukte øjenhuler. Herfra udstråler intet had længere.
Forelskede par går forbi bygningen og nyder sensommerens uventede lange farvel – og hinanden. For blot en uge siden var pladsen fyldt med revolutionsberusede serbere, der stormede, hærgede og antændte bygningen, ligeglade med sikkerhedspolitiets barrikader, ligeglade med skuddene, ligeglade med alt andet end det, der skulle hævnes netop på denne aften.
Det var ikke just nogen fløjlsrevolution, da tv-direktør Dragoljub Milanovic blev slået og sparket næsten til døde – han ligger fortsat på hospitalet – og tv-værtinden, Staka Novkovic, der sukrede regimets løgne ind i forstilte smil, blev halet ud fra studiet i håret.
Og der er ingen fortrydelse at spore bagefter.
»Jeg ville bare ønske, jeg selv havde været der. Jeg kan ikke føle andet end had mod disse statsjournalister, disse krigsforbrydere, der i årevis har dræbt med deres løgne«, siger journalisten og kommentatoren Petar Lukovic.
Og Jelica, selv tv-journalist, siger: »Selv med Milosevic kan jeg føle medlidenhed. Tænk på den hæslige kone, han har, den uduelige gangster-søn, Marko, og den retarderede datter, Marija. Det er ikke nogen lykkelig familie. Men tv-direktøren, Milanovic, som var advaret mod NATO-bombardementet mod den gamle tv-bygning, som vidste, hvornår angrebet kom, som fik sendt sin egen datter, der også var ansat på tv, hjem i taxa, men lod andre unge mennesker blive, fordi regimet havde brug for ofre til deres propaganda – ham kan jeg ikke føle noget for. Undskyld, men jeg vil kun ønske, at han dør med så mange smerter som muligt«.
Videre går turen, forbi forbundsparlamentet, hvor ’mændene fra Cacak’, den allerede myteomspundne fortrop for den serbiske oktober-revolution, med deres medbragte bulldozer fik fjernet politibarrikaderne og trængte ind i parlamentarismens allerhelligste indre.
Og på Republik-pladsen foran parlamentet; hvor hundredtusinder trængtes den aften; hvor tåregassen hang tæt, indtil politiet trak sig; hvor Kostunica holdt sin første tale som præsident og begyndte med ordene: »Kære borgere i det befriede Serbien«; hvor der siden festedes hele natten og den næste morgen med, ja – også her er der nu tomt, bortset fra højrøstede unge på vej til fest, ensomme nattevandrere, og hvad der ellers findes af udegående eksistenser sådan en lummer sensommeraften.
Heller ikke på Terazija, Beograds hovedstrøg, var der optræk til andet end det sædvanlige før-weekend-lir.
Først på ugen, da jeg kom til Beograd, stimlede folk fortsat sammen foran Marko Milosevic’, gangstersønnens, totaltsmadrede butik med parfumerivarer og andre dyre importvarer, betragtede med fryd eller frygt hærværket mod den hidtil urørlige præsidentsøns ejendom, og nød utilsløret indskriften på væggen.
»Hvad står der?«, spurgte jeg min tolk, danskoversætteren Nadja. »Det er et teknisk udtryk«, forsøgte Nadja at vige uden om. »Nej, sig det nu, hvad står der?«. »Der findes ikke noget ord for det på dansk – jeg kender det ikke, i alt fald«. Så på engelsk da!
Nadja må forlegen ud med sproget: »Give a blow-job to your father! (’sut din fars pik’)«. Det skal ikke blive sidste gang, at det kraftfulde serbiske sprog volder hende oversættelseskvaler.
Men nu – på denne torsdag aften – går folk blot forbi uden at ænse hærværket, glasskårene og majestætsfornærmelsen. På Plato, pladsen foran Filosofi-fakultetet, hvor så mange små oprør er begyndt, er der kun cafégæster og det sædvanlige sene gadesalg af brugte bøger. Ingen markering af ugedagen, intet pres på det gamle regime.
Så jeg ringer til min – efterhånden – gode veninde, Milja fra Otpor, studentergruppen, der har kaldt en hel nation til modstand, og nærmest råber ind i telefonen:
»Hvor er I allesammen? Hvorfor er I ikke her for at forsvare Jeres revolution? Har I ikke hørt radio? Ved I ikke, at det gamle regime har barrikaderet sig bag formalia, nægter at opløse parlamentet, nægter at opgive deres magt, vil sætte politiet ind mod arbejdernes selvbestaltede virksomhedskomiteer, vil genetablere den gamle gangsterorden?«.
Og Milja, der lyder, som om jeg havde vækket hende, siger: »Vi serbere er ikke så gode til at fuldende tingene, til at gøre arbejdet færdigt. Men bliver der mere ballade, mobiliserer vi igen. Så sender vi bud efter minearbejderne fra Kolubara og mændene fra Cacak!«.

Tamnava-kulminen, Kolubara-distriktet, onsdag – Allerede ved porten til dette gigantiske minefelt bliver det klart, at noget er forandret. Otpors ’Gotov je’-plakat med Milosevic’ forhadte kontrafej er klistret op på vinduet – arbejdere og studenter i samarbejde, så smukt som i en gammel revolutionsteori.
At få adgang til minen i Milosevic-tiden ville være umuligt – eller havde krævet stakke af indsendte formularer – men nu er der ingen problemer.
På trods af et rend af udenlandske journalister, der alle har fået samme ide, tages der godt imod alle, og en firehjulstrækker med chauffør kører den besøgende kilometer efter kilometer, forbi uendelige slaggebjerge, forbi rustne jernkonstruktioner, langs med et fem kilomter langt transmissionsbånd, der fører kullet ud til det energihungrende Serbien. Endelig når vi målet: Østfeltet, hvor jordoverfladen synes snittet op med en kæmpemæssig skalpel, og kullag efter kullag blotter sig og venter på at blive gravet ud af mastodontiske kraner.
Det er Kolubara-kuldistriktet, en times kørsel syd for Beograd, som forsyner kraftvarmeværket Obrenovac med brændstof, og derved dækker halvdelen af Serbiens energibehov – bl.a. hovedstaden Beograd.
Det var derfor en bet af de slemme for regimet, at de efter serbiske forhold velbetalte kulminearbejdere – ca. 4.000 dinarer (800 kr.) om måneden, mere end en professor på universitetet – for første gang nogensinde besluttede at deltage i en politisk strejke og nedlagde arbejdet mandag i sidste uge i protest mod regimets åbenlyse valgsvindel.
Det var et endnu større nederlag for regimet, at de 7.000 minearbejdere her i Tamnava-minen fortsatte strejken, efter at selveste chefen for de væbnede styrker, Nebojsa Pavkovic, kom til minen i et forsøg på at ’overtale’ dem til at give op.
Og da de udkommanderede politistyrker sidste onsdag forsøgte at overtage kontrollen med minen, men måtte opgive, da de blev omringet af tusindvis af tilkaldte demonstranter, var det begivenheden, der indvarslede Milosevic’ endeligt.
»Jeg er så stolt af at have været med til at vælte Satan og hans dæmoner. Jeg er stolt over at være minearbejder. Jeg er også stolt over at være serber – tænk dig, 30.000 demonstranter kom os til undsætning mindre end to timer efter, at politiet var rykket ind!« siger Milovan Zivkovic, en af minearbejderne.
Kulstøvet trænger ind overalt, mens vi snakker, så vi må gå ind i bilen. Det lægger ikke en dæmper på Zivkovic’ talestrøm.
»Strejken handlede ikke om løn, det handlede ikke om bedre sikkerhed på minen eller sådan noget, men kun om det ene: Regimet skulle væk. Det har isoleret Serbien. Vi skændes med en hel verden på grund af Milosevic. Mit eneste ønske nu er, at få lov at leve normalt. At få min løn udbetalt til tiden – uden at regeringen har taget en dagløn til såkaldt ’genopbygning efter NATO-angreb’. Uden at skulle betale til Milosevic’ propagandasendere,« siger Zivkovic.
Men arbejdskampen er ikke slut på Tamnava-minen. Arbejderne møder, som de skal, men arbejder i nedsat tempo, indtil de får opfyldt to krav: At direktøren og den øverste ledelse af minen fyres. Og at alle de særskatter, Milosevic-regimet har pålagt folk, bl.a. daglønnen til fordel for genopbygningen af landet, afskaffes.
»Hovedformålet med vores strejke, Milosevic’ tilbagetræden, er nået. Men vi kan ikke arbejde under den gamle direktør, Milovan Zunic, som sendte bud efter politiet, da vi strejkede, og som er politisk valgt af Socialistpartiet og ikke fagligt kompetent«, siger Milan Stanojevic.
Stanojevic er hovedchef for kulproduktionen på østfeltet, men var selv med i strejkekomiteen. Nu er han med i den ’krisestab’, som de ansatte på minen har dannet og som i praksis har overtaget kontrollen med minen.
Dermed har Tamnava-minen sluttet sig til de mange større arbejdspladser over hele Serbien, hvor de ansatte – somme tider korporligt – har smidt den gamle ledelse ud og har overtaget kontrollen med produktionen. En udvikling, der ikke bifaldes af oppositionens nyvalgte præsident, den nationalt-konservative Vojislav Kostunica, som har advaret mod »anarki«.
»Det er nødvendigt at føre revolutionen ud på arbejdspladserne«, mener Stanojevic.
»Milosevic-regimet fyrede de gamle, fagligt kompetente direktører og udnævnte medlemmer af Socialistpartiet eller Mira Markovic’ Jugoslaviens Forenede Venstre med et dobbelt formål: At opnå total kontrol med produktionen og at sikre løbende indbetalinger til partikassen med midler fra virksomhederne. Det er kriminelt, og er foregået i stor stil over hele landet. Vi er i øjeblikket i færd med at undersøge, om det også er foregået her«, siger Vojislav Stanojevic.
Arbejdermagt er et ord, der appellerer til alle socialisme-nostalgikere, men Stanojevic understreger, at de ansattes kontrol med virksomheden kun er midlertidig, at arbejderne ikke vil tilbage til titoismens såkaldte ’selvforvaltning’, men at målet er, at kulminen skal producere på markedsøkonomiske betingelser.
»Om den bliver solgt helt eller delvist til udenlandske ejere interesserer mig ikke, bare den drives forsvarligt«, siger han.

Cacak, senere onsdag – Med de bløde, runde, græsklædte bakker, rislende floder og græssende Milka-chokoladekøer ligner landskabet i Sumadija i det sydlige Serbien en mini-schweizisk idyl.
Det er et landbrugsland, men underudviklet, og konstant stoppes den videre fremfærd af hestekærrer eller hostende traktorer med halmlæs eller folk på vej hjem fra markarbejde.
Det er ikke umiddelbart til at se, at dette er selve revolutionens kerneland, at det var her fra Cacak og de omkringliggende byer, at en skare på 5.000 mennesker under ledelse af Cacaks borgmester, Velja Ilic, torsdag i sidste uge drog til hovedstaden i 50 busser og flere hundrede privatbiler med det ene formål: at gøre en ende på Milosevic-regimet, nu og for altid.
Men det var ikke desto mindre tilfældet, og byrådsformand Milan Kandic er da også stolt over Cacaks militante arv:
»Vi har tradition for at være i opposition mod næsten enhver magthaver«, siger han, og giver tre eksempler.
»Cacak og regionen her var et af de eneste steder i landet, hvor tjetnikker (højre-nationalistiske partisaner) og Titos partisaner arbejdede sammen. Det lykkedes faktisk at fordrive den tyske besættelsesmagt herfra i 1941 og etablere en befriet republik – selv om den kun holdt i nogle måneder«.
Desuden nævner Kandic med stolthed, at Cacak er »den eneste større by i hele Jugoslavien, der aldrig har haft en gade opkaldt efter marskal Tito«. Og han fremhæver, at da Milosevic kom til byen i 1992, smed indbyggerne tomater og rådne æg imod ham.
Cacak kommune har med sine 120.000 indbyggere været en højborg for oppositionen siden lokalvalget i 1996, hvor den samlede opposition – som har bevaret samarbejdet i modsætning til i så mange andre byer – fik 57 ud af de 70 pladser i byrådet.
Ved det netop afholdte lokalvalg gik det endnu bedre: Oppositionen sidder nu på alle medlemmer undtagen tre, der tilhører en borgerliste. Hverken Milosevic’ Socialistparti, fruen Mira Markovic’ Forenede Venstre eller højre-nationalisten Vojislav Seseljs Radikale
Parti er repræsenteret i byrådet.
Også i Cacak er de politisk indsatte direktører for de store arbejdspladser – bl.a. en papirindustri, en metalindustri og et stort gartneri – fjernet.
Kandic forventer, at de resterende Milosevic-indsatte ledelser på de offentlige virksomheder vil gå af sig selv.
»Det er aldrig sjovt at være leder for en virksomhed eller institution, hvor man ved, at alle er imod dig. Men det er ikke alle, der får lov at gå. Hospitalsdirektøren kom i går og sagde, at han vil gå af, men bystyret sagde nej. Vi sagde til ham: ’Nu har du og dit regime kørt sundhedsvæsenenet fuldstændigt i sænk, og det er umuligt at skaffe medicin nogen steder undtagen på sortbørsen. Så nu har du bare at blive og rydde op – eller blive konfronteret med folkets vrede’«.
Milan Kandic var ikke med i Beograd sidste torsdag – »borgmesteren stod i spidsen, og én skulle blive tilbage og passe byens affærer«.
Men det var Dusan Nedeljkovic, langturschauffør og vognmand. Han har ellers ikke tradition for at blande sig i politik, men var nu pludselig i fortroppen, der brød ind i det jugoslaviske parlament.
»Det var en usædvanlig oplevelse – jeg har aldrig oplevet tåregas før«, siger han.
Om sin begrundelse for at deltage, siger han:
»Under det gamle Jugoslavien kørte jeg hele Europa rundt, og vi var velkomne overalt. Nu er der sanktioner, Serbien er en pariastat, og vi kører sjældent uden for landets grænser. Det er dårligt for forretningen, men det er mere end det. Vi, der har set Europa, ved, at man kan leve på andre måder, end vi gør her«.
Jeg spørger, om stormen på parlamentet var en spontan handling, noget, der opstod af situationen, eller var planlagt, og Nedeljkovic svarer:
»Der lå ikke nogen slagplan for, hvad vi skulle gøre, men vi, der tog af sted, var enige om, at denne gang skulle arbejdet gøres færdigt. Vi ville ikke forlade Beograd, før Milosevic var faldet«.
I caféen i byens kongreshal er halinspektør Dragan Kovacevic netop færdig med at give sin version af det berømte togt til Beograd til et hollandsk tv-hold, da han får øje på den danske journalist og tolken og insisterer på at give en vinjak til kaffen.
Han er betydelig mere åbenmundet:
»Selvfølgelig var alt planlagt. Du kører jo ikke til Beograd med en bulldozer og tre lastbiler med sten uden at vide, hvad du skal bruge dem til«.
»I 1996 rendte studenterne rundt i gaderne i to måneder og spildte tiden, og hvad kom der ud af det? Vi var enige om, at nu var det nok. Vi havde informationer fra politiet om, at de ikke ville gøre noget – og vi havde i øvrigt også civilklædt politi og soldater med os i flokken. Alle var imod Milosevic til sidst, hans regime var rådnet op«.
Kovacevic roder sig ud i en længere historie om egnens krigertraditioner, og vi bryder op. Som afsked udsætter han tolken for en sidste prøvelse:
»Hils i Beograd og sig, at hvis der er mere vrøvl med Milosevic, så kommer vi bare igen! Her i Cacak er vi mænd med tyrenosser!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her