Læsetid: 5 min.

Ugræs på trædestenen

21. oktober 2000

Intermetzo
Redaktøren ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, dr. phil. Vibeke Winge har begået en tankevækkende lille bog: Pebersvend og Poltergeist, tysk indflydelse på dansk. Den udkom i sensommeren på Gyldendal, er på 120 sider og koster 195 kr. Bogen handler først og fremmest om sproget, det danske. Om dette besynderlige tungemål, der tales i vort gamle land, trædestenen på langs mellem på den ene side Norden og på den anden det nordlige Tyskland og Syden – og på tværs mellem på den ene side Baltikum med adgangsveje til Novgorod og på den anden de indre atlantiske farvande. Og bogen handler om hvorledes dansk gennem tiderne har modtaget et læs af påvirkninger fra de tyske lande. Én ting kan man slå fast med en forhammer: Danmark har før vor xenofobiske tidsalder, hvor tanken åbenbart forekommer uhyggeligt mange procentdele af befolkningen vederstyggelig, været et multikulturelt og flersproget område inden for et i flere henseender stabilt rigsfællesskab.
Ganske vist gik dette i opløsning hen ad vejen for til slut i 1864 at være reduceret til småøerne og et amputeret Jylland samt nogle kolde omkostningstunge kolonier i fjerne kolde vande nord og nordvest for Skotland. Når P. Kjærsgaard & Co og andre ignoranter besværger deres danskhed og uvidenhed under henvisning til vor 1.000-årige nationale fortid med krone og konge, dansk fod under dansk bord og tror, de tuder i ren røv – et af de få oprindelige gammeldanske ord – så glemmer disse vulgærnationalister, hvor broget det altsammen var i lange perioder af territoriets historie.

De glemmer, at den danske konges områdes befolkning, hvor man ikke at forglemme i lange perioder af de 1000 år anvendte fremmed mønt, bestod af danskere, frisere, svenskere, bornholmere, skåninger, hallændere, blekingeboer, nordmænd, islændinge, færinger, grønlændere, folk af fransk herkomst, af jødisk, af vendisk, af hollandsk, af spansk samt ikke at forglemme en ordentlig skudefuld tyskere. Det betød ganske enkelt, at riget for en ubeskeden dels vedkommende og i overvejende omfang var tysktalende. Dansk og tysk kultur sameksisterede med andre ord på dansk og tysk.
Dannede og uddannede danske folk var simpelthen tvesprogede og rejste inderligt gerne i de tyske lande, hvor åndslivet (også dengang) blomstrede. Man taler ofte og gerne om dannelsesrejserne til Italien, men glemmer i farten, foragten og angsten for det tyske, som tilsyneladende fortsat er mange danskeres ballast, at disse rejser for størstedelens vedkommende gik til den umiddelbare nabo, hvor der var gang i det åndelige og litterære. Oehlenschläger og B.S. Ingemann, H.C. Andersen og Baggesen m.m.fl. knyttede deres mest givtige kontakter i de tyske åndsbollecentre. Oehlenschläger opsøgte på sin lange Europa-rejse 1805-09 selveste Goethe i dennes fine hus i Weimar og – tysk af herkomst som Oehlenschläger jo var, men uden at være alt for sikker i sproget – læste højt i timevis af sine dramaer. Der gjorde jeg mig nu skyld i mange Danismer, skriver han om scenen i Goethes arbejdsværelse, men han forkastede dem ikke alle… »Hm! det er smukt!« sagde han stundom, naar jeg brugte et dristigt fremmed Udtryk. »Siger man det paa Tydsk?« spurgte jeg – »Nei« svarede han, »man siger det ikke, men man kunne sige det.«
Goethe tog venligt afsked med den allerede da noget bøvsede danske romantiker – givetvis af lettelse over at være sluppet for mere. Næste gang Adam kom forbi, lod den midteuropæiske gigant, som om han ikke kendte danskeren.

For Danmarks egentlige og største internationalists vedkommende, H.C. Andersen, boede dennes måske største beundrere i Tyskland. Dér tog man ham skam alvorligt og læste hans romaner med begejstring.
Selve grundlaget for dansk kunst og kultur, påviser Vibeke Winge endnu engang, var tysk: Johannes Ewalds far var tysker, Ewald selv tysk orienteret, Weyse var tysk, Kuhlau og Carsten Niebuhr var tyske. Adskillige fremtrædende danske åndspersoner var 2. eller 3. generationsindvandrere og har givetvis talt tysk i baglandet, ligesom de skrev breve og formentlig drømte på tysk. Orla Lehmann, hvis mere temperamentsfulde end just tanketyngede nationalisme ofte bedømmes som en af de udløsende faktorer for borgerkrigen i 1848, var således 2. generations indvandrer eller 1. generations dansker. Det forhindrede ham altså ikke i at lave ulykker i nationens navn og fortæller endnu engang om den nationale diskriminations roterende urimelighed.
Sameksistensen havde fra middelalderen og længe før været intens. Sildemarkederne i Skanør og Dragør virkede som magneter på tyskerne. Dertil drog tyske eksperter i minedrift til Norge, og før og siden kom folk, der var på flugt, nogle af dem bekvemmelighedsflygtninge fra 30-årskrigens rædsler. Med sig bragte de mange gange ikke andet end sproget, som til gengæld og gavns indgik i det forhåndenværende ordforråd. Ca. 25 procent af den danske tunge er lån fra tysk, hvilken kendsgerning stiller angsten for låneord fra engelsk og amerikansk, som figurerer i langt mere behersket omfang, i et forklarelsens lys. Dansk sprog overlevede jo, uanset at man i toneangivende kredse talte fransk indbyrdes, tysk til sin tjener og dansk til sin hund.

Struense blev i så henseende vendepunktet. Den danske nationalisme med bagtanker slog ud i vildt had mod reformatoren, der jo var tysk læge, og som givetvis har været sjov at høre, når han en sjældent gang forsøgte sig på dansk. Dette sproglige forhold blev et skarpt våben mod den selvbestaltede diktator, der oven i købet havde den frækhed at krybe i skørterne på dronningen. Hun var engelsk og har sikkert også talt dansk som et brækket ben. Efter processen mod Struensee som kvittering for højforræderiet samt den overraskende og barbariske domsfuldbyrdelse, der vakte opsigt i Europa ikke mindst i Tyskland, gik en sprogrensningens bølge over nationen. Dansk blev fremover det eneste tilladte forvaltningssprog, bortset fra i hertugdømmerne, hvor det trods alt ville have set lidt underligt ud.
Hele denne begivenhedsfølge udnyttede førnævnte Orla Lehmann i sin nationale propaganda, idet han i 1868 i tilbageblik på katastrofen fire år før henviste til Struensees fald: Det var den dybt saarede Nationalfølelse, som omsider havde faaet Styrke til at rejse sig mod Undertrykkelsen, skrev han. Ganske morsomt, når man betænker, hvad det var for et regime, der fulgte efter henrettelsen på Fælleden. Vel nok det mest undertrykkende og reaktionære i nyere dansk historie, hvilket atter viser hvor tilbøjelig nationalismens demagogi er til at tømme nationalistens hjerne for bevaringsværdigt indhold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her