Læsetid: 6 min.

Verden er ankommet

13. oktober 2000

En pistolsvingende mand foran Københavns Rådhus. Unge piger
med tørklæder, der skriger, de vil slå israelere ihjel. Brændende
israelske flag og slagsmål. Er de rigtig kloge, palæstinenserne?

Qlummen
Jeg bliver altså meget ubehagelig tilmode, når palæstinensiske flygtninge i Danmark demonstrerer på mellemøstlig vis. De råber for højt ud af mit fjernsyn, de bruger sprængfarlige ord om ofre, undertrykkere, mord og hævn, de brænder flag af, slås med politiet, hinanden og tilfældige forbipasserende.
Så går mit kulturelle oversætterprogram i gang. Den umiddelbare voldsomme – ikke voldelige – opførsel kan det nogenlunde kapere. Politiske manifestationer er simpelthen grovere i udtrykket i Mellemøsten – hvad der egentlig ikke er underligt: De har større problemer at slås med end danskere har.
Bare at være til stede til et valgmøde med Barak op til det israelske parlaments- og ministerpræsidentvalg sidste år, gjorde mig en anelse nervøs i betrækket. Kombinationen af storskærmsvideoer med Barak som krigshelt (den højest dekorererede i Israels historie), aggressiv musik, taktfast råben iblandet hysteriske skrig, svingende faner og store armbevægelser ligger meget langt fra de danske vælgermøder, jeg har dækket.
Aggressiviteten aktiverer min frygt for den pøbel, som gemmer sig i enhver masse af mennesker. Pludselig kan de enkelte, nogenlunde tilregnelige individer forvandle sig til celler i en uberegnelig og farlig krop, der hærger, plyndrer, myrder i en god sags tjeneste. Eller bare fordi, deres favorithold har tabt en fodboldkamp.

Helt så galt gik det ikke med de palæstinensiske demonstrationer i sidste uge. Men der var tilløb til det. Blandt en strøm af faste og levende billeder fæstnede især to sig på min nethinde: En pistolsvingende mand foran Københavns Rådhus og to ganske unge tørklædeklædte piger, som på klingende rent dansk skreg ind i kameraet, at Palæstina er deres land, at de vil bekæmpe den israelske hær med sten og slå israelerne ihjel.
I forhold til den danske virkelighed, de lever i, kan de sådan set ikke opføre sig ret meget mindre klogt. Hvilket mere koldblodige og mere analyserende palæstinensere udmærket ved og siger højt og tydeligt.
Den pistolsvingende wranglerklædte mand, som viste sig at hedde Jamil Atour og komme fra Libanon, valgte da også et par dage senere at sige pænt undskyld i Ekstra Bladet, som bragte et billede af ham med sin lille søn Ali på armen. »I virkeligheden er han en fredelig familiefar, der ikke beskæftiger sig med politik,« lød billedteksten.
»Jeg fortryder sådan, at jeg tog den med. Vi er så taknemmelige over for danskerne. I har været så søde mod os. Min familie bor nu i et rigtigt demokrati, og vi elsker jer« ... »Det vil aldrig ske igen, men jeg blev revet med af stemningen og kendte jo ikke de danske regler,« sagde Jamil Atour efter at have boet her i 11 år.
Hrm. Den med ukendskab til reglerne er det nok de færreste, der hopper på.

Slet ikke Peter Valenius, amtsrådsmedlem og folketingskandidat for Socialdemokratiet, som oplevede forbipasserende springe for helbredet i det indre København, da tre biler med palæstinensere kom kørende med al for stor fart under demonstrationerne. Valenius forsøgte at tage nummeret på bilerne, hvorefter »den ene af de unge palæstinensere kommer farende og smadrer mig ind i cykelstativerne,« som han skrev i en kronik i Ekstra Bladet.
Med rette følte Peter Valenius sig stærkt forulempet. Det sørgelige er, at han reagerer nærmest mellemøstligt varmblodigt på episoden, og nu vil sende unge palæstinensiske bøller hjem til Gaza »uanset om nogle af dem for den sags skyld er nok så meget danske statsborgere«. Hvilket Pia Kjærsgaard selvfølgelig benyttede sit sidste ugebrev til at give ham inderligt ret i: Hjem med dem!
Hjem? Jamen, det er jo lige præcis, derfor de demonstrerer: De kan ikke komme hjem . Israel vil ikke tillade det.
Ved siden af Jerusalem, grænserne for en palæstinensiske stat og de israelske bosættelsers fremtid, er spørgsmålet om de palæstinensiske flygtninges tilbagevenden et kernepunkt i de langvarige og mislykkede israelsk-palæstinensiske forsøg på at få en fredsaftale i stand.
Et resultat af staten Israels oprettelse i 1948 og krigen i 1967, er nemlig, at verden nu huser et sted mellem fire og fem millioner palæstinensiske flygtninge. Langt de fleste bor i Gaza , på Vestbredden eller i de arabiske nabolande – 3.737.494 ifølge UNRW’s rapport fra juli i år. Kun et lille mindretal har bevæget sig længere væk - og nogle få af dem altså her til landet.

Sådan set har de ret til at vende hjem. Det vedtog FN’s generalforsamling i 1948 med resolution 194. I samme resolution står i øvrigt, at de, der vælger at bosætte sig andetsteds, skal have kompensation for tab af ejendom. International lov og ret anerkender nemlig ikke besættelser og folkefordrivelser, hverken i Palæstina eller Kosovo.
Den lov har israelerne på ingen måde rettet sig efter - hvorfor FN’s generalforsamling har gentaget resolution 194 utallige gange siden da.
I de sidste omgange af fredsforhandlingerne, er der sevet tal ud om, at den israelske premierminister Ehud Barak vil gå med til, at 100.000 palæstinensere kan familiesammenføres tilbage til Israel (her er en femtedel af befolkningen i palæstinensere – oftest kaldet arabiske israelere) og 600.000 til Gaza og Vestbredden, når der bliver oprettet en palæstinensisk stat. I alt 700.000.
Pointen er, at hvis den palæstinensiske leder Arafat accepterer de israelske betingelser for en fredsaftale, så opgiver palæstinenserne i samme øjeblik deres internationalt anerkendte ret til at vende snuden mod det land, de kalder deres hjem.
Samtidig giver Israels interne »lov om tilbagevenden« enhver af verdens 10-12 millioner jøder, uanset om vedkommende bor i Danmark, USA eller Rusland, ret til at flytte til Israel, blive statsborger dér og eventuelt slå sig i de bosættelserne i de besatte områder. Efter murens fald i 1989 er flere end 800.000 russiske og østeuropæiske jøder således flyttet til det hellige land.
Det har millionerne af palæstinensiske flygtninge, som opfatter palæstina som deres hjem, svært ved at se den dybere retfærdighed i.

Siden sidste torsdag, da den israelske højrepolitiker Ariel Sharon – hadet af palæstinenserne for sin rolle i Sabra og Shatilla-massakrerne i 1982 – besøgte Tempelbjerget i Jerusalem , har konflikten kostet 95 mennesker livet (i skrivende stund. Tallet er sansynligvis vokset, inden De læser denne artikel). Bortset fra fem har alle dræbte været palæstinensere. Det er ikke til at sige, hvilken retning, sammenstødende har.
Måske presser situationens alvor forhandlerne til at strikke en aftale sammen, som begge parter kan skrive under på. Måske. Men der er meget lille sansynlighed for, at den i så fald løser det enorme flygtningeproblem. Israel vil simpelthen ikke have så mange palæstinensiske ex-flygtninge inden for egne grænser eller i en palæstinensisk nabostat. Og aftalen bliver uden tvivl strikket sammen, så Israel kan kontrollere, hvem, der går over grænserne.

Et er, at en sådan aftale helt åbenlyst vil blive en platform for nye konflikter. Noget andet er, at vi lige så godt kan indse, at verden er ankommet til Danmark og er nødt til at blive her. Ali på farmands arm og de to tørklædeklædte vrede skoletøser kommer til at bo her og arbejde sammen med os.
Derfor er det så rasende vigtigt, at danskere i bred almindelighed lærer at skelne mellem stort og småt: Sige fra over for voldelig, udemokratisk opførsel og pistoler i en wranglerlomme. Og holde op med at bekymre sig om deres påtøj- og spisevaner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her