Læsetid: 5 min.

Verden ifølge Jernkansleren

31. oktober 2000

1990’ernes stærke mand i dansk presse fik talt ud inden sin død i foråret – han giver et opsigtsvækkende indblik
i magtens lønkammer

Ny bog
Ole Scherfig var ikke bange for at uddele øretæver. At hans ledelsesstil hvilede på en ligefremhed grænsende til det brutale, var ikke noget, han lagde skjul på. Det havde også været svært.
Berlingske-koncernens mangeårige bestyrelsesformand fik sagt meget i sine samtaler med journalisten Kirsten Jacobsen. Med en forbløffende åbenhed giver Scherfig karakterer til sine nærmeste omgivelser. Og fortæller om sine holdninger til tåbelige journalister og svage redaktører.
Den brutale redelighed. En bog om Ole Scherfig er fuld af inside-oplysninger, som i sig selv er et stykke pressehistorie.
Manden, der har ordet mest, anførte bestyrelsen for det Berlingske, der genopstod efter den dybe krise i 1981-82. Men næppe havde Scherfig i fjor overladt formandshvervet til Knud Sørensen (fra Banken) før en række begivenheder rokkede ved hele den konstruktion, som Scherfig i sine 17 år på posten havde brugt så mange kræfter på at bygge op.
En række artikler i Berlingske Tidende om A.P. Møller og Riffelsyndikatet under Besættelsen endte med at fjerne hele grundlaget for den ejerstruktur, som Scherfig havde værnet om – og kæmpet indædt for at få til at virke.
Han gør i sine samtaler med Kirsten Jacobsen intet forsøg på at skjule sit raseri. Han beskriver artiklerne som »forskruet og afsporet kampagnejournalistik«.
»Man fristes til at sige, at facit var skrevet på forhånd og givet af (Enhedslistens) Frank Aaen, som er hæmningsløs.«
»Det er journalistmafiaen når den er værst.«
»Det er pinligt for den danske journaliststand. Og for redaktørerne.«
Man ser for sig den rasende Ole Scherfig, der prøver at presse chefredaktøren (Peter Wivel) til at holde stand mod mafiaen.
Hvorom alting er, standsede Wivel faktisk den omstridte artikelserie, mens Ole Scherfig endnu var formand. Men senere – efter formandsskiftet – gav Wivel (til Scherfigs skuffelse) efter for et stærkt pres fra journalisterne.
At de famøse artikler fik Mærsk McKinney Møller til at sælge sine Berlingske-aktier, finder Scherfig derimod helt logisk. Det var jo en æressag. Og som han nøgternt slår fast, havde selv den store skibsreder ikke mange andre sanktionsmuligheder.
Men det gør ikke bekymringen over udsigten til udenlandsk overtagelse mindre.
»Aviser bør ikke være en handelsvare, aktierne ikke spekulationsaktier. Der ligger min betænkelighed.«

Jeg er garanten
Sine første bladerfaringer hentede Ole Scherfig, da han under krigen lavede skolebladet Kvik, hvor han både var journalist, chefredaktør og udgiver – og med pågående artikler hurtigt satte rav i den.
Senere i sit bladliv måtte Scherfig prøve at arbejde med en knap så centraliseret konstruktion – men bogen er fuld af eksempler på, at han har været en bestyrelsesformand, der har blandet sig i mangt og meget. Han har været den meget aktive udgiver, der har villet kunne stå inde for alt, hvad der er foregået i virksomheden – og for hvad der er blevet skrevet i hans blade.
Det betyder ikke, at han med sin baggrund som medlem af koncerndirektionen på Carlsberg bare har været de store aktionærers forlængede arm i forhold til redaktionerne. Nok har han blandet sig meget, men i eget billede har han været den redelige og retlinede opmand, der har sørget for, at alt er gået rigtigt for sig – herunder også at den redaktionelle frihed er blevet beskyttet mod urimelige angreb.
I Scherfigs tid som Berlingske-formand udvidede koncernen sit ejerskab til også at omfatte en stor del af dagbladene uden for København. I alle samarbejderne var Scherfig en central garant for, at de opkøbte blade kunne leve videre så selvstændigt som muligt.
Pluralisme kaldte han selv denne form for koncentration. Og han formåede at forvalte den på en måde, som skabte respekt om hans ord i mange af provinsens bladhuse.
Nu viser konstruktionen imidlertid – rimelig forudsigeligt – sin anden side: Garanten er borte, og koncernen er til salg.

Kun én sandhed
Det er en pudsig bog, Kirsten Jacobsen har stykket sammen. Da Ole Scherfig døde i april, var den aftalte interview-række knap færdig – og den påtænkte samlede biografi blev opgivet.
I stedet er der nu udgivet en række samtaler, som nærmest har karakter af ’råmateriale’. Det er af og til irriterende. Der er kommet megen småsnak med, og åbenlyse selvmodsigelser får lov til at stå og blafre ved siden af udeladelser så store, at de ikke kan være tilfældige.
Men fordelen er, at man får Scherfigs egen version – og selv kan læse, hvad folk tæt på ham mener om hans gang på jord. En befrielse rent stilmæssigt i forhold til de biografier, hvor forfatteren lader, som om alt er blevet oplyst, og sandheden fundet.
I denne bog er der stort set kun blevet plads til én sandhed – Scherfigs. Den kan man så lide eller lade være. Men for den interesserede læser lever det, fordi der med gavmildhed serveres inside-oplysninger. Ikke blot om interne opgør i Det Berlingske Hus men også om ophedede diskussioner i andre omstridte bestyrelsesværelser, hvor Scherfig har huseret.
Syv andre fra den professionelle verden er interviewet om deres syn på ’Jernkansleren’. Længst er samtalen med Tøger Seidenfaden, der som redaktør i flere runder var i clinch med den aktive formand.
Samtalen mister dog hurtigt fokus – i det forum holder Scherfigs person ikke til en hovedrolle. I stedet fremstår kapitlets mange brudstykker som input til det helt nødvendige flerbindsværk: ’Tøger om Tøger’.

Et spildt talent
Scherfig fortæller i andre kapitler godt og levende om en barndom præget af farens tidlige død, om det tætte forhold til sin mors bror, forfatteren og kommunisten Hans Scherfig. Han værdsatte sin onkels menneskevarme, men forstod aldrig hans politiske holdninger.
Vi indvies også i Ole Scherfigs sygdomshistorie og hans stædige kamp med sit svage hjerte. Og får et indblik i hans eget familieliv – præget som det har været af arbejde og atter arbejde.
I 1983 blev Ole Scherfig for første gang ramt af et alvorligt hjertetilfælde. Det stod klart for familien, at risikoen for et nyt altid var overhængende. Som datteren – filminstruktøren Lone Scherfig – forklarer det: »....det gør, at man værdsætter øjeblikket meget mere, og får tingene gjort, og tingene sagt.«
Ole Scherfig fik sagt, hvad han mente. Og nu kan en større kreds få hovedbudskabet gentaget.
Det er en brutal redelighed. Scherfig får også med en vis diskretion omtalt en række af sine egne største professionelle fejltagelser – og han afslører, at han i en periode førte regnskab med, hvad hans fejldispositioner havde kostet Berlingske. Da han passerede de 300 millioner, holdt han dog op.
Måske skulle han have satset på en karriere som journalist. Han ville utvivlsomt have pyntet i mafiaen – og præsteret striber af artikler, som havde givet ejere og bestyrelsesformænd grå hår i hovedet.

*Kirsten Jacobsen: Den brutale redelighed – en bog om Ole Scherfig. 300 s., 295 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her