Læsetid: 5 min.

Vestafrikansk vanvid

31. oktober 2000

Elfenbenskystens nye præsident må åbne døren og lukke de udelukkede ind, hvis ikke den seneste uges voldsudladninger totalt skal blokere landets udvikling mod demokrati

Det er lige som i Jugoslavien,« jublede indbyggerne i Elfenbenskysten, da folket i begyndelsen af sidste uge gik på gaden i massiv protest mod kupgeneral Gueï, som ikke rigtigt havde læst og forstået demokratiets ABC.
Ganske som Milosevic kunne han ikke forlige sig med tanken om, at et selvudskrevet præsidentvalg skulle kunne falde ud til fordel for andre end lige netop ham selv.
Og omverdenen jublede med ivorianerne, sådan som de havde gjort det, da en folkelig revolte vippede Milosevic af pinden tidligere på måneden.
Men euforien var blot en kort lunte. Virkeligheden kom mere til at ligne de andre scener fra de sidste ti år på Balkan end den succesfulde revolution mod Milosevic. Elfenbenskysten blev fra den ene dag til den anden skueplads for forfølgelse, intolerance og umenneskelig adfærd af værste skuffe.
Midlerne var lidt anderledes end dem, Milosevic gjorde brug af under sine ’ildspåsættelser’ rundt om på Balkan. Resultatet var det samme.
Bevæbnet med stokke, sten og rustne macheter så vi dem løbe hujende af sted, med hvid krigsmaling og hærgelyst i øjnene. De sorte, uregerlige horder leverede lige netop de billeder, som vi kender så godt fra det i hovedsagen tv-bårne Afrika-billede, som igen og igen fryses fast i vor bevidsthed, og som får os til at ryste på hovedet og gribe efter fjernbetjeningen. For det er jo den samme historie hver gang – i Afrika.

Men Elfenbenskysten havde faktisk en anden og langt bedre historie at fortælle.
I de 40 år som selvstændig stat har der kun været ét enkelt statskup i Elfenbenskysten – i sig selv en rekord efter afrikanske standarder. Det oven i købet ublodige kup var general Gueïs julegave til folket sidste år, men her 10 måneder efter takkede ivorianerne altså nej tak til gaven og bad om, at demokratiets spilleregler måtte blive overholdt.
Den gode historie og il-marchen mod demokrati var i fuld gang, men kupgeneralen var ikke mere end lige blevet jaget på porten i tirsdags, førend etniske uroligheder i dagene derefter brød løs i landet, der ellers siden selvstændigheden fra Frankrig i 1960 har været en oase, hvor folk både var rigere og levede fredeligere og mere frit end deres naboer.
Elfenbenskysten var et af de gode eksempler på et andet Afrika end det, vi kender fra de efterhånden stereotype billeder af hunger, undertrykkelse og elendighed.
Naturligt nok har dette rige land de sidste 30-40 år virket som en magnet på nabolandenes befolkninger, som har drømt om at søge lykken i kakao-eldoradoet. Mange lod det ikke blive ved drømmen, men slog sig ned for at dyrke jorden og tage del i eventyret, som udsprang af Elfenbenskystens frugtbare kaffe- og kakaoplantager. Så mange, at hver tredje ivorianer, man møder i landet i dag, har rødder i et andet land.
Fra at rumme en befolkning på tre millioner overvejende kristne i 1960 har indvandrere fra bl.a. Burkina Faso, Benin, Mali og Guinea forrykket balancen, så islam i dag er den største religion blandt de nu 16 mio. indbyggere.
Men ganske som i Jugoslavien formåede indbyggerne i Elfenbenskysten at leve fornuftigt sammen igennem årtier.
Landets første præsident, Houphouët, forstod gennem sine 30 år ved magten sådan nogenlunde at udglatte forskellene, på samme måde som Tito i Jugoslavien holdt de potentielle etniske konflikter i skak.
Men de seneste år har en række politikere fundet det opportunt at minde befolkningen om, at nogle indbyggere er mere ivorianere end andre.
Sammenfaldet mellem faldende kakaopriser på verdensmarkedet, økonomisk krise og fremmedfjendtlige udtalelser har ikke været til at tage fejl af.

I et land, der er hjemsted for mindst 60 etniske grupper og lige så mange sprog ud over det officielle fransk og med op mod 40 procent indvandrere, er der virkelig noget at fiske efter for nationalistiske demagoger.
I juli måned i år blev det sågar indskrevet i landets forfatning, at enhver, der ønsker at stille op til præsidentvalg, skal kunne bevise sin ’ivoritet’. Med den regel kunne højesteret allerede før valgkampen sortere 14 af 19 kandidater fra, hvorved landet kom i en situation, hvor de to største partier ikke havde nogen præsidentkandidat.
På den måde lykkedes det på én og samme gang at udelukke en stor del af befolkningen fra den demokratiske proces, samtidig med at samme gruppe blev revet i snuden, at man ikke anså dem for at være ’rigtige’ borgere i Elfenbenskysten.
Demokratisk uformåen og forvrænget nationalisme har ofte nok vist sig at være en sprængfarlig cocktail i Afrika. Man behøver blot at erindre Rwanda. Her kostede magthavernes spil på etnisk intolerance op mod en million døde tutsier og hutuer.
Foreløbig tæller man de døde i hundreder i Elfenbenskysten. Fredag fandt man en slagteplads nord for hovedbyen Abidjan. Op mod 50 døde kroppe i forvredne stillinger efterladt i et øde industriområde. Øjensynligt mejet ned af det paramilitære gendarmeri af den simple grund, at de ’kom fra nord’.

Det er i nord, lederen af Det Republikanske Samlingsparti, Alassane Ouattara, har sine tilhængere blandt den overvejende muslimske befolkning, som bor her. Ouattara blev udelukket fra præsidentvalget, fordi højesteret ikke mente, at han var ivoriansk nok.
Derfor gik Ouattaras tilhængere på gaden og krævede omvalg, da kupgeneral Gueï var væltet. Men de blev mødt af tilhængere af den nye præsident, socialisten Gbagbo, som har dannet en samlingsregering, men afviser omvalg.
Gbagbos tilhængere har weekenden igennem med støtte fra det paramilitære gendarmeri holdt klapjagt på ’dem fra nord’.
I sin åbningstale torsdag lovede præsident Gbagbo »national forsoning.« Men det er svært at tro, at han skulle kunne få held med forsoningen, så længe der ikke har været frie og fair valg i landet.
Gbagbo blev ganske vist valgt til præsident i sidste uge, men to ud af tre vælgere boykottede afstemningen. Gbagbos mandat er derfor yderst spinkelt, og hans afvisning af at lade valget gå om vil næppe blive accepteret af andre end hans tilhængere.
De seneste dage har givet prøver på, hvad der venter Gbagbo, hvis store dele af befolkningen fortsat nægtes at deltage i det politiske liv.
Lige nu er Gbagbo derfor manden med nøglen, som passer til to døre. Den ene fører lukt ind i en etnisk-religiøs borgerkrig, hvor befolkningen vil svinge macheterne mod hinanden. Uden for den anden venter alle de ivorianerne, som i årevis har været udelukket fra at deltage i den demokratiske proces.
Kun hvis Gbagbo åbner denne sidste dør og lukker de udelukkede ind, er der håb om, at det sidste års udflugt og den seneste uges voldsudladninger kun bliver en parentes i Elfenbenskystens udvikling mod demokrati.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu