Læsetid: 2 min.

30 blodige år i Tyskland

25. november 2000

11 millioner seere tager ikke fejl: På 30. år samler den tyske tv-krimi ’Tatort’ fulde sofaer

Tysk krimi-tv
BERLIN – Det er et ritual af næsten matadorske dimensioner: Søndag efter søndag maser omkring 11 millioner tyskere sig ned i sofaen for at se Tatort (Gerningsstedet) – en uhyre livskraftig krimi-serie om forbrydelse og drab. På søndag kan tv-stationen ARD (Tyskland 1) fejre dens 30 års jubilæum.
Serien, der en overgang også blev vist i Danmarks Radios fjernsyn, var egentlig udtænkt i nødværge mod konkurrenten ZDF, der havde ubærlig stor succes med Der Kommissar (DR: Kommissæren med Erik Ode).
I 1970 gik regionalstationerne under ARD sammen om at producere den nye krimi, og – som det sig hør og bør i en føderal produktion – stillede hver station med sin egen kommissær, og historierne udspillede sig i stationernes regioner. Det betød et væld af kommissærer – 70 igennem årene – men seerne accepterede hurtigt, at den velkendte krimi-skabelon var blødt op: I de gyldne år (før kommercielt tv) samlede et Tatort-afsnit 50-70 procent af seerne.

Samtiden i tv
I dag ligger seertallet noget lavere, men 11 millioner rækker stadig til topplaceringer i tv-metermålingerne. Hemmeligheden bag succes’en er egentlig meget simpel: Det er lykkedes manuskriptforfatterne og instruktørerne at placere krimi-plottet midt i virkeligheden. Hvor andre serier nøjes med jalousi eller penge som motiver for forbrydelse, tilbyder Tatort sine seere et indblik i deres egen tid.
Hvad enten samfundsdebatten har været optaget af menneskesmugling over den dansk-tyske grænse, nyreligiøse bevægelser, organ-tyveri, børneporno, AIDS eller homoseksualitet kunne Tatort-kommissærerne linde på kloakdækslet til samfundets forbryderiske sump – og på den måde skabe en forståelse for udsatte grupper eller kaste et fiktivt men sandt lys på aktuelle problemer.
»Aftalen om serieformen var ret løs,« har en af seriens skabere, dramachef Gunther Witte forklaret, men »historierne skulle være virkelighedstro, uden dog at forfalde til politipetitesser. Kommissæren som hovedperson er uundværlig, men om kriminalsagen skal beskrives fra politiets eller forbryderens synsvinkel er overladt til forfatterne.«

30 år på bagen
De indtil videre 458 afsnit har været fast arbejde for et væld af tyske instruktører – og har tjent som springbræt for blandt andre Wolfgang Petersen, der siden gjorde karriere i Hollywood. Det var i øvrigt ham, der lod den unge Nastassja Kinski debutere (1977).
Selv med 30 år på bagen synes serien moderne og levedygtig – og ARD ser da heller ingen grund til at opgive den, selvom forfilmen med de skræmte øjne og 70’er musikken efterhånden virker både kornet og gammeldags:
»For os har serien vægtige fordele: Den føderale struktur lader sig ikke kopiere. De private kanaler kan opkøbe vores studieværter og sportsreportere, fodbold og tennis. De kan overbyde os på spillefilmene – Tatort kan de aldrig få. Tatort er en rig uudtømmelig programkilde, som til evig tid står til rådighed for ARD,« forklarer Gunther Witte.
Hver uge genudsendes mindst et par afsnit på regionalstationerne.

*’Quartett in Leipzig’, ARD (Tyskland 1) søndag kl. 20.15

*Alle facts, links og en internetudgave af ’Tatort’ på www.ard.de (klik på ‘unterhaltung’)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu