Læsetid: 5 min.

Ånden eller Lassie

9. november 2000

Den slovenske filosof Slavoj Zizek forener psykoanalyse, socialisme og kristendom i kampen mod den senkapitalistiske ideologi

Filosofi
Forestil dig en bog, som hvirvler dig rundt i lacaniansk psykoanalyse,
tysk transcendentalfilosofi, marxistisk dialektik, Korintherbrevet og Kierkegaard – og som ikke desto mindre med jævne mellemrum får dig til at skrige af grin. Så har du en idé om, hvordan det er at læse Slavoj Zizek. Zizeks ånd er næret af Lacan, Hegel, Schelling, Marx, Paulus, men den kaster sig frådende over den senkapitalistiske hverdags banale objekter: Coca Cola, stonewashed jeans, Hollywood-film.
Som litterær stil ville Zizek falde ind under grotesken: ’Lave’ objekter behandles i ’høj’ stil. Som når Coca Cola eller fænomenet stonewashed jeans analyseres i lacanianske begreber. Eller når Darth Wader fra Star Wars udlægges transcendentalfilosofisk. I én og samme svimlende håndbevægelse kan Zizek indfange Hegel og Hollywood, så man ikke længere ved, om det er Lassie eller Ånden, der vender hjem. Det er jublende morsomt. Og dødalvorligt.

Omvendinger
Slavoj Zizek er slovenier og frontfiguren i den såkaldte nylacanianske skole, der har sit hovedsæde i Ljubljana. Skal man finde en fællesnævner for de teorier, der nærer hans spekulative apparat, må det være dialektik. Af den tyske dialektik, fra Hegel til Marx, har Zizek lært, at en tese altid rummer sin antitese, og af psykoanalysen har han lært, at vores begær og fantasier oftest kommer til udtryk i benægtede og inverterede former. Stillet over for én af kulturens (eks- eller implicitte) antagelser vil Zizek typisk spørge: »Hvad hvis det nu forholder sig modsat?«
Hvad hvis det at blive subjekt er at opgive fiktionen om sig selv som subjekt, indse at selvfiktionens »kostbare juvel« er »a piece of shit«?
Hvad nu hvis socialliberalismens »tredje vej« slet ikke er et alternativ, men snarere et udtryk for, at der ikke længere er noget alternativ til kapitalismen?
Hvad hvis »elsk din næste« også betyder »had din næste, men gør det af kærlighed«?
Hvad nu hvis den incestuøse far i Thomas Vinterbergs Festen ikke er den rædsel, der skjuler sig bag facaden, men i sig selv er en facade, der dækker over noget endnu mere rædselsfuldt (nemlig Roberto Benignis evigtgode far fra Life is beautiful)?
Hvad hvis overjeg’ets bud ikke længere er: Gør din pligt, men tværtimod: Nyd! (hvilket også betyder, at det for det senkapitalistiske menneske er blevet en pligt at nyde).
Hvad hvis den politisk korrekte økoflipper, som finder sandheden i afrikansk mavedans, i virkeligheden, i sin fetichering af »det andet«, er nært beslægtet med den racistiske skinhead?
Hvad hvis sand intersubjektivitet ikke handler om at se den anden som subjekt, men som »Objektet, Tingen«: Det materielle, uomgåelige »piece of shit«, som hele tiden er ved vores side?
Hvad hvis »Det Absolutte« ikke er en stabil Grund bag verdens bedrageriske og flygtige syner, men tværtimod selv noget skrøbeligt, der viser sig i et flygtigt syn og skal håndteres »så forsigtigt som en sommerfugl«? Hvad hvis vor kulturs grundlæggende socioseksuelle formation, det heteroseksuelle par, holdes sammen af fantasien om en abe, der kopulerer med en cyborg?
Hvad hvis »coke is it« betyder, at coke aldrig »is it«, at det aldrig er det objekt, der opfylder vores begær, og at det netop er det, der er pointen: Coke er ikke til for at opfylde begæret, men for at generere mere begær…

Den kristne arv
Alle disse dialektiske omvendinger får man lov at gøre med, hvis man læser Zizeks seneste bog, The Fragile Absolute. Bogen bærer den (i disse sekulariserede tider) provokerende undertitel: Hvorfor er den kristne arv værd at kæmpe for?
Det er den for Zizek, fordi den bærer næstekærlighedens budskab. Og det skrøbelige absolutte er selve denne næstekærlighed: »Den kristne næstekærlighed er sjælden og skrøbelig, noget som man må kæmpe for, igen og igen.«
Kristus repræsenterer for Zizek bruddet på den organiske helhedsverdens cirkulære gentagelseslogik; med Kristus installeres separationen og forskellen. Kristus bryder med skyldens onde cirkel, hvor forbud genererer overskridelse. Han bryder ikke så meget med loven, skriver Zizek, som med lovens obskøne bagside: Overjeg’et der nydende udøver klanens justits. For Zizek er denne klanens nydende og primitive justits enhver lovs fortrængte fundament (urbilledet er fadermordet i Freuds Moses og monotheismen).
Den kristne næstekærlighed er ikke det, som Zizek andetsteds har kaldt for Habermas’ venlige, piberygende humanisme. Den er ikke bare den pæne, demokratiske dialog, hvor vi respekterer hinanden som subjekter. Frem for at subjektet skal se den anden som et andet subjekt, går næstekærligheden ud på, at subjektet skal se den anden som det, Zizek på lacaniansk kalder »Objektet-Tingen« eller mere prosaisk »a piece of shit«. Det betyder så meget som, at den anden er et uomgængeligt, uigennemtrængeligt, stædigt tilstedeværende nærvær, som jeg må forholde mig til i al hans irriterende, insisterende materialitet.
Med et af Zizeks nøglebegreber udgør den anden et trauma. Et trauma, som ikke kan bortreduceres eller omskrives. (Men også for sig selv udgør subjektet et sådant trauma, så ad vanlige dialektiske omveje handler Zizeks næstekærlighed alligevel om intersubjektivitet: Om at blive et subjekt, der forholder sig til et andet subjekt…)

Den traumatiske anden
At forholde sig til den traumatiske anden indebærer (det hårde arbejde) at »koble sig fra« den sociale sammenhæng, man fra fødslen er skrevet ind i. At hade sine nærmeste og elske sine fjender. Og her har Zizek bud til både racisten og den politisk korrekte intellektuelle: Den intellektuelle, der foragter racisten, er lige så lidt som racisten i stand til at »koble sig fra« sit umiddelbart givne sociosymbolske netværk og »elske sin fjende«.
Men Zizek tænker altså lige så meget gennem B-film og dårlige vitser som gennem Biblen og Kierkegaard. I et selv-interview (i Metastases of Enjoyment) taler han om nødvendigheden af at »eksternalisere« sine tankefigurer »i imbecilitetens medium«.
Jeg kan ikke forestille mig det tænkende menneske, der ikke vil føle sig drægtig med erkendelse efter at have læst Zizek. Alt hvad der fordres er smidighed i ånden – om man så er sociolog, hjernevrider, kulturjournalist, spekulativ filosof eller præst på udkig efter stof til søndagsprædikenen.
Noget af det storslåede ved Zizek er netop, at hans tænkning ikke er inddelt i provinser. Samtidig med at den på ingen måde bedriver holistisk syntese. Fordi dens bærende tankefigur ikke er den dialektiske syntese, men den dialektiske omvending.

*Slavoj Zizek: The Fragile Absolute or, Why is the Christian legacy worth fighting for? 182 sider, 23 dollar, Verso, London/New York

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu