Læsetid: 4 min.

Til afdanskingsbal

27. november 2000

D:A:D gav det bedste show ved årets store, danske koncert i Forum. Men Sort Sol leverede den bedste koncert

Koncert
Efter at litteraturen havde okkuperet Forum i København weekenden før, var den gamle hal lørdag aften i sansernes vold. Op imod en halv snes tusinde var samlet, og når tiden ikke blev brugt på at vente i toiletkø eller stresse et underbemandet bar-mandskab, var der mulighed for at pejle sig ind på dagens danske rockscene.
Sammensætningen af Superheroes, Tim Christensen, Sort Sol og D:A:D giver tematisk ikke nogen mening, men fælles for alle fire navne er, at ingen gør særligt meget for at lyde danske.
Alle synger på engelsk, har rødder i de engelsk-amerikanske traditioner og tilstræber en international lyd. Superheroes dyrker på sit album Igloo 80’ernes new romantics pop, Tim Christensen viderefører en glatsleben, hård melodisk rock, som han i sin tid grundlagde i Dizzy Mizz Lizzy, Sort Sol har med afsæt i punk den store pensel fremme, mens D:A:D disker op med sin velkendte stadionrock.
Og som aftenen skred frem var det åbenlyst, at de tre første var opvarmning til D:A:D.

Tim slap sig selv løs
Superheroes indledte festen, og den altid oplagte forsanger Thomas Troelsen sørgede for, at der var gang i løjerne fra starten. Der blev klappet respektfuldt, men i sådan en forsamling mangler bandet lige hittet, der kan få folk op af stolene.
Det kom de i højere grad, da Tim Christensen entrede scenen. I et kort sæt, hvor Christensen behændigt driblede uden om de mere anonyme numre fra sin debutplade, Secrets On Parade, viste han også, at han i en livesituation tør forlade den sikre studielyd og satse mere i sine numre. Således kom der luft under vingerne på »Secrets On Parade,« »Get The Fuck Out Of My Mind,« »21st Century High« og den majestætiske »Caterpillar,« der ikke efterlod nogen tvivl om, at det er guitaren, der fører ordet hos Tim Christensen.
Som ekstra underholdning kunne man yderlige iagttage en splittelse blandt publikum, da enkelte iført D:A:D-t-shirts øjensynligt var imod Tim Christensen, hvis musik åbenbart ifølge dem kun er for wankers. Måske mener de, at musikken er for glat eller måske er det, fordi der er for mange piger, der kan lide den. Sådan er der jo så meget, og at tilhængere af D:A:D og Tim Christensen skal videreføre 70’ernes rivalisering mellem Sweet- og Slade-fans gør jo kun hverdagen endnu sjovere.

Uforudsigelige Sort Sol
Med Sort Sol indtraf aftenens kunstneriske højdepunkt. Bandet er i studiet for at indspille det kommende album, der udsendes til foråret, og koncertens to første numre stammede derfra. Derefter fulgte »Shaheeba Bay« og andet kendt materiale, men koncerten var faktisk kendetegnet ved, at Sort Sol legede med publikums forventninger.
Kendte numre blev afløst af ukendte, hvilket altid har været Sort Sols særkende, men som denne aften lykkedes blændende godt. Lars Top-Galia slog guitartonerne an til »Let Your Fingers Do The Walking,« og inden begejstringen for alvor begyndte, blev det nummer aflyst og i stedet startede to hidsige coverudgaver af henholdsvis The Stooges’ »1969« og Gun Clubs »Walking With The Beast.« Men Sort Sol er jo i bund og grund nogle rare gutter, så publikum skulle naturligvis ikke snydes for »Let Your Fingers …,« og selv om det er set til bevidstløshed, var det smukt at se Forum oplyst af tusinde lightere.
Højdepunktet hos Sort Sol og aftenen generelt indtraf imidlertid i bandets udgave af Moody Blues’ »Nights In White Satin« og et efterfølgende sublimt nummer fra den kommende plade. Her viste Sort Sol sit format ved at fylde hele hallen ud med en pompøs lyd, som kun de her i landet har klasse og mod til. Således viste aftenens ældste band, at det var det eneste blandt de fire, der ikke hænger fast i vedtagne og lettere udtrådte normer indenfor rockmusikken, men konstant søger en egen unik lyd.

Festens midtpunkt
Højere kunne man ikke nå, selv om publikum først for alvor blev sparket i gang, da D:A:D tog over. Bandet spiller riff-båren heavyrock, det nogen kalder pikrock, og i guitaristen Jacob Binzer finder man Danmarks svar på Angus Young fra AC/DC. Der var stillet ramper op, så forsangeren Jesper Binzer havde en halv fodboldbane at løbe på, og Stig Pedersen kunne fremvise sin velkendte bas formet som et missil. Det er hørt og set mange gange før, men D:A:D har en formidabel charme og en benhård professionalisme, så man slet ikke opdager, at de netop har gjort det tusinde gange før. Det bygges logisk op, så klimaks ligger i de mest populære numre, såsom »Everything Glows« og »Evil Twin« fra nyeste album og de ældre »Isn’t That Wild,« »Bad Crazyness« og ikke mindst klassikeren »Sleeping My Day Away,« bandets signatursang. Selv om D:A:D’s tidligere ambition om at erobre verden fejlede, kan bandets fandenivoldske drengerøvsrock med fællessangsomkvæd snildt matche de udenlandske kolleger.
Således sluttede en aften, der mere viste dansk rock fra sin festlige end originale side. Undtagelsen var Sort Sol, der, som natten tog over, kunne trække sig tilbage med den højeste score.

*Superheroes, Tim Christensen, Sort Sol og D:A:D, Forum, København, lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu