Analyse
Læsetid: 5 min.

Nu eller aldrig

10. november 2000

Det er nu eller aldrig, hvis Bill Clinton skal nå at sikre sig et historisk eftermæle som manden, der skabte fred i Mellemøsten.

Intifada 2000Mens hele verden har øjnene rettet mod Florida og udfaldet af den amerikanske valggyser, har Bill Clinton besluttet sig for at gøre endnu et forsøg på at redde sit politiske eftermæle.
Torsdag fik han selskab i Det Hvide Hus af den palæstinensiske selvstyrepræsident Yasser Arafat, og søndag støder Israels ministerpræsident Ehud Barak til.
Hver især håber de tre herrer på at skrive historie – eller i det mindste at lægge en plan for, hvordan det kan ske.
Men om det vil lykkes, er en helt anden sag.
I hele Clintons præsidentperiode har fred i Mellemøsten været kronjuvelen i amerikansk udenrigspolitik, og det var langt fra med hans gode vilje, at parterne i sommer måtte opgive at nå til enighed om en endelig fredsaftale.
De fjorten dages marathon-forhandlinger i Camp David var en kraftanstrengelse for alle involverede, Clinton inklusive. Både han og udenrigsminister Madeleine Albright bistod forhandlingerne i mange sene nattetimer, og signalet fra Det Hvide Hus er, at det er man parat til igen, hvis det er nødvendigt.
Når Clinton vælger at satse sine sidste præsidentielle kræfter på Mellemøsten, er det formentlig håbet om at skrive historie, der står øverst på ønskesedlen. Men fra alle sider påpeges det, at Clinton har brugt mere tid og flere kræfter på fredsprocessen i Mellemøsten end nogen anden præsident i USA’s historie.
Og dermed har han også fået et helt usædvanligt kendskab til konfliktens detaljer og de involverede parter.

Det er denne unikke position, som både Arafat og Barak håber at kunne udnytte.
Når de to trods fortsatte sammenstød på Vestbredden og i Gaza har indvilget i at komme til Washington, skyldes det en blanding af realisme, nød og håb.
For det første ved begge parter udmærket, at de ikke kommer nogen vegne uden at forhandle. Hvis ikke det var klart, før det palæstinensiske oprør, der siden slutningen af september har kostet næsten 200 mennesker livet, ved de det nu.
For det andet håber de begge deperat på, at en endelig fredsaftale stadig er mulig.
Og de erkender, at hvis en sådan aftale skal i hus inden for det næste år, så skal der smedes nu. Inden en ny administration tager over i Washington, og inden Barak bliver tvunget til at udskrive nyvalg.
At Barak trods sin stærkt svækkede parlamentariske position ikke har opgivet håbet om en fredsaftale, bekræftede han så sent som dagen før Arafats ankomst til Washington.
I en erklæring beder han det internationale samfund om hjælp til at overbevise Arafat om at »den eneste farbare vej er den, der fører til oprettelsen af en palæstinensisk stat, som parterne ved forhandling er blevet enige om.«
At palæstinenserne skal have deres egen stat er stort set det eneste element i en fredsaftale, som det lykkedes at nå til enighed om i Camp David i sommer. Men det er første gang, at Barak entydigt markerer det som Israels mål.
Den israelske ministerpræsident håber, at han dermed kan overbevise en stadig mere kritisk omverden om, at Israel oprigtigt ønsker at slutte fred med palæstinenserne.
Men om han i samme ombæring får overbevist Arafat og det palæstinensiske folk, er en helt anden sag.
Når Barak begiver sig til Washington, er det ud af bitter nød. For hvis han om et øjeblik bliver tvunget til at udskrive valg, vil hans bedste – og måske eneste – chance for at overleve være at gå til valg på en konkret fredsplan. Og så håbe på, at israelerne – af mangel på alternativer – stemmer ja. Til ham og til fred.

Den samme nød har tvunget Arafat til at acceptere Clintons udbredte arme. Han håber, at Clinton nu, hvor det amerikanske præsidentvalg er overstået, vil være en mindre pro-israelsk mægler end hidtil, fordi han ikke længere skal tækkes hverken kritikerne i Kongressen eller USA’s magtfulde jødiske lobby.
Og at det faktisk vil være tilfældet, regner selv den israelske regering med. Til gengæld håber israelerne så, at Clinton vil være så forhippet på et gennembrud, at han er parat til at stramme Arafats tommelskruer nok en tak.

At både israelere og palæstinensere øjner en chance for at fuldende de komplicerede forhandlinger, de ikke blev færdige med i Camp David i juli, er indlysende.
Men lige så indlysende er det, at de uenigheder, der splittede parterne i sommer, stadig består.
Og at en endelig fredsaftale endnu ligger mange søvnløse forhandlingsnætter ude i fremtiden.
Bare en kort oversigt over uenighederne viser, at det stort set er alle kernespørgsmål, som skal genforhandles.
I Camp David opgav parterne bl.a. at blive enige om:
*Hvor stor en del af Jerusalem, palæstinenserne skal have kontrol over.
*Fremtiden for de 200.000 israelske bosættere på Vestbredden og i Gaza.
*Grænserne for en palæstinensisk stat.
*Demilitariseringen af en palæstinensisk stat.
*Hvilke rettigheder, de millioner af palæstinensiske flygtninge uden for Israel og de besatte områder skal have.
Uenighederne er i øjeblikket så omfattende, at der skal væsentlige nye forslag på bordet for at komme videre. Officielt har hverken Israel eller palæstinenserne tænkt sig at give yderligere køb på deres krav, men hvis ikke parterne har erkendt nødvendigheden af at gentænke forslagene fra Camp David, har det næppe megen mening at acceptere gæstebudet fra Det hvide Hus.
Realistisk set skal man imidlertid ikke forvente noget stort gennembrud i denne omgang. Men som situationen ser ud på Vestbredden og i Gaza må det også siges at være et overraskende fremskridt, hvis bare Clinton kan formå sine gæster til at lægge låg på konfrontationerne og måske endog aftale rammerne for en genoptagelse af fredsforhandlingerne.
Større indrømmelser vil lige i øjeblikket være endog meget vanskelige for både Barak og Arafat, men på den anden side risikerer de at forpasse chancen for at udnytte det sidste historiske momentum i meget lang tid. Fordelen for begge parter er, at de i øjeblikket ved, hvem de har med at gøre. De kender begge Clinton vældig godt, men har ingen sikkerhed for, hvilken indfaldsvinkel den nye amerikanske præsident har til konflikten.
Og de ved, at hvis ikke der sker noget nu, ligger næste chance for aktiv amerikansk mægling mindst et halvt år på den anden side af nytår.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her