Læsetid: 6 min.

’Algerierne vil have fred’

22. november 2000

Præsident Bouteflika har lukket munden på sine udenlandske kritikere, men på hjemmefronten fortsætter myrderierne
på niende år

Vejen mod fred
Hver dag kræver sine ofre. Om det er fem eller ti om dagen, kan ingen sige med sikkerhed, men at det tit er sagesløse kvinder, børn og gamle, det går ud over, ved alle.
Siden det algeriske militær tog magten ved et kup i 1992 og kastede landet ud i foreløbig otte års helvede, er mindst 100.000 mennesker blevet dræbt.
En høj pris for at bevare generalernes privilegier og forhindre, at Den Islamiske Frelserfront, FIS, skulle vinde landets første frie parlamentsvalg.
Tre præsidenter har militæret indsat, men ingen af dem har haft held til at standse blodsudgydelserne. Den nuværende præsident, Abdelaziz Bouteflika, har til gengæld haft held til at genetablere Algeriets forbindelser til omverdenen og tiltrække udenlandsk kapital.

Den store plan
Kronjuvelen i den fredsplan, som Bouteflika lancerede umiddelbart efter sit valg i foråret 1999, var en generel amnesti til medlemmer af de militante islamiske grupper, som greb til våben oven på kuppet.
Ifølge det algeriske indenrigsministerium tog 5.500 oprørere imod tilbudet, men andre kilder sætter tallet så lavt som 2.100. Voldsniveauet faldt ganske vist drastisk, men fred gav det ikke. Og de seneste måneder er drabstallene igen vokset.
Til gengæld gav amnestien genlyd uden for landets grænser. Adskillige vestlige hovedstæder åndede lettet op og rullede pludselig den diplomatiske løber ud for hidtil utænkelige statsbesøg.
Amnesty International, Røde Kors og EU-parlamentarikere fik pludselig igen adgang til landet og til at stille kritiske spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder.
I sin netop offentliggjorte rapport konstaterer Amnesty International, at menneskerettighederne har fået det bedre. Der sker færre vilkårlige arrestationer og forsvindinger, isolationsfængsling og tortur anvendes mindre, og tusindvis af fanger, heriblandt mange politiske, er blevet benådet eller frigivet efter nye retssager.

Ikke nogen demokrat
Alligevel vender både eksperter og kritikere tommelfingeren nedad og betegner præsident Bouteflikas anstrengelser som utilstrækkelige.
George Joffe, tidligere direktør for Royal Institute of International Affairs og en af Storbritanniens førende Algeriet-eksperter, er mest utilfreds med Bouteflikas manglende demokratiske sindelag.
»Lad os se det i øjnene. Bouteflika er udpeget af militæret og valgt ved svindel. Han er en typisk repræsentant for den Nationale Befrielsesfront, FLN, der kørte Algeriet som en etpartistat efter østeuropæisk model fra uafhængigheden i 1962 til de første demokratiske eksperimenter i 1989. Han kan bestemt ikke betegnes som en mand med et dybtliggende demokratisk instinkt,« siger Joffe og peger bl.a. på, at Bouteflika netop har forbudt det islamistiske parti Wafa, Troskab.
Det overbeviser heller ikke Joffe, at Bouteflikas fredsplan blev vedtaget med overvældende flertal ved en folkeafstemning i oktober 1999.
»Det skyldes udelukkende, at algerierne vil have fred. Hvem ville ikke stemme for en plan, der hævder at kunne skaffe dem netop fred,« spørger han. »Det kunne jo være, den virkede.«

En tikkende bombe
Ulla Holm fra vort hjemlige Center for Freds- og Konfliktforskning er enig i, at Bouteflika ikke er nogen demokrat, men hun mener heller ikke, det er nødvendigt.
»Det er næsten umuligt at være fuldblods demokrat i et samfund, der er ni tiendedele udemokratisk«, siger hun. »Men forbudet mod WAFA klæder ham bestemt ikke«.
Ulla Holm mener, at Bouteflikas opskrift på fred slår fejl, fordi han ikke gør noget ved de store sociale og økonomiske problemer, som har plaget landet i årtier.
»Der mangler mindst to millioner nye boliger, algerierne bor stadig i gennemsnit 7,8 personer i hver lejlighed, og den reelle ledighed er tæt på 60 procent«, siger hun og betegner forholdene som en tikkende »social bombe, der kan eksplodere når som helst«.
At Algeriet har store sociale og økonomiske problemer er uomtvisteligt. Trods en årlig vækst på tre procent tjener de knap 30 millioner algeriere stadig kun omkring 15.000 kroner om året i gennemsnit. Vilkår, der sammen med ungdommens frustration over manglende jobmuligheder og en udsigtsløs fremtid var en af hovedårsagerne til islamisternes enorme popularitet forud for kuppet.

Lovløst land
Amnesty International er heller ikke tilfreds med Bouteflikas indsats. Især den generelle amnesti til folk, der har begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen, falder organisationen for brystet på grund af det klima af total straffrihed, som amnestierne lægger op til.
I begyndelsen af november opfordrede Amnesty derfor Algeriet til at erklære bunkeamnestierne for ugyldige og omgående indlede efterforskning og retsforfølgelse af »de tusindvis af drab, massakrer, forsvindinger, torturtilfælde og andre grove mishandlinger, som sikkerhedsstyrkerne, militæret og de væbnede islamiske grupper har begået siden 1992«.
Efter endnu et besøg måtte Amnestys delegationsleder Roger Clark i weekenden imidlertid erkende, at den algeriske regering ikke har foretaget sig noget som helst i den retning. Tværtimod lykkedes det ikke Amnesty at få svar på et eneste konkret spørgsmål om de sidste otte års vold.
»Vi må konkludere, at Algeriets militære og politiske ledere ikke er parat til at diskutere menneskerettigheder«, lød den skuffede melding fra Clark.

Tilbage til start
George Joffes opskrift på at få Algeriet ud af voldsspiralen er en tilbagevenden til det demokratiske eksperiment, som aldrig fik lov at udfolde sig, fordi militæret tog magten.
»Vi må tilbage til Rom-platformen«, siger han med henvisning til den aftale, som otte politiske grupperinger, heriblandt FIS, indgik i Rom for fem år siden.
Heri kræver de otte en national forhandling om Algeriets fremtid og stiller følgende betingelser for at forhandle med militæret:
*Alle parter skal afstå fra vold,
*Alle parter skal bekende sig til demokrati,
*Alle parter skal overholde menneskerettighederne,
*Der skal oprettes en uafhængig undersøgelseskommission til efterforskning af vold og menneskeretskrænkelser,
*Militæret skal blande sig uden om politik,
*Der skal nedsættes en overgangsregering,
*Der skal hurtigst muligt sikres afholdelse af frie og fuldt demokratiske valg.

Studehandel
Ulla Holm er mere forbeholden: »Det er urealistisk at blive ved med at tale om Rom-platformen som grundlag for en politisk løsning. Militæret vil jo ikke være med. Og uden deres medvirken kommer man ingen vegne,« siger hun.
Hun mener, det er nødvendigt at bestikke generalerne til at forlade den politiske arena, hvor de bl.a. befinder sig for at sikre de omfattende privilegier, de har haft siden uafhængigheden.
»Man må slå en handel af med generalerne og tilbyde dem masser af økonomiske privilegier,« siger hun.
»De skal have lov at begrave hænderne dybt i både olieindustrien og lukrative import-eksporthandler mod til gengæld at holde sig uden for politik,« siger hun og mener, der er gode chancer for, at generalerne vil acceptere en sådan handel.
Derudover mener hun, at præsident Bouteflika burde kaste sig over en reform af retssystemet og genindføre lov og orden ad den vej.
»Bouteflika har kun så frie hænder, som militæret vil give ham. Derfor vil det være lettere at genindføre lov og orden ad den vej end ved at konfrontere generalerne«, siger hun.
Både Ulla Holm og George Joffe er dog enige om, at uanset hvilken vej, Algeriet vælger, vil det vare længe, før freden følger med.

*Links:
www.amnesty.org
www.crisisweb.org/projects/algeria/default/htm
Den Islamiske Frelserfront: www.fisalgeria.or
Det officielle algeriske nyhedsbureau: www.aps.dz

FAKTA
Algeriets historie
*1962: Algeriet bliver selvstændigt med Den Nationale Befrielsesfront, FLN, som eneste tilladte parti.
*1989: En ny forfatning åbner for demokratisering.
*1990: For første gang afholdes frie lokalvalg. Den Islamiske Frelserfront, FIS, viser sig mere populær end FLN.
*1991: For første gang afholdes frit præsident- og parlamentsvalg. FIS får 55,4 procent af stemmerne i 1. runde.
*1992 januar: Militæret tager magten ved et ublodigt kup og aflyser 2. valgrunde. Magten overtages af fem generaler, der tilsammen udgør Det Høje Statsråd. Muhammed Boudiaf udpeges til præsident. FIS forbydes, går under jorden og lancerer via sin væbnede gren, Den Islamiske Frelserhær, AIS, en guerillakrig mod i første omgang politi, sikkerhedsstyrker og militære mål.
*1995: General Liamine Zeroual vælges til præsident ved et flerpartivalg, der udelukker bl.a. FIS.
*1996: En forfatningsændring koncentrerer magten hos præsidenten ved at indføre et parlamentarisk to-kammersystem, hvor Overhuset, der skal godkende alle lovforslag, delvist udpeges af præsidenten selv.
Islamistiske partier får forbud mod at stille op til valg.
*1997: Der gennemføres valg til den 380 mand store lovgivende Nationale Folkeforsamling (Underhuset)
n1998: Antallet af dræbte anslås ved årets begyndelse at have nået 28.000. FIS har fået selskab af de mere militante Væbnede Islamiske Grupper, GIA, der også angriber civile, som de mistænker for at samarbejde med militæret.
*1999: Præsident Zeroual træder efter pres fra militæret tilbage før tiden, og FLN-veteranen Abdelaziz Bouteflika overtager med 74 procent af stemmerne posten ved et valg i april. Seks andre kandidater trækker sig på grund af valgfusk.
I juni erklærer AIS, der nu fungerer uafhængigt af FIS, sin guerillakrig for afsluttet. Bouteflika udarbejder en amnesti-lov og frigiver tusindvis af islamister. I september vedtages hans fredsplan ved en folkeafstemning.
*2000: Mellem 2.100-5.500 tager imod amnesti-tilbudet. Amnesty International får adgang til landet. I november forbydes det islamistiske parti WAFA, anklaget for at være et dække for FIS. aa

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her