Læsetid: 2 min.

Algeriet græder igen

22. november 2000

Eksperter advarer om faren for, at den algeriske krise endnu en gang udvikler sig til borgerkrig

Algeriet risikerer endnu en borgerkrig, advarer den ansete tænketank, International Crisis Group, ICG, i en ny rapport.
Siden militæret tog magten ved et kup i 1992 og forhindrede Den Islamiske Frelserfront, FIS, i at vinde landets første frie parlamentsvalg, har mindst 100.000 mistet livet i et bestialsk opgør mellem magthaverne og en række islamiske grupper.
De seneste to år er det lykkedes præsident Abdelaziz Bouteflika at lægge en dæmper på konfrontationerne, bl.a. ved hjælp af en amnesti til mange af de involverede, men de seneste uger er drabstallene igen vokset.

Årsagerne består
Når International Crisis Group advarer om en ny, forestående borgerkrig i Algeriet, skyldes det ifølge rapporten, at den algeriske regering intet har gjort ved årsagerne til konflikten.
»Den algeriske krise er langtfra ovre, og de fundamentale spørgsmål, som er årsag til krisen, er der ikke gjort noget som helst ved«, hedder det i rapporten The Algerian Crisis: Not over Yet.
ICG opregner derfor en række konkrete skridt, som den algeriske regering er nødt til at tage, hvis et nyt og frygteligt blodbad skal undgås:
*Regeringen må sætte en forsoningsproces i gang, hvor der bliver taget hensyn til ofrene for volden og deres krav på retfærdighed.
*Den forbudte islamiske bevægelse må igen integreres i det lovlige politiske liv.
*Der må gennemføres forfatningsreformer, der sikrer, at militæret holdes uden for politik.
*Demokratiet må genindføres, så alle politiske partier, der bekender sig til de demokratiske principper, kan deltage.
Men det haster, advarer ICG, og opfordrer derfor bl.a. EU til at hjælpe den algeriske regering med faciliteter, hvor en dialog mellem regeringen og islamisterne kan finde sted. Via Barcelona-processen har EU desuden mulighed for at presse Algeriet til f.eks. at respektere menneskerettighederne og komme den udbredte korruption til livs.
Foreløbig har den algeriske regering reageret stik modsat. Det islamistiske parti WAFA – FIS’s arvtager – er netop blevet forbudt, og Amnesty måtte i sidste uge konstatere, at regeringen ikke har taget skridt til at efterforske de mange tusinde forsvindinger, mord og voldtægter, som er sket siden 1992.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her