Læsetid: 3 min.

Also sprach...

16. november 2000

Lone Munksgaards gudetale er desværre ikke både og men hverken eller

Roman
Når guderne taler i tunger er egentlig ikke nogen specielt rammende titel på Lone Munksgaard Nielsens nye bog. Dels er der kun én gud, der fører ordet, dels taler han ikke tungetale, men leverer såmænd en ganske ligefrem og klar monolog om forholdene mellem mennesker og guder og andre mere eller mindre æteriske væsener, dæmoner, engle, elverpiger m.fl.
Bogen er skrevet efter en rejse til Indonesien og er inspireret af de mytologiske figurer fra Ramayana-baletten, som åbenbart er en slags rituelt danseteater, jeg ikke skal gøre mig klog på. Dens (bogens) mytologiske univers bliver dermed en blanding af hinduismens mangeguderi og en europæisk forestillingsverden, hvorfra engle og elvere selvfølgelig er hentet. »Som i himlen således også på jorden,« begynder den og spørger derefter med det samme, »men hvad ved I mennesker egentlig om det, aner I overhovedet hvad I taler om, når I siger den slags?«
Åbenbart er det ikke så let at være guddommelig, for fortælleren og alle hans kolleger længes heftigt efter at prøve mennesketilværelsen med alle dens kropslige og tidslige begrænsninger – et tema man har hørt om før, f.eks. i Himlen over Berlin. Den eneste af guderne, som måske har opnået og oplevet noget i den retning, er Vishnu, som fortælleren omtaler talrige gange med slet skjult jalousi, skønt han er noget skeptisk overfor Vishnus inkarnationsmetoder, der efter hans mening er det rene fusk og bedrag.

Dansende guder
Den rituelle dans bliver for guderne det bindeled, de forsøger at etablere mellem menneskets eksistens og deres egen, som er uden både rumlig og tidslig afgrænsning. En stor del af den lille bog handler om disse guddommelige forsøg på at opnå fysisk eksistens:
Når vi øver os i at være fysiske, kan vi næsten se det for os. Har I nogensinde prøvet at danse uden at være til stede? Det er ret akavet, men jo mere vi øver os, jo tættere kommer vi. På Jorden. Se hende dér. Hun er ved at få arme og ben. Hun er snart parat til at adskille sig selv i krop og ånd. Benet let hævet, foden bøjet. Jo, hun kan noget. Hun har det, men så er hun væk igen. Tættere har ingen været på at blive menneske, men det er ikke nok endnu. Kroppen må ikke flimre så meget. Den er endnu mere flygtig end tågen og elverpigerne.
Der er et par små sideløbende historier om en engel, guden har forelsket sig i og vulkaner, der kræver menneskeofre for at forholde sig fredeligt. Der er også et vist forløb, og det ender vist faktisk med, at det lykkes for fortælleren at blive fysisk, hvilket selvfølgelig medfører et vist tab af kontrol og udgør en eller anden form for syndefald.

Mellem to stole
I en sådan historie kan man undres over, at Kristus, guden som rent faktisk formåede at blive menneske, ikke optræder eller overhovedet nævnes. Jeg tror, det skyldes, at forfatteren har syntes, at det ville virke alt for tungt, og at det ville forstyrre den lette eventyragtige stemning, der er meget lettere at bibeholde med fremmede og halvfremmede mytologiske figurer fra en religion og etmytisk system fra en fremmed og eksotisk kultur. Det er imidlertid som om, bogen sætter sig lidt kluntet mellem to stole: På den ene side vil den gerne bibeholde denne lette eventyrtone, på den anden vil den gerne sige noget virkelig dybt om, hvad det er at være menneske. Resultatet er ikke rigtig skarpt nok til at kunne sige noget væsentligt og ikke rigtig eventyrligt nok til at være sødt, eller man kunne sige, hverken Villy Sørensen eller H.C. Andersen.

*Lone Munksgaard Nielsen: Når guderne taler i tunger. 45 sider, 159 kr. Borgens Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu