Læsetid: 3 min.

Ambassadørfruen holder fridag

10. november 2000

Pernilla August er en blændende ’Anna’ i Erik Wedersøes i øvrigt meget ujævne instruktørdebut

Ny film
Anna (Pernilla August) er gift med den danske ambassadør i Marokko (Søren Pilmark), men i stedet for at deltage i gemalens diplomatiske cocktailparties søger hun i enrum og dumper først mobiltelefonen og derefter sine designersko i ambassadørboligens gigantiske swimmingpool. Der er tydeligvis noget, der ikke er, som det skal være!
Hun vil da også rejse væk fra mand og datter i fem dage, og på flyet undfanger hun en flugtplan for en ung narkokurer (Gerard Bidstrup), der eskorteres hjem til Danmark af en vindtør politibetjent med en lidenskab for trækfugle (Jesper Christensen). Ambassadørfruen og narkokureren står af i Rom, hvor hun opsøger sin bror (Reine Brynolfsson) og får klippet håret til narrestreger. Delvist med og delvist mod sin vilje flygter hun og narkokureren fra politiet, nordpå, mod Hamburg, hvor han vil købe en sejlbåd, som skal hedde Rosa efter hans mor, der døde, da han var 17...

Pernilla og de andre
Erik Wedersøes debutfilm som instruktør er en fri fortolkning af Klaus Rifbjergs roman Anna (jeg) Anna fra 1969 – så fri, at instruktøren selv omtaler sin film som ’Anna: Eriks Anna’. Eriks Anna er imidlertid først og fremmest Pernilla Augusts Anna, for på godt og ondt fremstår filmen som én lang kærlighedserklæring til hende.
Det gode er, at Pernilla August her for en gangs skyld får lejlighed til at spille sig helt ud. Med sin karisma og sit usædvanligt vidtspændende talent er hun lige overbevisende, hvad enten hun optræder i en udtrådt sweater eller i elegante italienske designer-outfits; på én og samme tid en ulykkelig og nerveplaget kvinde, hvis indestængte frustrationer kan koge over i giftig, hidsig hvæsen, og en bombe af sprudlende erotik og forførende sensualisme.
Det mindre gode er, at Erik Wedersøe har koncentreret sig så meget om sin Anna, at det er gået ud over de andre personer, der fremstår som tynde, postulerede papfigurer.
Søren Pilmark kan ikke stille meget op med sin kolde diplomat, der af en eller anden grund foretrækker Lise-Lotte Norup for Pernilla August, og karrieren frem for dem begge. Jesper Christensens kiksede og totalt humorforladte, men fugleelskende repræsentant for ordensmagten er den rene karikatur, ligesom Reine Brynolfssons figur er en tyk parodi på 1800-tallets skandinaviske kunstner i Rom. Og det forekommer at være direkte misbrug af talent, når Wedersøe helt i filmens start lader Bibi Andersson optræde for en ganske kort bemærkning som Annas højspændte kunstnermor (der har set sig gal på anmeldere!).
Så meget desto mere plads får til gengæld Gerard Bidstrup i rollen som den unge kriminelle. Ulykkeligvis er han dog for fåret til på noget tidspunkt at forekomme bare antydningsvist farlig, endsige erotisk interessant. Til Bidstrups forsvar skal det dog siges, at han ikke får meget hjælp af Wedersøes manuskript, der vil gøre ham på én gang frygtindgydende,
naiv og følsom. Vi skal tro på, at han er ikke blot en stakkels forældreløs desperado, men også en anarkist som elsker både Chopin og sin afdøde mor, og som i ledige stunder kan forfalde til lommefilosofiske betragtninger à la: »Det er mærkeligt, hvordan børn kan blive gamle.« Hmmm!

Klicheer for alvor?
Henrik Jongdahls farvemættede billeder er fulde af saft og kraft, ligesom Anna, men de bevæger sig undertiden faretruende nær det postkort-agtige. Det er svært at afgøre, om der er tale om et bevidst spil med stereotyper (i så fald er det vanskeligt at se formålet), eller om det simpelthen bare skal være flot.
I det hele taget synes filmen at have svært ved at finde sine ben. Den dybeste alvor præsenteres side om side med ikke bare de tykkeste klicheer men også med noget, der mest af alt ligner falde-på-halen-komedie (f.eks. politimandens klumrerier i Roms lufthavn, og Annas og desperadoens lidet diskrete flugt i en cirkus-højttalervogn). Bl.a. derfor, men også fordi bipersonerne ikke fungerer, bliver historien aldrig troværdig, endsige engagerende.
Resultatet er en utvivlsomt velment, men højst ujævn film, der stritter i mange retninger omkring Pernilla Augusts autoritative præstation. »Det er mig, der er Anna,« påpeger hun i filmens slutbillede, og det skal vi – og filmen – være glade for. Men end ikke hendes blændende spil kan redde Eriks Anna.

*Anna. Manuskript og instruktion: Erik Wedersøe, frit efter Klaus Rifbjergs roman ’Anna (jeg) Anna’. (Palladium, CinemaxX, samt 10 andre biografer over hele landet)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu