Læsetid: 13 min.

Amerikaner med det samme

4. november 2000

Lad os rekapitulere: Hvem er amerikanerne, og kan man praktisk skære samtlige 275 milioner over én kam?

På tirsdag er der Store Valgdag i USA. Uendelige horder af pligtopfyldende amerikanske statsborgere vil vrimle og vralte til valgurnerne for at slå præsidentielle kryds på millioner af stykker papir, og opløbet mellem kandidaterne vil være det tætteste, siden John F. Kennedy slog Richard Nixon i 1960.
Men hvem er de amerikanske vælgere helt præcist? Kan man vælge et par stykker ud og sige: »Det er dem? Sådan ser de ud!«
Nej, det går nok ikke. Som man kender Amerika fra tv, er landet ét stort kaotisk og voldeligt virvar af potentielle etniske konflikter og ignorante, fede, cola-drikkende, selvretfærdige, våbenbesiddende kaosteoretikere, der jævnligt går amok på motorvejene i såkaldte road rages, og de, der ikke gør, bliver hjælpeøst skudt på af politiet og begået justitsmord imod i små, svedige retssale i Syden, eller også er de selv racister og medlemmer af den lokale afdeling af Ku Klux Klan, mens de stadig opretholder medlemskab af frikirken og røres af grædende evolutionsevangelister på tv, hvis ikke deres fjernsyn og voldelige videofilm og deres huse og alle deres ejendele hvert efterår bliver revet op med roden af en orkan, der hedder Patrick eller Bertha, så de kan starte forfra fra scratch, mens deres regering i Washington spenderer milliarder af dollars på at udvikle stjernekrigsprojekter og patriotmissiler, så landet kan være hele verdens politimand og vogter af demokratiet og oliepriserne, samtidig med at det uhørt sætter to millioner af sine egne borgere bag lås og slå, blandt hvilke der statistisk set er alt, alt for foruroligende mange sorte.
Et helvede af et samfund. Hvordan kan man lade sine børn vokse op i sådan et kaos?
Ofte glemmer man, hvor stort det USA, som medierne refererer til, er. Etnisk er det det mest sammensatte land på kloden. 275 millioner indbyggere er mange mennesker, og som det sker i selv krigshærgede lande, finder folk orden i kaos og lever det liv, der kommer tættest på, hvad man opfatter som normalt.

I. Knoxville, Tennessee
En sen onsdag eftermiddag i stegende oktobersolskin spadserede jeg langs jernbanelegemet og under et par hængende motorveje ind til downtown Knoxville, Tennessee, for at kigge på amerikanere.
På et gadehjørne, der vendte ud mod Market Square, byens lille, centrale, grønne plads, var der en bar med mørke, brede vinduer. Det var stadig lunt på disse sydlige breddegrader, og ved nogle borde uden for beværtningen sad en gruppe velklædte, civiliserede mennesker, kvinder som mænd, bænket i skjorteærmer og sendte spredte kaskader af hjertelig, rungende latter ud over pladsen, mens solen forsvandt bag bjergene, og tusmørket sænkede sig over dem. Deres fremtræden stemte ikke overens med den generelle opfattelse af Knoxville som en republikansk højborg af friheds- og våbenelskende rednecks.
Forsamlingen viste sig at være en slags selskab kaldet The White Mule Preservation Society – eller Foreningen til Det Hvide Muldyrs Bevarelse – og de fremmødte var nogle af byens forfattere, journalister, musikere, kunstnere, redaktører, bryggere og advokater, nogle og fyrre i alt, fra miljøet omkring Knoxvilles hippe og eftertænksomme ugeavis, Metro Pulse. Det var den eneste avis i Knoxville, der kunne slippe afsted med at skrive »fuck« i spalterne uden at miste kristne abonnenter, for det var en gratisavis.
Midt i selskabet denne aften sad Jack, en lokal journalist sidst i 30’erne som en anden Jack London klædt i en hvid skjorte med øverste knap åben. Jack var en kendt skikkelse i byen, ja, nærmest en levende legende, for her slog folk altid som det første op på hans fine klummer i Metro Pulse, hvor han berettede om Knoxvilles righoldige historie og mindede om tidligere tiders berømte bysbørn. Han var historiker og elskede at tale om sit emne. Stort set ene mand havde han med den klumme faktisk formået at give de knoxvilleboere, som kunne læse, en vis fornemmelse af stolthed over deres by. I mange, mange år havde den stået i skyggen af Nashville og Memphis mod vest som en grå og bortgemt lillebror. Med hensyn til historiske excesser var Knoxville de andre byer fuldstændig overlegen, men de havde til gengæld populærkulturen i orden med henholdsvis countrymusik og Elvis Presley. Og det var heller ikke så lidt.
Det var Jack, der i sin tid havde taget initiativet til denne onsdagsklub, og det var ham, der havde fundet på det obskure navn.
»Mellem 1897 og 1904 blev brewpub-bygningen på Gay Street hjemsøgt af en serie mystiske og uforklarlige brande og eksplosioner,« fortalte Jack med sans for detaljen. »Så en dag var der nogen, som sagde ’hør, var der ikke noget med, at et hvidt muldyr engang faldt død om her foran bygningen?’ Og fremover gav man ’Det Hvide Muldyrs Forbandelse’ skylden for brandene".
Foreningen til Det Hvide Muldyrs Bevarelse oprettede han som en slags gestus over for Det Hvide Muldyr – et værn mod flere mærkelige brande.
Der var en konstant og livlig trafik ind og ud af beværtningens dør, og folk kom og gik, satte sig og rejste sig og hentede mere af den lokale øl, New Knoxville I.P.A. En dame med hat og rygsæk skulle hjem og finde en bortløben kat, og hun ville lokke den med to dåser tun, som hun havde i tasken. »Man kan være sikker på én ting: Katte kommer altid tilbage,« lød det beroligende fra bordet.
Folk snakkede om at bo i Syden, og om hvordan Knoxville havde mistet sin status som attraktion og var blevet en gennemfartsby »på vej til noget andet«, efter at man i 20’rne havde fået bygget store vejanlæg op til bjørnene i de smukke Smoky Mountains. Men med vejene havde Knoxville gjort sig selv en bjørnetjeneste.
Brian, en munter mand med gråsprængt skæg og lette briller, blev af Jack præsenteret som »den mest kendte skribent her«, hvilket Brian afviste som opspind. Han var forfatter, født i Chattanooga og havde tidligere skrevet for The New York Times. Nu havde han boet i Knoxville i mange år, men tidligere i 80’erne tilbragte han nogle år i Memphis, der er berygtet for sin kriminalitet og relativt høje mordrater. Derfor fandt Brian det naturligt at underholde selskabet med, at han først oplevede at blive mugged – overfaldet – efter at være flyttet til Knoxville. Han havde stået uden for sit hus i 1987 og hevet ting og sager ud af sin bil.
»Da jeg vender mig om, får jeg et ordentligt slag i panden,« fortalte han og slog sig sig på panden med en knyttet næve og bøjede nakken tilbage. »Jeg røg lige i jorden. Da jeg vågnede igen, var bilen der stadig, og bøjet over mig stod en sygeplejerske...«
»En sygeplejerske?« spurgte nogen.
»Ja. Jeg kunne se gadelygterne over hendes hoved. Så sagde hun til mig: ’Der er ikke sket noget med dig. Du skal nok klare dig’. Og så gik hun igen!« Brian lo af historiens absurditet og tilføjede, at han senere fandt ud af, at hun boede lige ved siden af. Men mens han lå der, havde han undret sig over, hvor i alverden denne flygtige frelsende engel var kommet fra.
Da Brian måtte forlade etablissementet, overtog en mand, som Jack introducerede som Charlie, hans stol. I modsætning til de andre her ved bordet havde Charlie en god, tyk sydstatsdialekt, der fik hans brune overskæg til at bølge, som Tennessee-floden bugter sig i udkanten af Knoxville.
Han var også den eneste med slips, for han var advokat. Charlie havde gode minder fra Danmark, sagde han. For 20 år siden, da han selv var midt i 20’erne, slap han for en tid sine halvfærdige studier på University of Tennessee og rejste rundt i Europa. I København mødt han en masse mennesker og boede en hel måned på Christiania. Sjældent havde han mødt så rare og imødekommende mennesker som danskerne, sagde Charlie og vendte overskægget i nostalgiske folder – og den bemærkning var ikke kun møntet på christianitterne, tilføjede han.
Og sådan fortsatte aftenen i Knoxville, indtil så mange mennesker var gået hjem til deres familier, at der ikke længere var nok til at kalde de resterende for et selskab.

II. Two Harbors, Minnesota
En anden lidt koldere efterårsdag tilbragte jeg i staten Minnesota i det nordligere USA.
Minnesota var en mærkelig stat med et klima, der kunne svinge 50 grader fra vinter til sommer. Indbyggerne, der hovedsageligt havde norske, svenske, finske, danske og tyske aner, udtalte et skandinavisk klingende »jarh« i stedet for »yes«. Til guvernørposten havde de valgt en muskuløs mand, som hverken var demokrat eller republikaner, men havde en fortid som landskendt wrestler – eller fribryder. I Minneapolis var der biler med politiske klistermærker på bagsmækken:
»Min guvernør kan banke din guvernør,« stod der.
Ved den rene og skære tilfældighed deltog jeg i et ukonventionelt fødselsdagsarrangement i et lille fladt hus tæt på en skov uden for byen Two Harbours i det nordligste Minnesota; helt oppe ved Lake Superior, Nordamerikas største sø, og kun få hundrede kilometer fra den canadiske grænse. Deroppe under trækronerne er der et vildt dyreliv; mange elge, dådyr og bjørne.
Den svenske forfatter Vilhelm Moberg (1898-1973) har beskrevet stedet indgående i sine emigrant-romaner om 16 svenskere, der udvandrer til Staterne i 1850 og finder sig til rette i Minnesota-området, som minder dem om hjemlandet. Bøgerne er ekstremt populære blandt efterkommere af rigtige emigranter i Minnesota. Selv om Mobergs udvandrere er fiktive, har stolte lokale folk rejst en statue af hans hovedpersoner, ægteparret Karl Oskar og Kristina. Kristina skuer tilbage mod Sverige, Karl Oskar kigger fremad mod det uberørte land i vest. Svenskere valfarter til statuen som gale hunde, når de er i USA.
Fødselsdagsselskabet i de skovlige omgivelser var af en ældre dato, gennemsnitsalderen var 77. En mand med et børstetykt, kort, kulsort hår, cowboybukser og skovmandsskjorte tog imod i døren med en stor barket højrenæve. Det var Bruce, fødselaren – han fyldte 67. De fleste af årene havde han tilbragt under Guds himmel som kommunalt ansat ved vejtilsynet. Måske havde denne letsindige omgang med egnens stride vejrlig givet en hånd med ved udformningen af hans fabelagtige fjæs; Bruce var udstyret med Dean Martins nonchalante næse og øjenbryn, Walter Matthaus søvnige, sorte øjne og gummiagtige mund, mens hagen var Robert Mitchums. Og lukkede man øjnene og lyttede, var det – af alle stemmer i verden – John Waynes utålmodige og autoritære decibelsluger, der fræsede, når Bruce gabede op.
Inde i stuen præsenterede han gæsten fra Danmark. Tættest på køkkenet sad hans kone Elaine i en grønlig træningsdragt. Midt i en dyb sofa i enden af stuen sad Elaines kusine Margaret. Hun var 83. Typisk for pensionerede skolelærerinder havde hun nogle problemer med hørelsen. Margarets mand, Arnold på 86, sad på en hård stol i den modsatte ende med smalle øjne, fugtigt tilbagestrøget hår og en finsk antydning af moustache.
Merle sad under en lampe i sin egen bløde stol. Han var 80, men forekom at være den ældste tilstedeværende. Som visse meget gamle mennesker har for vane, kunne han sidde længe med foldede hænder og tunge øjenlåg og ved enkelte stikord live momentvis op og deltage aktivt i snakken i få minutter af gangen. Ligesom Bruce og Arnold havde han tilbragt det meste af sit liv udendørs i kommunens tjeneste.
Ved siden af Arnold havde vi Elwood, fætter til Margaret, Elaine og Merle (her i stuen, hvor næsten alle var efterkommere af skandinaviske indvandrere, var de fire de eneste, som også havde dansk blod i årene). Elwood elskede god mad og havde været chunky – rund i det – fra barnsben. For nylig havde han tabt sig 23 pund, men det var »som at tage en kop vand ud af Nordsøen,« som han formulerede det. Nu var han 76 år og pensioneret fra en lukrativ stilling som en af statens ledende mineingeniører. Placeret lodret frem for sig holdt han en elegant, lakeret træstok med en tyk gummiknop i bunden. Fra hans brystlomme stak to guldfarvede kuglepenne op. Han havde gjort det godt.
Elwoods kone Barbare på 73 sad i sofaen på venstre side af Margaret. Hun var ikke så konverserende i dette selskab; det her var Elwoods familie, og med en irsk mor og en tysk far (hun var den yngste af ti søskende) kunne hun ikke helt dele entusiasmen for Norden.
»På grund af sult,« svarede hun, da jeg en anden dag spurgte hende, hvorfor hun var rejst fra Wisconsin til Minneapolis i 50’erne.
Bruces 93-årige mor, Anna Victoria, var der også. Hun sad dybt nede i sofaen på den anden side af Margaret og var iført hvide sokker og varme skindmokkasiner.
»Mor, sig noget på svensk!« råbte John Wayne, mens han satte sig i en behagelig stol midt i det hele. Hans mor var udvandret fra Dalarna som syv-årig, netop som Første Verdenskrig var ved at bryde ud.
»Va vil du höra?« spurgte hun og kiggede en smule vantro op på den fremmede.
Så langt, så godt. Da den meste snak om Danmark var overstået, tog forsamlingen fat på vejret, et yndet samtaleemne i Minnesota. Hvordan havde det været i går? Hvordan så det ud i dag? hvordan skulle det have set ud? hvordan siger de, at det ser ud i morgen? Spørgsmål og svar faldt med lynsnar, næsten indstuderet præcision. Ingen talte i munden på hinanden, og selv Merle deltog med en sand bemærkning om solen. Et helt liv med daglig snak om vejret med hvem som helst havde gjort meteorologiske samtaler runde og glatte som sten, der blev skyllet ind fra søen.
Bruce sad med ryggen til vinduet, der vendte ud mod en vej. En gang imellem, men meget sjældent, kørte en bil forbi.
»Sikke megen trafik, der er i dag,« sagde Bruce og fulgte trafikken med øjnene. Han fik øje på en særlig fugl derude og fortalte, at de nogle morgener fik besøg tre dådyr, som spiste af hans hånd. Når de så Elaine, flygtede de. En dag havde han og en kammerat været på jagt med geværer, og pludselig stod der et dådyr og kiggede nysgerrigt på dem få meter væk. Han havde ikke nænnet at skyde et dyr, der kom og spiste af hans hånd. »Skyd du den,« sagde han til sin kammerat. »Nej, skyd du den!« »Nej, gør du det.« De kunne ikke og måtte gå hjem og nøjes med kartofler.
På et tidspunkt havde ingen sagt noget i fem sekunder. Margaret brød tavsheden.
»Åh, det er forfærdeligt, hvad der er sket med de amerikanske sømænd... er det 17 døde nu?«
»Jeg ved ikke hvorfor,« svarede Elaine, »men hver gang der foregår noget i Mellemøsten, er der en masse fly i luften her over os.«
»Kan det ikke bare være grænsepatruljen?« spurgte Arnold.
»Nej, for de flyver mod sydøst,« lød Bruces stemme kyndigt, selv om det umiddelbart var svært at tro, at USA satte et større militært maskineri igang helt her oppe, 12.000 kilometer fra Mellemøsten. Men hvorfor ikke?
Mens andre snakkede, forsvandt Elaine af og til ud i køkkenet for at lave kaffe. Hun skulle senere servere franskbrød, spegepølse, ost og kage med chokoladeglasur på samme tid. Hun kunne se alle i stuen derudefra, for der var en stor rektangulær udboring i væggen ved siden af døråbningen. Hullet havde ikke altid været der, men hun havde i sin tid plaget Bruce gentagne gange. Kunne han ikke lave sådan et? Kunne han ikke? En dag var hans kones plageri begyndt at gå ham på nerverne, og uden varsel havde han hentet sin store motorsav og tændt den i køkkenet, hvorefter han med vold savede det ønskede hul ud og var gået igen.
Inde i stuen var nogen begyndt at snakke om en bekendt, som var gammel og syg.
»Jeg har aldrig været syg i mit liv. Aldrig!« sagde Bruces mor.»Jeg har aldrig været forkølet.«
»Jeg har aldrig nogensinde haft hovedpine,« sagde Arnold fra den anden ende af stuen. Ingen andre sagde noget. Måske vidste de bedre. Og så var der kaffe.
En time senere var skovens træer rykket tættere på det lille hus, og Elaine havde i al ubemærkethed tændt hver en lampe i hvert et hjørne. Det var på tide at komme hjem, og særligt Elwood var begyndt at sidde utålmodigt med sin stok. Han så som regel forsamlingen en eller to gange om året, fordi han som den eneste her var flyttet væk fra sin fødeby, da han var ung. Gamle Merle snørede sine sko, sagde farvel og gik med sløve slowmotion-bevægelser som den første ud til sin bil og startede motoren. Og snart fulgte de andre. Endnu en dag i Amerika var ved at rinde ud.

Epilog
Dagen efter forklarede Elwood mig med enkle midler og uden at omsvøbe budskabet i uspiselig patriotisme, hvad der adskiller USA fra resten af verdens lande.
»Du kan flytte til til Frankrig og aldrig blive rigtig franskmand. Du kan flytte til Italien og aldrig blive rigtig italiener. Du kan flytte til Tyrkiet og aldrig blive rigtig tyrker,« sagde han og smilede, som om han var ved at fortælle en gåde med et meget enkelt svar. Og så kom det:
»Men du kan flytte til Amerika og blive amerikaner med det samme.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu