Læsetid: 4 min.

Den amerikanske jyde

17. november 2000

Ny biografi udstiller Johannes V. Jensen i al hans svagheds vælde

Ny bog
Om præcis en uge er det 50 år siden Johannes V. Jensen døde. I levende live blev han anset for en let utilregnelig litterær institution, der uden varsel kastede sig ud i bitre avisfejder. Efter hans død har de mange paradokser i forfatterens liv – Amerika-farer og mytefortæller, modernitetsbesynger og traditionernes mand, fremtid og fortid i en og samme person – fascineret både lægmænd og litterater. Jensen sælger stadig, både på universitetet og hos provinsens boghandlere.
Lars Handestens nye biografi, der blot bærer navnet som titel: Johannes V. Jensen, lirker til manden bag maskerne. Det gør den godt – og afslørende. Handesten fejer overbevisende den em af hengemt nationalisme bort, der stadig står om et værk som Den Lange Rejse. Jensen var i 30’erne erklæret socialdemokrat, selvom han ikke var partimedlem. Fascisme og nazisme havde han kun hånlige ord til overs for.
Men samtidig giver Johannes V. Jensen et lidet flatterende portræt af forfatteren, journalisten, debattøren og mennesket bag navnet. Forfatteren, der i Kongens Fald med oprejst pande beskrev dødens meningsløshed, havde så svage nerver, at han ikke dukkede op til sine forældres begravelse. Selvom han besang det moderne Amerika og Asiens urkraft, så led han først og fremmest af sygelig hjemve, hver gang han rejste bort fra det forhadte København.
Listen over menneskelige svagheder er lang. Handesten skriver den ud til sidste punktum.

Jyde i København
Heldigvis ender Johannes V. Jensens diskrete karaktermord hverken i en unødvendig nedvurdering af forfatterens litterære kvaliteter eller i en uvedkommende ophobning af pinlige anekdoter. Tværtimod binder Handesten suverænt Jensens liv sammen med hans bøger, så det kun på overfladen minder om forrige århundredes biografisme.
At det lader sig gøre skyldes i høj grad den valgte optik. Handesten betragter ikke Jensens værker som kilder til hans inderste psyke eller personlighed, men anskuer dem i stedet i et dobbelt lys, sociologisk og eksistentielt.
Ifølge Handesten fik Jensen en grundlæggende dødsangst i pant, da han som ung afskrev sig den kristne verdensforståelse. De mange digte, myter, romaner og avisartikler er ofte konfliktfyldte forsøg på at forsone sig med denne angst, som han i sit private liv aldrig kom på omgangshøjde med. Liv og værk er forskudte, men kaster alligevel slagskygger ind over hinanden. Selvom Jensen var et svagt menneske, så omsatte han sine svagheder til stærk kunst.
Samtidig opløser bogens sociologiske perspektiv mange tilsyneladende paradokser i Jensens liv. Ifølge Handesten slap Jensen aldrig for en følelse af bondsk utilstrækkelighed, som forfulgte ham både som himmerlænding på Viborg Katedralskole og siden som jyde i København. Han gjorde derfor en dyd af nødvendigheden, og dyrkede såvel sine jyske aner og som det moderne Amerika.
Sindig jyde og moderne, amerikansk reporter: Fælles for begge roller er afstanden til de intellektuelle på det københavnske parnas. Jensen på ingen måde den første forfatter, der tog på en dannelsesrejse. Men når han valgte at blive ’dannet’ gennem rejser til USA og Asien, var det også et bevidst brud med samtidens borgerlige dannelsesidealer.

Kronik og myte
Nu er det ikke kun manden, men også værkerne, Handesten portrætterer. Johannes V. Jensen analyserer da også Jensens mange romaner, essay-samlinger og digte, og har et fint blik for de mange modsætninger og blinde punkter i værkerne – uden dog at nå til samme skarphed eller underholdende højder som i beskrivelserne af Jensens forhold til det københavnske parnas.
Læsningerne fungerer bedst, når Handesten inddrager de konkrete litterære kredsløb, Jensen skrev i. For denne anmelder var det således en øjenåbner af rang, at Handesten læser den særlige jensenske myte-genre i lyset af aviskronikkens fremkomst i starten af forrige århundrede.
På trods af sine selviscenesættelser blev Jensen aldrig regelret journalist. Men gennem hele sit liv skrev han et væld af kronikker: rejsebeskrivelser, essays og små fortællinger. Disse var selvfølgelig præget af den korte form og af, at en kronik gerne skal være både dagsaktuel og pege ud over dagens trummerum. De bedste kronikker blev med jævne mellemrum samlet i bøger, og voilá: Jensens myter var skabt. Selv definerede han genren som en tekst, der forbandt nuet med evigheden – lidt ligesom kronikken perspektiverer avisens daglige trummerum. Forbindelsen er mere end tydelig, når man først har øje for den.

Hund i et spil kegler
Desværre betyder Handestens sociologiske blik også, at bogen gør for meget ud af de (ikke helt få) værker i Jensens produktion, som er kedelige og ligegyldige.
Himmerlandsfortællinger bliver overstået på et par sider. I det perspektiv er det en regelret fejldisposition, at det sene, populærvidenskabelige makværk Aandens Stadier analyseres side op og side ned, blot fordi det fører til akt nummer 200 i Jensens avisfejder med datidens intellektuelle elite. Og i øvrigt underbygger Handestens pointe om, at den sindige jyde var en hund i et spil kegler, når det galdt den dannede københavnske offentlighed.
Det skal ikke skygge over, at denne nye biografi er god og underholdende – og rigt illustreret, blandt andet med en række satiriske tegninger af Jensens skarptskårne og brillebeklædte ansigt. På sin egen diskrete facon fornyer Handesten den biografiske læsnings metoder. Og efter endt læsning er konklusionen klar og velunderbygget: Manden var ikke sine værker værdig.

*Lars Handesten: Johannes V. Jensen. Liv og værk. 516 s., 395 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her