Analyse
Læsetid: 5 min.

Amerikas 51. stat

18. november 2000

I den nuværende konflikt betragter palæstinenserne USA som solidt plantet på Israels side, og bekriger det amerikanske monopol på mæglerrollen.

Intifada 2000TEL AVIV – »Det er mit ansvar at sørge for at vor politik i Israel stemmer overens med vor politik i resten af verden; herudover er det mit ønske at hjælpe med at bygge en stærk, velhavende, fri og uafhængig stat i Palæstina. Den må være tilstrækkelig stor, fri og stærk til at gøre dens befolkning self-supporting og sikker.«
Disse ord udtalte USA’s præsident Truman i en tale i oktober 1948. Da var krigen, som israelerne kalder uafhængighedskrigen og palæstinenserne al nakhba (katastrofen), allerede i gang, hvorved 73 procent af det territorium, som Truman kaldte Palæstina, blev til Israel.
Det blev en efter regional målestok overmåde stærk stat, i både økonomisk og militær forstand, hvilket ikke skete helt uden amerikansk medvirken. Ikke uden grund kaldes Israel ofte – til israeleres store fortrydelse – ’den 51. amerikanske stat’ og forholdet mellem de to er en vigtig faktor i USA’s rolle i Mellemøsten og i den nuværende israelsk-palæstinensiske konflikt.

En væsentlig del af trækkraften i de israelske jernbaner er stadig tunge og solide godslokomotiver, som den amerikanske regering i 50’erne sendte til den unge jødiske stat som del af en bistandspakke. Selvom Israel for længst burde være i stand til at købe sine egne lokomotiver og andre daglige fornødenheder af både civil og militær art, fortsætter den amerikanske bistand.
I finansåret 2000 har Israel således modtaget knap 3 milliarder dollars – omkring 40 procent af USA’s samlede økonomiske støtte til andre stater. 949,1 millioner af de amerikanske midler går til generel civil bistand og 1,92 milliarder til militære indkøb.
Ganske vist skal 75 procent af militærbistanden bruges på køb af amerikansk produceret materiel, men den er ikke desto mindre ganske rundhåndet. Siden de første 171 amerikanske bistandsmillioner i 1951 har Israel modtaget godt 90 milliarder dollars, og selvom Israel i 1998 selv foreslog at aftrappe bistanden over en ti-årig periode, er der ingen synlige tegn på at dette kommer til at ske.

Israel fylder godt i amerikansk udenrigspolitik. Det netop overståede, men ikke afgjorte, præsidentvalg var faktisk noget af en undtagelse ved at Mellemøsten ikke var nogen betydelig sag i valgkampen. Ingen af de to kandidater har heller brugt en mulig flytning af den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til det omstridte Jerusalem som argument overfor vælgerne.
Imidlertid vil der næppe gå ret lang tid, før George Bush eller Al Gore har installeret sig i det ovale værelse før det samme vil ske, som overgik Clinton for otte år siden: den oprindelige hensigt primært at beskæftige sig med indenrigspolitiske sager vil vige for udenrigspolitikken, hvilket lige nu vil sige Mellemøsten.
USA’s strategiske interesser i Mellemøsten baserer sig på Israel, lige fra havnen i Haifa, hvor krigsskibe har fast anløbsplads, til overordnede politiske forhold.
Samarbejdet tog tydelig form under golfkrigen i 1991, hvor irakiske scud-missiler ramte israelske mål. I den forbindelse rykkede USA ind med militært isenkram og gjorde i endnu højere grad end tidligere Israel til hjørnestenen i den amerikanske tilstedeværelse i Mellemøsten.

Palæstinensernes selvstyreformand Yasser Arafat og resten af den arabiske verdens ledere kaster skæve blikke til det israelsk-amerikanske parløb. I den nuværende konflikt betragter palæstinenserne USA som solidt plantet på Israels side, og når demonstranter på Gazastriben afbrænder israelske flag til pressefotografernes ære følger Stars and Stripes ofte med i købet.
Når Arafat derfor i disse dage udtrykker tillid til Bill Clintons vilje og evne til at løse konflikten, inden han forlader Det Hvide Hus den 20. januar, er det ikke udtryk for palæstinensernes egentlige hensigt. Selvstyreformanden nærer intet håb om, at USA vil kunne nå noget resultat og bekriger derfor det amerikanske ’monopol’ på konfliktens mæglerrolle. Han ønsker at inddrage partnere som FN, de europæiske stater, Rusland, Kina og ikke mindst ledere fra den arabiske verden.
I hans øjne ligger USA under for »den jødiske lobby«, som selvom den kun mønstrer godt 2 procent af den amerikanske vælgerbefolkning har en stor indflydelse.
Det muslimske topmøde i Qatar i sidste weekend forklarer meget. Det var planen, at man skulle have brugt tre dage på at drøfte situationen i Mellemøsten, men løb på andendagen ud for mere at snakke om.
Man nåede til hurtig enighed om en bred fordømmelse af både Israel og USA.
Irak går forrest i kritikken af USA, som er initiativtageren bag den internationale embargo mod styret i Bagdad. Libyen ligger også under for amerikanske sanktioner, og Sudan har mærket USA’s militære overmagt ved bombningen af kemiske fabrikker i hovedstaden Khartoum for nogle år siden. Yemen deler skæbne med Sudan som amerikansk mistænkt for at huse terrorister, hvilket bombeangrebet mod det amerikanske krigsskib USS Cole i Adens havn i slutningen af september kun bidrog til at øge.
Både Iran, som havde formandskabet ved topmødet, og Syrien har store udeståender med USA.
»Budskabet er, at vi ikke kan stå passive og se til,« sagde den iranske udenrigsminister Kamal Kharrazi og rettede hovedparten af sin kritik mod USA.
»Clinton-administrationen har ført en særdeles Israel-venlig politik,« siger direktøren for den palæstinensiske forskningsinstitution Center for Palestine Research and Studies, Khalil Shikaki.
»Dette har vendt store dele af den arabiske verden imod amerikansk indflydelse i regionen. En ny form for pan-arabisme er ved at opstå, og den samler sig om det palæstinensiske spørgsmål. Flere forskellige begivenheder i Mellemøsten gør, at den muslimske verden kan finde ny enighed, og denne samles i disse tider omkring støtten til palæstinenserne.«
Shikaki indrømmer at mange arabiske stater egentlig ikke interesserer sig for palæstinenserne, men bruger den nuværende konflikt til at finde en fælles front mod USA.

På israelsk side er man fuldt klar over dette forhold, og derfor holder man fast med næb og klør i den amerikanske støtte. Set med israelske øjne ville det være noget af en katastrofe at se andre partnere i fredsprocessen, for dette ville betyde en tilsidesættelse af et strategisk samarbejde, som statens overlevelse bygger på.
Derfor er den mellemøstlige udvikling fastlåst i en voldscirkel, som ingen tilsyneladende kender nogen vej ud af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her