Læsetid: 4 min.

Angola kan selv

2. november 2000

Kritikerne kræver den internationale hjælp til Angola standset, fordi den støtter en dybt korrupt regering. Men andre mener, at hjælpen bringer fremskridt

Problemerne
LUANDA – »Den internationale hjælp ødelægger. Den styrker regeringens evne til ikke at levere varen. Angola er selv i stand til at skaffe den hjælp, som det internationale samfund kommer med,« siger journalisten Rafael Marques, der er en af den ango-lanske regerings kritikere.
»Jeg synes, at det internationale samfund skulle standse hjælpen og i stedet gøre Angolas regering ansvarlig over for befolkningen,«siger Rafael Marques.
»Et land som Angola, der kan sende soldater i krig i andre lande, kan klare sig selv,« siger han. Angola spiller en nøglerolle i regionen og har sendt soldater til nabolandet Den Demokratiske Republik Congo for at støtte præsident Laurent Kabila, der kæmper mod oprørssoldater støttet af Uganda og Rwanda.
Men Angola har også i 25 år haft sin egen borgerkrig. Efter at den blussede op for et par år siden, har mange hundredtusinder indbyggere i Angola været stærkt afhængige af nødhjælp, som FN og andre nødhjælpsorganisationer flyver ind til de større byer. Her er hundredtusinder af flygtninge drevet ind fra krigen i landområderne.

Olie og diamanter
Krigen i Angola handler ifølge Rafael Marques mest om de rigdomme, som ligger i jorden og i havet ud for Angola, og som gør landet til et af de mest ressourcerige i Afrika.
Regeringen i Angola tjener godt på olien, som allerede i dag udgør syv-otte procent af USA’s olieforsyning, mens oprørsgruppen UNITA får sine våben betalt af store diamantforekomster.
Regeringshæren kontrollerer de vigtigste dele af Angola: kyststrækningen med hovedstaden Luanda og de store provinsbyer.
Selv om den angolanske udenrigsminister Joao Miranda lige har været i Danmark for opfordre danske firmaer til at investere i landet, tror kritikerne ikke på regeringens hensigter.
»Regeringen er slet ikke interesseret i investeringer. Den er tilfreds med at sælge ud af råstofferne. Den er slet ikke interesseret i at udvikle Angola. Flere ministre har deres koner og børn boende i udlandet,« siger Rafael Marques.
»Regeringen bruger krigen som undskyldning. Den vil altid skabe en situation, så UNITA bliver ved med at kæmpe. Med UNITA som trussel slipper regeringshærens generaler for at overgive de diamantminer til folket, som de erobrer fra UNITA. De elsker krigen,« siger Rafael Marques.
Regeringen i Angola støttes af Vesten, som har olieinteresser i landet. UNITA er derimod ramt af internationale sanktioner, fordi oprørerne har saboteret fredsforhandlingerne.
Kun på et område er den humanitære hjælp vigtig ifølge Rafael Marques. »Den er et udtryk for solidaritet mellem folk. Men i Angola, hvor vi har en ond regering og en ond krig, vil de kæmpe i 25 år, hvis de får hjælp udefra.«

Dyr udvikling
Også hjælpearbejdere i Angola mener, at landet kunne betale en større del selv.
»Den tunge udvikling kan Angola godt selv klare,« siger Frode Kirk, der leder Dansk Flygtningehjælps arbejde i Angola.
Han peger især på, at Angolas regering kunne sørge for at udbygge veje og lignende til provinser, hvor der er miner. Han og andre hjælpearbejdere mener også, at man kan udvikle områder, der ikke er ramt af krig som kystområderne med blandt andet hovedstaden Luanda.
Til næste år bliver hjælpen til de mange flygtninge i Angola kraftigt formindsket. De har bl.a. med Dansk Flygtningehjælps mellemkomst fået jordlodder og såsæd, så de skulle kunne klare sig uden nødhjælp.
Danmark har siden 1996 ydet Angola overgangsbistand, som gives til lande, der for eksempel er ved at få demokrati. Men en del af hjælpen blev lavet om til humanitær bistand, da krigen blussede op i 1998. Med udgangen af i år holder den danske overgangsbistand til Angola op, mens den humanitære bistand fortsætter.
»Vi skal hjælpe der, hvor der er nød. Med hensyn til den videre udvikling skal man satse på bløde sektorer som at udvikle demokratiet og sørge for bedre uddannelse,« siger Frode Kirk.
»Men man skal passe på med bare at pøse udviklingsbistand ind i Angola. Man skal stille krav om bl.a. åbenhed, så man ved, hvad regeringen bruger sine olieindtægter til.«
»Problemet er også, at det er meget dyrt for en hjælpeorganisation at arbejde i Angola,« siger Frode Kirk, der forklarer, at Dansk Flygtningehjælp betaler 30.000 kroner om måneden for et beskedent tre-etagers rækkehus i Luanda.
Olieindustrien og hjælpeorganisationerne er ofre for smarte bolighajer.
»De ved, vi er så interesserede i at arbejde her, at vi betaler, hvad det skal være,« siger Frode Kirk.
Hjælpeorganisationerne er fritaget for at betale afgifter af den nødhjælp, de bringer ind i Angola. Til gengæld skal de betale omkring 1.000 dollar – knap 9.000 kroner – til lokale firmaer for at flytte en container få hundrede meter fra havnen.
»Det er et vanvittigt beløb,« siger Frode Kirk. »Når det er så dyrt i Angola, betyder det, at vi kan bruge vores nødhjælps- og udviklingspenge bedre i andre lande.«

Tendenser til demokrati
Andre ser dog positive tegn i Angola.
»For første gang er Angolas regering i år gået med til at hjælpe sine egne flygtninge,« siger Zoraida Mesa, der er chef for UNDP – FN’s Udviklingsprogram – i Angola. Regeringen i Angola satte tidligere i år knap 500 millioner kroner af til nødhjælp.
»Vi ser tendenser til demokratisering i Angola,« siger Lars Andersson, der leder hjælpeorganisationen Ibis’ kontor i landet. Men han er også kritisk over for regeringens vilje til at hjælpe sine egne.
»Hvis vi trak os ud, tror jeg ikke på, at Angolas regering ville gøre noget for befolkningen,« siger han.
»Hvis der virkelig var interesse for fred her, så ville det også komme.«
Han peger også på, at der er dyrt i Angola.
»Men det er op til Danida og de danske skatteborgere at afgøre, om det er pengene værd,« siger Lars Andersson.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her