Læsetid: 6 min.

Arrogant kampskrift

23. november 2000

David Favrholdts kunstteori er et stykke dogmatisk propagandafilosofi med ti bud og mange fordømmelser

Æstetik
Filosofiprofessor David Favrholdt har skrevet en bog om filosofisk æstetik, men kan den tages alvorlig, når det hævdes, at konceptkunst og happenings aldrig kan blive kunst? Hjælper det, at uddrivelsen bygger på en påstand om, at Favrholdt i mødet med den ’rigtige’ kunst inden for opera, ballet, klassisk musik, billedkunst og film har fået en ’kunstoplevelse’, som han finder bekræftet gennem samtaler med kunstnervenner siden 1950’erne og analyser af andres beskrivelser af samme type åbenbaring? Og nytter indvendinger, når det understreges, at man kun ved, hvad der tales om, hvis man selv har oplevet den, fordi man så ikke vil være i tvivl om rigtigheden af Favrholdts påstand?
Derfor har filosoffer, der begår sig inden for den filosofiske æstetik, ofte misforstået alt, fordi de åbenlyst ikke kender den pågældende oplevelse. For ikke at nævne dem, der heller ikke har haft oplevelsen og alligevel – som agenter i kunstinstitutionen – tillader sig at filosofere over kunsten uden de nødvendige filosofiske kundskaber.
Enten er man med forfatteren og forstår bogen, Æstetik og filosofi, der ikke skulle være vanskeligere end, at den kan »læses og forstås uden særlige faglige forudsætninger«, eller også må man resignere og erkende manglende filosofiske kundskaber og fornemmelse for kunst. Eller måske blasfemisk spørge: Hvordan kan det gå så galt?

Ti kunstparametre
Æstetik og filosofi præsenterer det filosofisk-æstetiske felt, sådan som Favrholdt ønsker at se det. Spekulative filosoffer, der repræsenterer Aesthetik von oben ryger ud uden anden argumentation, end at de er spekulative, fordi det, Favrholdt selv vil tale om, i virkeligheden er meget enkelt. Han definerer blandt andet æstetisk oplevelse, som vel og mærke ikke er selve kunstoplevelsen, selv om det æstetisk-smukke indgår i den. Og han ønsker et opgør med udbredte forsøg på kunstdefinitioner, der generelt kritiseres som »institutionsteorien«, som ifølge Favrholdt tillader alt at være kunst.
I stedet bør Favrholdts egen parameterteori anvendes for at skelne mellem kunst og ikke-kunst. Et kunstværk skal således vurderes efter ti parametre, der defineres bag betegnelserne integration, mangfoldighed, teknik, personpræg, gentagelighed, intellektuel appel, emotionel appel, anden appel og det uudsigelige budskab. I bedømmelsen kan kunstværket ved hver parameter få mellem 0 og 10 point, og kommer det lige op over 20 point, er det »solidt håndværk med visse kunstneriske kvaliteter«. For at blive »stor kunst« skal det tildeles mindst 60 point.
Systemet er ifølge ophavsmanden fleksibelt, idet man godt kan aftale en anden grænse mellem kunst og ikke-kunst, man kan også anvende et andet pointsystem, visse parametre skal måske vægtes højere end andre, og inden for de enkelte parametre kan et værk godt score bundkarakter og stadigvæk betegnes som »stor kunst«.
Derudover diskuterer bogen læreprocesser og kunstnerisk dømmekraft, musikkens særkende samt kunstværkets ontologiske status, hvor relationen mellem struktur og materiale forsøges indkredset.

Salonmodernisme
Bogen er et arrogant kampskrift for et salonmodernistisk kunstbegreb, der udspringer af et romantisk grundsyn. Favrholdt betragter dog ikke sig selv som reaktionær, men i stedet på linje med miljøforkæmperen, der vil befri madvarer for bly- og kviksølvforurening. Men han er nu reaktionær alligevel, og han er tillige så frelst, at det hele bliver for målrettet filosofi. Undervejs amputeres tanker, tekster og synspunkter for at kunne indpasses i Favrholdts filosofiske system langt flere steder, end det kan gengives her.
Selv om parameterteorien præsenteres som en nyskabelse, kan man møde forgængere inden for alle kunstarter. Favrholdt peger selv på Roger de Piles’ Balance des peintres fra 1708, som anvender parametrene: Komposition, tegning, farve og ekspression. Den afvises dog med, at de Piles vurderer kunstnere, hvor Favrholdt selv vurderer enkeltværker. Det er en tankeløs afvisning i betragtning af, at det er vanskeligt at forestille sig, at de Piles ikke har foretaget vurderinger på baggrund af enkeltværker. Og selvfølgelig kan parameterteorien bruges til at beregne en kunstners gennemsnit. Hvorfor skulle Statens Kunstfond, hvis pengeforbrug flere steder ligger Favrholdt på sinde, ikke gøre det, hvis den var anvendelig?
Favrholdts ti bud hjælpes på vej af kunsthistorikeren Jacob Wambergs indkredsning af et romantisk kunstsyn. Favrholdt vender flere steder tilbage til dette, men nævner på intet tidspunkt, at det netop drejer sig om en romantisk opfattelse. Favrholdt konstaterer endda, at Wamberg har haft »en personlig kunstoplevelse«, men undrer sig ikke over, at – overløberen? - Wamberg tager det forkætrede antiromantiske spor, der spiller på »institutionsteorien«, meget alvorligt. Så alvorligt, at den pågældende artikel, Favrholdt citerer, pejler en tid efter kunsten, og således hverken deler Favrholdts opfattelse eller tror på en uforanderlig kunstoplevelse.

Hulekunst
Når der kan tales om en tid efter kunsten, kan der også tales om en tid før kunsten, men det interesserer heller ikke Favrholdt, fordi palæolitiske hulemalerier tæller som billedkunst. Er samtidige månenotationer på knogler så digtekunst? Eller er hulemalerierne ikke snarere piktogrammer, ligesom man senere møder andre former for skrift/billedsystemer, der forudsætter andre afkodningsformer end Favrholdts finmodernistiske, hvor kunstarterne på den ene side er distinkte og på den anden side – bagom alle åbenlyse forskelle – alligevel deler et fælles overordnet oplevelsesregister, hvis det er rigtig kunst? Kant tæller veltalenhed blandt kunstarterne, men det afviser Favrholdt som irrelevant, selv om også andre historiske anvendelser af ’kunst’ inkluderer fænomener, som Favrholdt ikke anser for kunst, ligesom historiske ’kunstoplevelser’ kan klassificeres meget forskelligt.

Spekulativt
Der findes kunst, som problemløst indskrives i parameterteorien. Der findes også en lang række oplevelser forårsaget af ’ikke-kunst’, der let opnår 20 point, hvorfor Favrholdt må rode sig ud i spekulative, men også reduktionistiske tanker om forholdet mellem struktur og materiale, der nødvendiggør, at noget i værket gør det til kunst. Hensigten er også at eliminere den kunst, der ikke skal indskrives, især fra det 20. århundrede, hvor det er gået helt galt: Konceptkunst, ready-mades og happenings afvises uden særlige nuancer som provokatoriske, og provokationen, filosoferer Favrholdt sig frem til, kan bestemt ikke bruges som kunstparameter.
Det er derfor et endnu større problem, at der findes teoridannelser, som er i stand til at indlemme disse aktiviteter i kunstinstitutionen. Så kan alt jo blive kunst, besværger Favrholdt flere gange i sin kritik af »institutionsteorien«: »… i og med man er blevet accepteret som kunstner inden for institutionen, kan man foretage denne dåbshandling på egen hånd.«
Her mister Favrholdt igen besindelsen, når han overser kunstnerens hensyn til de institutionelle spilleregler. En gang kunstner er ikke lig med altid kunstner. Nogle kunstnere opgiver karrieren, andre kan måske ikke leve op til kunstnersamfundets betingelser. Disse betingelser er dels formelle, dels informelle i den forstand, at kunstneren foretager en handling, der behøver kunstinstitutionens accept der, hvor den foretages.
Inden for kunstinstitutionen er der plads for flere samtidigt eksisterende kunstbegreber, og »institutionsteorien« i f.eks. George Dickies udgave skal ikke anvendes kvalitativt (à la »så kan alt jo blive til kunst«). Den er tværtimod et praktisk arbejdsredskab til at beskrive relationer og praksisser, der er ustabile og til dels modsætningsfyldte. En institutionel tænkning hjælper til at forstå, at der findes kunst, som kan vurderes efter særlige oplevelsesparametre, anden kunst efter andre parametre, og desuden kunst, som slet ikke bør vurderes. Der findes kunst, som er politisk, sanselig, teoretisk, provokerende og/eller forgængelig, og kunst, som slet ikke vil være kunst eller oprindelig var noget helt andet osv., osv.
Favrholdts bog er ikke for rindalister, men frelste salonmodernister, der tror, de bevæger sig mod lyset, mens alle øvrige er fortabte, hvis de ikke omvender sig. Det nytter derfor ikke at gå ind i en diskussion på Favrholdts præmisser.
Han har et mål, og han er parat til at sætte meget over styr for at nå det.

*David Favrholdt: Æstetik og filosofi. Seks essays. 222 sider, 248 kr. Høst

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu