Læsetid: 7 min.

Avantgarden som institution

11. november 2000

Den amerikanske billedkunstner og kritiker, David Humphrey, har gæstet Danmark. Det gav anledning til en munter samtale om kunst og kunstnere efter det postmoderne

Kunstsamtale
Risallitten er Kunstakademiets kantine på Charlottenborg. Man går ind ad en snæver gang, forbi en sødt smilende kantinedame, og kommer til en smukt proportioneret stue, med udsigt over Kongens Nytorv. Her sidder elever, personale og sortklædte professorer hver dag ved middagstid og diskuterer kunstneriske spørgsmål mens de spiser. Som man har gjort det i næsten 250 år, Akademiet har eksisteret.
David Humphrey er en høj og slank mand, der smiler imødekommende; vi sætter os i et tomt rum for at tale om billedkunst, kritik og kunstuddannelse. Det virker umiddelbart højtideligt og iscenesat. Vi sidder over for hinanden ved et lille bord i et stort rum. Humphrey spiser, min veninde kommer med the. Men stemningen bliver straks let og munter – og vi har meget at tale om.
– Der er en diskussion for tiden om den omvæltning, der sker med samfundet: Nogen mener, det er en undergang, og andre ønsker bare at komme i gang med det nye. Hvor står du i denne diskussion?
»Jeg ser dem, der beskriver forandringen som en undergang, som nostalgiske, deres position er at længes, og jeg ville gerne spørge til den længsel. Hvad er det, de længes efter, findes den fortid, de taler om overhovedet? Og hvorfor længes de? Men de andre længes også. De har en tilsvarende nostalgi for fremtiden, og man kan stille de samme spørgsmål til dem. Hvorfor er det egentlig vi er nostalgiske, om det så er for fortiden eller fremtiden? Og er længslen ikke baseret på fantasier? Den fortid de nostalgiske henviser til, har aldrig eksisteret, og den fremtid, optimisterne drømmer om, kommer ikke til det.«

Skolerne og det radikale
»Det er jo sådan, at kunstskolerne underviser i radikalisme. De har påtaget sig den rolle, at fastholde en kritisk og evigt opløsende kunstnerrolle, det vil sige, det er blevet etableret at være radikal, at forkaste det gamle. Man sidder som lærer og siger ’den er fin, men kan du ikke presse den lidt?’ Det er selvfølgelig godt at fastholde det kritiske, men det tager til en vis grad brodden af det radikale, at det er blevet en del af institutionen. Man har en forventning om, at kunstneren er radikal, både socialt og kunstnerisk. Måske bliver denne forventning en tvang?«
»Det har også med markedsværdi at gøre. Markedet har selvfølgelig brug for en stadig forandring, for nye positioner. Måske er det derfor der har været en konstant påstand om kunstens død i de sidste 50 år. Jeg mener, der er museer, der er fyldt med ’det sidste kunstværk’, hundredevis af dem!«
– Jeg ved at dette spørgsmål, i en lidt anden drejning, har optaget Claus Carstensen i hans tid som professor, er det noget eleverne taler om?

Fællesskab i musikken
»Nej, eleverne her er som dem, jeg har mødt i USA. De er meget personlige omkring deres arbejde. Man spørger, hvorfor de gør noget, og de svarer ’det føler jeg’. Det er vist noget typisk i tiden. Og når jeg har mødt den modsatte position, har det heller ikke virket rigtigt. Jeg var på en skole, hvor eleverne skulle redegøre for alle bevægelser, og deres arbejder blev til en slags opgaver. Først skulle de beskrive en hensigt, så skulle de lave et arbejde, og så skulle beskueren kunne aflæse hensigten fuldstændig af værket. Det ville jeg ikke bryde mig om, jeg kan godt lide, når nogen finder noget, jeg ikke selv har tænkt i mit arbejde.«
– Så er eleverne helt løsrevne fra fællesskabet?
»Deres fællesskaber er jo knyttet til musikken, sådan har det været længe... da jeg var ung... ja, du ved: Hvis der er en rå punker, så er der én måde tingene sker på, og hvis det er en cool techno-type er der noget andet.«
– Ja, og de er ekstremt konservative, de former, og de er globale, det er tankevækkende. De bekymrede taler jo meget om, at de nationale fællesskaber opløser sig.
»Jeg synes nu det nationale virker meget stærkt her i Europa. Alle europæere er meget optagede af at afgrænse sig nationalt og regionalt. Du ved, danskerne taler om svenskernes og tyskernes mangler, italienerne er ude i endnu mindre enheder, det er nærmest hver landsby de har en mening om.«
– Nå, ja. Det er sandt. Men betyder det noget for kunsten?
»Nej, men der er alligevel utrolig meget forskelligt på færde i kunsten. Der er virkelig mange forskellige mulige udtryk lige nu – over hele verden. Og der er ikke noget enkelt område, der er det rigtige.«

Kunstnerisk kunstkritik
– Du arbejder også med kunstkritik?
»Ja, jeg skriver jævnligt en New York e-Mail til ArtIssues. Som regel vælger jeg tre udstillinger og skriver om dem i en sammenhængende artikel.«
»Mange kunstkritikere er enten journalistiske eller kunsthistoriske i deres tilgang. Men jeg skriver hverken for at finde en historie, eller for at indplacere tingene i en kulturel kontekst. Jeg skriver for at forstå. Jeg vælger udstillingerne ud fra om de har temaer, der optager mig på det tidspunkt. Det vil sige, der kan være et tema jeg kæmper med i mit eget arbejde, og så skriver jeg mig ind i det gennem disse tekster.«
– Hvordan vælger du, hvad du skal skrive om, ser du alle udstillinger?
»Ja, jeg ser alle udstillinger, og så vælger jeg tre, der optager mig. De behøver slet ikke at ligne hinanden umiddelbart. Jeg synes det er interessant, at der kommer en slags rum mellem dem – jeg peger på tre ting, der tilsyneladende ikke har nogen sammenhæng, og så opstår der en sammenhæng, som læseren kan tage til sig eller lade være. Det er egentlig en slags kurator- eller digterrolle. Jeg fælder ingen domme, det er slet ikke det det drejer sig om.

Pop uden ironi
– Du er selv maler...
»Jeg laver også skulpturer. Jeg finder sådan nogle små figurer og stiller dem sammen, ligesom i malerierne. Hvis du ser på den serie, der hedder Love Teams, så er det billeder, der ikke hører sammen, der er sat sammen i et arkadisk landskab. Det er nogle billeder, der handler om forhold, om kærlighed. Om hvordan vi ønsker at smelte sammen, men ikke kan det. Der er altid noget der stikker udenfor, og ikke passer ind. Det har jeg prøvet at male på den her måde, hvor figurene ikke passer sammen eller ind i landskabet. Eller hovedet og kroppen kommer fra forskellige billeder.«
– Det er fundne billeder?
»Ja, alle mulige billeder.«
– Men jeg synes ikke, jeg ser nogen ironi i din brug af pop?
»Nej, netop, ingen ironi. Det er bare billeder, eller måske snarere billeder fra vores fælles billedverden. Det er måske en typisk postpostmoderne strategi, ud over og forbi ironien. Vi kender allesammen de billeder, så det bliver snarere en slags typer.«
– Det er jo nærmest klassisk. Du får det til at se ud som om den mest radikale kunstneriske handling er ikke at være radikal.
»Måske. Der er jo noget med at det gælder om at genskrive reglerne, gå i mod alt, og så komme på museum. Det virker lidt mærkeligt. Der sker noget med værker på et museum. Ens sanser bliver jo skærpet, det er ligesom stoffer... Museet som hårdt stof!«

Stoffet
– For nu at vende tilbage til det væsentlige: Det er som om, stoffet spiller en stor rolle i dit arbejde?
»Hvilket stof, fortællingsstoffet, eller malingen?«
– Begge dele, eller det hele: popkulturen som stof, dine personlige fortællinger, og maleriets eget stof!
»Ja, Jeg har lavet de her billeder i mange år, som er lavet med udgangspunkt i nogle billeder, jeg tog som dreng til familiefester og sådan noget. Så malerierne handler om familien og om forhold i familien. Så har jeg scannet dem ind i photoshop og gjort forskellige ting med dem. Og så malet på det. Der er for eksempel et billede, hvor jeg ferniserede det, til det var helt hårdt og blankt. Så hældte jeg opløsningsmiddel ud over i en plamage. Så opstod der sådan nogle små prikker, der talte med de prikker, jeg allerede havde malet i billedet. Det minder mig om en petriskål med en eller anden bakteriekultur i.
(Billedet hedder Christmas 1962, og består af flere lag af billeder, et snapshot, et underligt rosarødt legeme, den blanke fernis og så den store klat, David Humphrey beskriver, red.).
Der er noget magisk ved at male. At male erindringer er en måde at forbinde sig med dem, det er hengivent, som i religiøse handlinger. Og i det spiller processen og det taktile en stor rolle.«
»Jeg er fascineret af amatørers maleri. Der kommer denne hengivenhed tydeligt frem, og jeg forsøger at male, som en amatør. Men det er jeg ikke. Billerne er uundgåeligt også en del af maleriets tradition, som for eksempel med landskaberne i Love Teams. Der er nogle vilkår ved maleriet, der knytter det til traditionen – se bare lærredet og rammen. Og de bliver en del af det sprog man taler i.«
– Det lyder heller ikke så ironisk igen.
»Nej, ingen ironi.«

David Humphrey
Billedkunstner og kunstskribent ved L.A. Magazine. Født 1955 i USA. Bor i New York, og laver malerier og skulpturer med udgangspunkt i emner, han finder omkring sig. Han har netop været gæsteprofessor på Kunstakademiet, tilknyttet Claus Carstensens skole.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu