Læsetid: 7 min.

Nu begynder symfonien

15. november 2000

Per Nørgård modtager torsdag aften Wilhelm Hansens Komponistpris på 100.000 kroner. ’Mit projekt med at lave musik er på en eller anden måde at finde ud af mig selv,’ siger komponisten, der med alderen har oplevet en større åbning mod omverdenen

Klassisk
Oppefra Per Nørgårds lejlighed tager et uimødekommende og gråmeleret novembervejr på Nørrebro sig ganske smukt ud. Fra femte-salen er der udsigt over Assistens Kirkegårds varmt polykrome efterårs-træer, og trafikhelvedet på gadeniveau er forvandlet til en mere samlet, overskuelig lydmasse.
Komponisten fortæller om denne ejendom, der i over en menneskealder har tilhørt familien og om den brudekjole-forretning, som forældrene i mange år drev i stueetagen.
Nørgård peger ud ad vinduet. Han har gået tur på Assistensen igennem hele sin barndom, og i dag er begge hans forældre begravet på denne kirkegård. Uanset influenza og hjemmesutter har Nørgård en særlig og næsten ophøjet ro, og jeg opdager, mens vi står ved vinduet, at jeg lytter til ham med hænderne foldet bag ryggen.
På trappetrinene op til Nørgårds arbejdsrum ligger der løse nodeskitser i en uigennemskuelig orden. For den udenforstående et lille kaos, som fortsætter i de to loftslokaler, der udgør komponistens værksted. I det ene rum står et flygel midt på gulvet omkranset af partiturer, bøger, fotos og løse nodeblade lagt i uendelige rækker på et langt arbejdsbord og videre ud på gulvet.
I det andet rum står noget teknisk isenkram: En computer og to keyboards. Her er også en lang reol med nodepartiturer til næsten al Nørgårds musik. Der er en hylde til hvert års produktion, enten i originale eller trykte udgaver. Første hylde er mærket 1952 og nogle meter længere henne er Nørgård i sin omfattende arkivering nået til midt i halvfemserne.

Dyb vrede
»Jeg kan blive helt træt, når jeg ser på alt, hvad jeg har komponeret, selvom jeg ikke føler mig særligt flittig. Men der må være en energi, for jeg har åbenbart skrevet så vældig meget, og dén, tror jeg, udspringer af en dyb vrede. En vrede, som er meget forståelig, hvis du ser min biografi i forhold til det sidste århundrede. Jeg er født i 30’rne, da Hitler og Stalin gjorde deres magtovertagelser. Som seks-årig kunne jeg læse avisen og sprang op hver morgen, når Berlingeren kom ind ad brevsprækken. Verden var i brand. Jeg havde en globus stående, og jeg så den omgivet af flammer. Så kom besættelsen og selve krigen. I ’45 gik jeg i skole lige ved siden af Den Franske Skole, og vi sad i kælderen og hørte bomberne komme nærmere og nærmere. Vi var sikre på, at vi skulle dø. Så holdt krigen op, og derefter kom atombomben og så brintbomben. Man var i tvivl om sprængningen af den første brintbombe i vand kunne danne en kædereaktion. Forestil dig dét – verdenshavene! Og så lå jeg i et sommerhus lige ved Greve Strand og hørte efter, om havet nu begyndte at sige ’shruummm’.«
»Derudover voksede jeg i øvrigt op i en stærkt mandsdomineret verden, hvor kvinden undertrykkedes. Det var meget svært at finde en manderolle, der passede. Jeg havde det utroligt svært med piger, også fordi jeg gik i en drengeskole, hvor jeg oplevede en sjofelhedsverden, som jeg slet ikke kunne klare. Derfor var jeg et yndet mobningsoffer.«
»Senere kom den kolde krig, terrorbalancen og i slutningen af 60’erne opdagelsen af, at hele jordens økologi var ved at gå til. Jeg samler alt det her, så du kan forstå, at det er vreden, der altid har været energien.«

Flertydighed og åbning
– Du har tidligere talt om en glasvæg mellem dig selv og naturen og om ikke at føle sig til stede i nuet. Er du med alderen kommet nærmere ’nuet’ og det umiddelbare?
»Det tror jeg nok. Vi har i den moderne verden en basal natur-fremmedhed, også f.eks. på det erotiske område. Det var særligt påfaldende i min egen ungdom, men den findes også i vor tid med de enorme forgrovelser af netop det erotiske. Mit projekt med at lave musik er på en eller måde at finde ud af mig selv. Det er jo ikke en konstruktion, jeg laver for at præsentere folk for et fait accompli. Det har faktisk medført, at der er kommet en større akuthed over for øjeblikket i min bevidsthed, end jeg tidligere har haft. Så det er faktisk en fantastisk oplevelse at blive ældre, kan jeg love dig. Jeg gør mig dog ingen illusioner om, at det ikke skulle blive sværere i løbet af de næste 10-20-30 år at komme igennem dagen. Som Ingmar Bergman siger, så er det også hårdt arbejde at blive ældre. Men selv antaget dét, så er der noget enestående i det tidsperspektiv, hvori de forskellige perioders samtaler med hinanden danner en meget større flertydighed og åbning over for omverdenen.«

Dyrke det utrolige
»Det går mere og mere op for mig, at hvert øjeblik er utroligt og fantastisk. Bare det at vi sidder her, to bevidste væsener. Altså, det ér utroligt! Og i stedet for bare at sige ’Nå, det er så utroligt, må jeg bede om en banan til?’, så kan man faktisk godt dyrke utroligheden. Og det vil sige, at du f.eks. åbner for en ufokuseret lytten bare på vej ned til postkassen på cykel. Du kan sagtens holde din kurs på cyklen, mens du prøver at holde denne defokusering. Det er svært at gøre det i bare tre-fire minutter. Prøv f.eks. nu at høre den der lyd fra gaden...’tschhh’. Det er ikke nok bare at registrere. Fra det øjeblik du starter med at lytte, så skal du sige ’nu begynder symfonien’, det vil sige, at du skal erindre det, der er og så sætte den i forbindelse. Så kan det være et helt eventyr at køre igennem byen. Der er overtoner, og der er pludselighed.«

At takke sin smådjævel
– Hvordan ser du kritikerens rolle i den kulturelle fødekæde?
»Hvis det er en kritiker, der har et æstetisk standpunkt, så er jeg lidt træt af det. De er så sikre på, at de altid forfølger det rette mål. Jeg kan ikke tage mig af, om en eller anden nu synes, at jeg er på rette spor. Der findes en amerikansk bog, som er udgivet i 1972, som fastslår, at jeg springer vildt afsted til alle sider, og at jeg om få år sikkert befinder mig på et mentalhospital. Men jeg synes da, at det er rart og sødt, at der skrives om én, det er da dejligt at få opmærksomhed. Jeg har jo haft en kritiker på nakken en stor del af mit liv, Hansgeorg Lenz, som skrev nogle virkelig modbydelige ting om mig. ’Vor hjemlige nar’ har han engang skrevet i en overskrift. Men jeg takker ham, fordi man skal takke sin smådjævel, der er på nakken af én. Det er den, der holder én i live. Den holder dig vågen og væk fra selvtilfredsheden.«

Publikum
– Overvejer du nogensinde det publikum, der ligger uden for den snævre indforståede elite, når du skal udtrykke dig kompositorisk?
»Det er i virkeligheden det publikum, jeg hovedsageligt henvender mig til. Jeg er jo Nørrebro-dreng, ikke? Der er ikke noget, der kan glæde mig meget mere, end når jeg går på gaden og bliver stoppet af en provotype – én som man ellers måske ville gå lidt udenom, du ved – og han så siger ’Du skriver sgu fed musik’. Men jeg går grundlæggende ud fra, at der ikke er nogen, der forkæler mig som komponist. Vagn Holmboe lærte mig, at jeg ikke skulle regne med at kunne leve som komponist. At jeg så har gjort det alligevel, har forbavset mig. Men det hænger jo også sammen med, at jeg ikke har haft et stort krav om hele tiden at have en fyldt lønkonto. Men det er basis for mig, at jeg provokerer, ikke fordi jeg fanden gale mig skal provokere. Og dog! Nu skal vi være ærlige, ikke?«
– Jo...
»Som barn var mit motto sammen med min bror, der skrev tekster til min musik, at vi skulle ’forvirre flest muligt mest muligt’. På en frugtbar måde, selvfølgelig ...«
Selv forvirres jeg i mild grad mod slutningen af samtalen, da Nørgård viser mig et tilfældigt udsnit af sin pladesamling, hvor Bartók og Wagner står side om side med navne som Bob Marley, Sanne Salomonsen og Grandmaster Flash.
Den tildelte tid er overskredet. Per Nørgård har talt i en lang, fascinerende strøm, hele tiden med smutture op og ned ad bifloder, og mit bånd er forlængst løbet ud. Vi udveksler plader, og Nørgård giver mig på vej ud en håndfuld grønne helsekost piller, hvis jeg skulle have overtaget hans influenza. Da jeg kommer ned på gaden igen, er det blevet mørkt og begyndt at regne, og jeg prøver at lytte efter.

*Wilhelm Hansens Komponistpris uddeles i Radiohusets koncertsal torsdag aften klokken 20 i forbindelse med Radiosymfoniorkestrets torsdagskoncert. Desuden uddeles priser til komponisterne Niels Rosing-Schow, Eva Noer Kondrup og Peter Bruun

*Ved koncerten opføres Per Nørgårds ’Symfoni nr. 6 - At the End of the Day’, Hans
Abrahamsens ’Nacht und Trompeten’ og Stravinskijs ’Suite af Ildfuglen’. Aftenens dirigent er Thomas Dausgaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu