Læsetid: 7 min.

Bekendelse og digt

3. november 2000

Kierkegaards liv spinder sig sammen med hans værk i én lang fortælling

Litteratur
Onsdag den 11. august 1841 returnerer Søren Aabye Kierkegaard sin forlovelsesring til Regine Olsen sammen med et afskedsbrev, der henstiller: »Glem fremfor Alt Den, der skriver dette; tilgiv et Menneske, der om han end formaaede Noget, dog ikke formaaede at gjøre en Pige lykkelig. / At sende en Silkesnor er i Østen Dødsstraf for Modtageren; at sende en Ring bliver nok her Dødsstraf for Den, som sender den.«
Søren Aabye ønsker, at Regine skal glemme ham, men det samme gælder ikke nødvendigvis hans afskedsbrev, som han finder så litterært vellykket, at det er en skam, om kun én læser skal have glæde af det. Joakim Garff, forfatter af Kierkegaard-biografien SAK, fortæller:
»Han rykker brevet ordret ind i Skyldig? – Ikke-Skyldig?, som bliver trykt i 525 eksemplarer i 1845 – og sikrer det dermed en større læserkreds. Og det er det selvsamme brev, som Regine havde fået overbragt af Kierkegaards tjener. Den hændelse er et blandt mange eksempler hos Kierkegaard på en kolossalt direkte omsætning af, hvad man kunne kalde virkelighed, til kunstnerisk form.«

Forfatterens død
Den biografiske Kierkegaard-forskning – og biografisk forskning i det hele taget – har længe været videnskabeligt omdiskuteret og ildeset. Tekstlæsernes trend har længe været, at enhver tekst skal kunne tolkes i sin selvstændighed, idet forfatterens egne forudsætninger og intentioner kun er interessante for læseren, for så vidt de er gået i opfyldelse i værket.
Nu udgiver Joakim Garff, lektor ved Søren Kierkegaard Forskningscentret, 790 biografiske sider. Om Kierkegaard, om hans strenge far, usynlige mor, hans få nære venner og hans elskede København med det dertil hørende guldaldermiljø af skarpe tænkere. Forud ligger ikke så få overvejelser om den forkætrede, biografiske form.

Pseudonym maskerade
»En af mange fordomme er jo, at enhver biografisk bestræbelse før eller siden ender i en reduktion af personens storhed – at man tager noget af den nimbus bort, som ellers udbreder sig nok så sirligt om Søren Aabye Kierkegaards hoved. Det, mener jeg, er den primære og voldsommeste fordom i forbindelse med en biografering af ham. Så er der nogle tekniske problemer, og dem er der mange af: Kierkegaard skriver pseudonymt, og hvor i alverden er han så? Er han der et sted inde i den store pseudonyme maskerade, er han der slet ikke, eller er han mon i virkeligheden bag hver enkelte pseudonyme maske? Jeg er nok mest tilbøjelig til at hævde det sidste.«
»Desuden skriver han tydeligvis meget tidligt med en bevidsthed om, at det, han skriver i sine journaler, skal læses engang i fremtiden. Det er formentlig et konstitutivt træk ved enhver tekst, at den så at sige har en læser indbygget i sig – men i Kierkegaards tilfælde udfolder der sig forbløffende tidligt et offentligt rum omkring teksterne, og det betyder igen, at han redigerer og retoucherer, så han præcist ved i hvilken positur han stiller sig an.«
– Hvad har fået dig til at stille dig op mod de fordomme?
»Blandt andet at man undertiden gør Kierkegaard mere abstrakt og paradoksmageragtig, end han behøver at blive. Han er jo svær nok i sig selv, så der er ingen grund til, at man har en forskning som gør ham endnu vanskeligere ved den arrogante gestus det er at ignorere manden selv. Det har generet mig noget. Og man kan jo se, hvor opslugte folk er af hans liv. Man kan stå og holde et foredrag, som tager udgangspunkt i noget hos Kierkegaard, den indirekte meddelelse eller kristendomsforståelsen eller forholdet til ditten og datten, og så, når man er færdig, så lyder første spørgsmål: ’Sig mig, havde han ikke en forlovet der hed Regine, jeg synes slet ikke vi kom ind på det? Og hvilken farve øjne havde hun, hvor boede hun henne, og hvordan gik det med hende?’ Så vælder det op alligevel.«
– Hvorfor tror du, man har den der biografiske trang?
»Jeg tror, det egentlig skyldes en god, sund, fornemmelse for, at der skal være en eller anden forbindelse mellem teori og praksis. Det er nok et dansk eller nordeuropæisk træk, som jeg egentlig finder meget sympatisk, så længe det ikke udarter sig til den rene teorifjendtlighed. At de abstrakte, filosofiske manøvrer skal have en eller anden form for objektivt korrelat, en slags køkkentrappe ned til virkeligheden.«

Privat bag pseudonymet
Brevet til Regine er et eksempel på, hvordan liv og værk konstant fletter sig sammen hos Kierkegaard. De pseudonyme værker er et andet.
– På et tidspunkt skriver du nærmest, at hvis man overhovedet kan tale om en virkelig Kierkegaard, så kommer han måske mere frem i sine pseudonyme skrifter end i sine journaler, som man umiddelbart kunne tro var det dokumentariske?
»Det er en af de omvendinger, jeg har forsøgt mig med i bogen, hvor jeg mellem linjerne fører en undertiden lidt polemisk samtale med dem, der ikke bryder sig om den biografiske genre. Kierkegaard bruger de pseudonyme skrifter langt mere personligt, undertiden privat, end man umiddelbart gør sig klart. Mens han omvendt, når han skriver sine journaler, godt ved, at der overhovedet i den genreforventning, hvormed man møder en dagbog, nok ligger, at manden her er meget personlig. Men i sine journaler skaber Kierkegaard distance og blækker ud og sletter og skærer fem sider ud med sin kniv og smider dem i kakkelovnen... I den pseudonyme tekst kan han være så privat, han vil, fordi han kan skrive under med et andet navn.«
»En af grundene til, at biografiskrækken har været næsten dobbelt paradoksal, når det gælder Kierkegaard, er den, at han aldrig i nogen af sine tekster kan forholde sig til noget, uden at han får sin person impliceret. Fordi han er så subjektivt lidenskabeligt optaget af, hvad der rører sig omkring ham. På den baggrund virker det så lige så naivt som horribelt, at man siger: ’ikke tale om, manden må vi ikke beskæftige os med’ – en mand der hele tiden tænkte sig selv med!«
»Bogen følger til en vis grad Kierkegaards egne, litterære fremstillinger af sig selv. Den egentlige Kierkegaard, det er ham, der udparcellerer sig i alle mulige former, eller hvis stærkt kaotiske og fragmenterede og besynderlige indre hele tiden søger ud i forskellige stemmer og positioner. Og det er den Kierkegaard jeg er optaget af, det er den Kierkegaard, jeg synes er den egentlige. Det er måske først hen mod slutningen, at han bliver en mere pointeret, præcis person, hvor han tilspidser sig i en slags polemisk pointe i forhold til det bestående, kirken osv. Ellers er han jo i mange år en kolossalt rummelig og vildt pendulerende person, som indoptager umådeligt mange forskellige dimensioner i sit væsen.«
– Du skriver ’med’ ham, men alligevel er biografen også fascineret af hemmeligheden? Du nævner teorien om, at familiens traume er frygten for en syfilis, som faderen skulle have pådraget sig i sine unge, vilde dage?

Hemmeligheden
»Ja – men den lader jeg jo også bare stå. Jeg er hverken interesseret i at dementere denne antagelse eller det modsatte – det kan næppe lade sig gøre. Så jeg vil hellere lade det stå som noget, der givetvis har været anledning til en permanent ængstelighed, men som også kan og skal bringes i spil med andre
teorier.«
– Men det må alligevel være lidt dragende med de der hemmeligheder?
»Ja, ja, det er det jo også! Det er da fascinerende, men jeg tror også, at en stor del af dragningen i forhold til en hemmelighed er, at man lader hemmeligheden være hemmelig. Hvis man trykkede magisteren hårdt nok på maven et eller andet sted ude i hans høje himmel, så hemmeligheden kom ud af munden på ham, ville man sige ’nå, var det det hele?’. Hvortil kommer, at jeg også tror, Kierkegaard afslørede den lidt efter lidt i sine pseudonyme værker. Jeg tror, at meget af det som foregår i navnlig Frygt og Bæven, Begrebet Angest og Skyldig? – Ikke-Skyldig? er en slags digterisk afstøbning af den defekt, der har rumsteret i familien.«
– De berømte indskudsstykker i ’Skyldig? – Ikke-Skyldig?’ behandler du nærmest som Freudian slips?
»Ja, det er da lige før, det kan du have ret i. Og det er, fordi Kierkegaard er jo så ekstremt avanceret i sin symboltolkning, i sin måde at håndtere nogle bestemte koder på – men jeg lader det stå som den mærkelige blanding, det er af bekendelse og digt. Det er i det hele taget udfordringen: Uden at digte hen over kendsgerningerne – at få fortællingen til at folde sig ud af materialet.«

*SAK af Joakim Garff udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu