Læsetid: 4 min.

Benhårde sparekrav til Berlingske

29. november 2000

Berlingskes nye ejere vil forvandle avismarkedet til en benhård forretning. Analytikere spår fortsat uro og forventer hurtige besparelser hos Berlingske

Den umiddelbare glæde over at have fundet nye ejere kan meget hurtigt forvandles til ængstelse i Det Berlingske Officin.
Allerede nu fastslår den nye ejer, Orkla Media, at Berlingskes regnskaber skal undergå en markant forbedring. Orkla Medias øverste chef, Jan Lindh, kræver nemlig, at Berlingske skal præstere det samme afkast som resten af koncernen. Og det er Berlingske temmelig langt fra i øjeblikket.
»Orkla arbejder konsekvent med et krav om, at der skal være et afkast på mindst 15 procent af den kapital, som virksomheden anvender. Det er klart, at kravet til Berlingske er nøjagtigt det samme,« siger Jan Lindh.
Med et afkast i 1999 på kun tre procent er Berlingske langt fra den målsætning.
På den baggrund er det oplagt, at Orkla vil have et skarpt øje på bladhusets omkostninger, siger aktieanalytiker Atle Veriede fra det norske finanshus, Orkla Finans, som er et separat selskab i den store Orkla-koncern.
»Orkla vil have fokus på at skære i omkostningerne og udnytte de synergi-effekter, det giver at have fælles administrative funktioner for flere aviser. Orklas største fokus er lønsomhed. Selskabet er på kort sigt resultatorienteret,« siger Atle Veriede til Information.

Hård konkurrence
Og det er ikke kun Berlingske, der får de nye hårde krav ind på livet. Orklas krav vil smitte af på alle andre danske aviser, da Berlingske sidder på knap halvdelen af det danske avismarked gennem ejerskabet af en lang række provinsaviser.
Det vurderer Anker Brink Lund, der er professor i journalistik på Syddansk Universitet. Han spår, at det danske avismarked nu skifter status fra at være et marked for amatører til at være et professionelt marked.
»Orkla er en professionel spiller. I Danmark er vi vant til at spille efter amatørreglerne. Bortset fra Børsen og måske JyskeVestkysten, som er de eneste, der giver overskud,« siger Anker Brink Lund.
Hos Berlingske erkender koncernchef Joachim Malling, at der skal leveres helt andre regnskabsresultater end de nuværende.
»Når man ser den slags krav til afkastet, får man sved på panden. Vi kan ikke love tocifrede afkast i løbet af et par år. Men der er ingen tvivl om, at indtjeningen skal forbedres, og det gælder for hele den danske dagspresse. Vi står over for en gennemgribende restrukturering af de danske aviser, hvis vi vil overleve,« siger Joachim Malling.
Berlingske-chefen afviser dog samtidig, at Orklas køb i sig selv vil medføre fyringer.

Uro undervejs
Joachim Malling forsøger i stedet at give indtrykket af, at Orkla bliver en meget stabil ejer for Berlingske. I modsætning til andre potentielle købere som norske Schibsted og svenske Bonnier, har Orkla nemlig accepteret Berlingskes egen strategiplan.
»I supplement til den merpris, som Orkla ville betale, viste selskabet en fantastisk vilje til et konstruktivt samarbejde. Der bliver tale om ’business as usual’ fremover,« hævder Joachim Malling.
Det betvivler erfarne kendere af nordisk presse. En af dem er Jan Wifstrand, der tidligere var chefredaktør på Sydsvenska Dagbladet. Han peger på, at den store Orkla-koncern er ude i et massivt internt stormvejr på grund af uenighed mellem selskabets direktør Jens P. Heyerdahl og en række storaktionærer. Striden kan få direkte betydning for Berlingskes situation, hævder Jan Wifstrand i en analyse på nyhedstjenesten Rapidus.
»Striden kan meget vel ende i en kamp om Orkla Medias position i koncernen. Og det kan igen åbne op for nye strukturforandringer i den skandinaviske medieverden. Berlingske har fået en ejer med intern splid og tynde medietraditioner,« skriver Jan Wifstrand med en henvisning til, at Orkla Media primært har beskæftiget sig med norske regional- og lokalaviser.
Wifstrand vurderer, at Berlingske er havnet i en ny ustabil situation med Orkla Media som køber.
»Det kan blæse op til en ny ejerstorm omkring Berlingske, hvis de norske finansmatadorer (Orklas ledelse og bestyrelse, red.) for alvor begynder at anvende de allerede hvæssede knive.«
Under alle omstændigheder skal Orkla Media nu forrente en forholdsvis høj pris for Berlingske, vurderer de norske analytikere. Medieanalytiker Audin Stensvold fra Karl Johans Fond peger på, at de to andre nærliggende købere af Berlingske trak sig, fordi prisen var for høj. Det var norske Schibsted og svenske Bonnier.
»Det betyder, at Orkla Media har betalt en pebret pris,« siger Audun Stensvold til den norske avis Dagens Næringsliv.
Der gisnes om en pris på cirka to milliarder kroner, hvor Orkla har overgået de andre interesserede med et tre-cifret millionbeløb. Prisen, der først offentliggøres den 15. december, var ifølge sælgeren af Berlingske, Danske Bank, den helt afgørende grund til at Orkla løb med det danske bladhus.
»Orkla vandt på en bedre pris,« siger direktør Karsten Knudsen fra Danske Bank, som ikke lægger skjul på sin tilfredshed med at slippe af med aktierne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her