Læsetid: 3 min.

En bette pjosker

29. november 2000

Danmarks mindste avis trykkes i et oplag på 3.000 og den må ikke komme uvedkommende i hænde
Kosterbladet

»En bette pjosker.« Det var den knusende dom, som en vis Gitte fældede over dagbladet Information for 20 år siden, godt hjulpet på vej af Per Højholt. Bagsidens departement for omvendte kioskbaskere har imidlertid sat sig for at undersøge, om der dog ikke findes mindre fisk i vandet.
Rygtet vil vide, at landets mindste dagblad er Kjerteminde Avis. Selv om størrelsen er uden betydning, fordi det er gørelsen, det handler om, hvilket ikke mindst turde være læsere af Information bekendt, så er det en sandhed med modifikationer, at Amanda-avisen skulle være dansk presses David.
Kjerteminde Avis udkommer dagligt i et oplag på 1.632 eksemplarer, hvor herværende dagblad trods alt kan byste sig af 21.183 solgte aviser om dagen. Men ser vi på omfang og ikke mindst den anvendte trykketeknik, er der et dagblad, der skiller sig markantud
Kosterbladet.
I udstyr som min barndoms bogtrykte Illustrationsløse Tidende, kirkebladet, og som hin ærværdige tryksag i A5-format, udkommer denne letvægter på alle hverdage i et oplag på 3.000 eksemplarer. Det udgives af Rigspolitiets afdeling F, Kostercentralen, der befinder sig på Politigården i København. Her redigerer kontorfuldmægtig Kitty Enevoldsen den uanselige tryksag.
»Hvordan har du fået fat i den?,« spørger hun, da jeg begynder at stille spørgsmål om hendes avis.

Ikke for uvedkommende
For modsat alle andre dagblade, der kaster sig selv i grams ved enhver given lejlighed, er Kosterbladet uegnet for dele af menneskeheden. Hvor det papir, denne avis trykkes på, hævder at være uafhængig af økonomiske og politiske interesser, og Hans Engells Ekstra Bladet er modigt, hvor andre sætter farten ned, så står der på Kosterbladets forside: »Må ikke komme uvedkommende i hænde.« Og sådan en er jeg:
»Det står der, fordi bladet ikke må komme tyveknægte i hænde. Hvis nu en eller anden har hugget en computer og han så i Kosterbladet kan se, at den ikke er efterlyst, kan han jo i ro mag sælge den. Det er også derfor vi ikke går på Internettet.«
I 1934 udkom Kosterbladet for første gang. Det er en daglig komplet fortegnelse over alle anmeldte stjålne genstande i samtlige danske politikredse. Vel at mærke genstande, der er genkendelige, enten fordi den er speciel ,eller fordi tingen er mærket med et nummer.

Hvad stjal vi dengang?
I de første år var indholdet meget forskelligt fra den nuværende endeløse liste over stjålne mobiltelefoner og computere: Dengang var det lagner og dynebetræk, der optog spalteplads. På den måde er Kosterbladet en historisk dokumentation af velfærdssamfundets og fremskridtets sejrsmarch, en ’Hvad stjal vi dengang?’
»Normalt kommer vi op på 252-54 udgaver om året, alt afhængig af skuddage og sådan noget, men i år når vi meget højere op,« fortæller Kitty Enevoldsen. »Vi har udsendt adskillige ekstranumre i årets løb, så vi er udkommet i to forskellige udgaver den samme dag.«
Hvornår har nogen sidst set en ekstraudgave af noget andet dansk dagblad?
»Det er altså et portoteknisk fif,« siger Kitty, »det er billigere for os at sende to udgaver afsted, end det er at sende ét blad på otte sider ...«
Når hun fortæller, at hun arbejder i Kostercentralen ligner de fleste mennesker et spørgsmålstegn i hovedet. Koster? Hvad koster det?
Ordet koster findes i den ældre edda og i tiden før e-
kommersen gik alle til hovedet stavede vi det kostr, for siden at skrive kostær, men det korte af det lange er selvfølgelig, at lovens lange arm har fat i den lange ende, når de idag skriver koster: Ordet betyder genstand, ting eller ejendel.

År 2000-parate i 80 år
De vedkommende – altså der der ikke alene må, men faktisk skal læse Kosterbladet – er næringsdrivende, der er omfattet af »Lov om handel med brugte genstande«. De er forpligtet til at kontrollere i Kosterbladet om en genstand de får tilbudt, er meldt stjålet. Derudover modtager forsikringsselskaber, folk, der reparerer elektronik, samt museer den lille meget sort/hvide tryksag.
Siden 1919 har begrebet Kostercentralen eksisteret indenfor dansk politi. Og i dag er det vel så en tiptopmoderne virksomhed, der online modtager anmeldelser fra landets politikredse, som er lige til at putte i avisen?
»Vi har været år 2000-parate i 80 år,« ler Kitty. »Når anmeldelserne kommer ind skriver vi dem op på små papkort og sætter dem i kartotekskasser.«
Mon ikke Det konservative Folkeparti ved først givne lejlighed vil stille forslag om, at politiets kostercentral får en ekstrabevilling til indkøb af computere? Når det sker skal man naturligvis huske at tjekke, om det tilbud der vinder licitationen, eventuelt har fået forudgående omtale i Kosterbladet...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu