Læsetid: 3 min.

Bjørn Nørgaard light

16. november 2000

Vide horisonter og skarpe analyser savnes i Torben Weirups biografi

Kunst
Bjørn Nørgaards liv ville være glimrende råstof til et skuespil af Henrik Ibsen. I 1960’erne har vi en ung og kraftfuld mand, der laver skjulte værker og næsten hemmelige aktioner for den hårde kerne af avantgardens stålsatte publikum. Majestætsfornærmelse og socialistiske livsstilseksperimenter følger, og i 1970 kommer hesteofringen, med Ekstra Bladet som rapportør og mediemedspiller. Følgende tidsånden, så det næsten bliver uhyggeligt, går Bjørn Nørgaard igennem institutionerne som professor ved Det kongelige Danske Kunstakademi, og leverer i år 2000 resultatet af 12 års arbejde med Christiansborg-gobelinerne til Dronningen. Altertavler er på vej. Der er mange spørgsmål, man kunne tænke sig at stille kunstneren om de vældige udsving i dette kunstnerliv – og det er der stadig, efter læsningen af Torben Weirups biografi.

Tidsånden
Torben Weirup, kritiker ved Berlingske Tidende, kalder sin bog ’En fortælling om Bjørn Nørgaard’ og signalerer, at det ikke blot er billedhuggeren, han vil portrættere, men også »det samfund, han forandrede.« Der er da også lagt en samtidshistorie ind i biografien, men Torben Weirup har et privat mellemværende med det, han kalder »de ulyksaligt mørke, munkeagtige 1970’eres misforstået kollektive forestillinger«, som giver bogen slagside.
Så man ikke lige 1970’ere fra et vindue på Aarhus Universitet, kunne man finde mange andre ting, der karakteriserede dette årti. Sex, drugs and... kulturel ekspansion, ekstrem bevægelighed frem og tilbage over jordkloden, eksperimenteren med køn og kærlighed i tiden før aids etc.
Torben Weirups bog falder i to dele: Først en kronologisk biografi, fra det socialistisk sindede arbejderhjem, hvor der blev læst Information til de civilisationskritiske skulpturer Det genmodificerede Paradis til verdensudstillingen i Hannover. Derefter en interview-del, hvor kunstneren selv kommer til orde og får sagt sandheder om udstillingsliv og museumsdrift som powerplay og om håndværkets og teamworkets livgivende kraft.
En af Nørgaard-biografiens svagheder er, at hovedpersonen ikke får modspil af sine samtidige. Torben Weirup lader ikke bipersonerne komme til live, og det er ellers et livligt persongalleri: Fra den fremsynede bibliotekar Jane Pedersen, der havde antennerne ude før næsten alle andre, til kunsthandler Svend Hansen, der kunne sælge avantgarde til de mest nøgterne jyder, og fra den klarsynede krakiler John Hunov over alle brødrene i Eks-Skolen til nutidens slebne kuratorer. Og hvor bliver Lene Adler Petersen af? Hun står alt for blegt i fortællingen om Bjørn Nørgaard – men citeres for en tankevækkende bemærkning om den gensidige påvirkning:
»Man kan sige, han havde sin værktøjskasse, som blev tilgængelig for mig, og jeg havde mit syskrin, der blev noget, han pludselig kunne bruge.«

Danmarkscentreret
I det hele taget havde man gerne hørt mere om kønnet i kunsten – hvordan stiller billedhuggeren sig i dag til de i 1969 udstillede »såkaldte kneppemaskiner ... hvor en kvinde blev ophængt og anvendt til det formål, der er antydet (sic) i skulpturens navn.« Hos Weirup reduceres analysen til, at »Kvinderne realiserede sig selv... fordi industrien havde brug for arbejdskraften – og grundlaget var lagt for brudte familier og forsømte børn, som tilmed siden hen ... mistede fornemmelsen for historisk og kulturel sammenhæng sammen med tilegnelsen af elementære færdigheder.« Så er der vist blevet spanket til alle sider!
Den største svaghed ved Bjørn Nørgaard-bogen er dog dens alt for danske perspektiv. Selvom han ikke tilhørte fluxus og ikke så amerikanske happenings i USA, var både kommunikationen med alverdens ligesindede kunstnere, og Addi Köpckes eksistens i Danmark igangsættende for Nørgaard. Weirups tekst undgår enhver analyse af hans kunstneriske valgslægtskaber. Hvor er Willumsen, hvor er diskussionen af Beuys og de tyske forbindelser, hvor er analysen af den russiske avantgarde eller situationisternes fingeraftryk på Nørgaards udvikling? Og hvor er sammenhængen med protestbevægelser, provoer, politiske teoretikere verden over?

*Torben Weirup: Man har sine klare øjeblikke - en fortælling om Bjørn Nørgaard. 286 s. ill. i s-h og farver, kr. 399. Møntergården

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her