Læsetid: 3 min.

Blandede beretninger

15. november 2000

At mindebogen om Henrik Stangerup formår at tegne et medrivende billede af en kompromisløs privatperson
og en dybt original kunstner, skyldes især det taknemmelige emne

Ny bog
Angsten, lykken og ekstasen kan bedst beskrives som en mosaik. En mosaik skabt af 26 mennesker, der alle kendte kunstneren, samfundsdebattøren og privatpersonen Henrik Stangerup i forskellige faser af hans liv og i kortere eller længere perioder. Stangerup er godt stof, og godt stof skaber som bekendt gode historier – hvis fortælleren vel at mærke mestrer ordet! Det gør desværre kun de færreste af bidragyderne i Angsten, lykken og ekstasen. Hans Hertel og Vibeke Arndal leverer bogens absolutte perler, og sammen med Lotte Tarps og Rachel Bæklunds bidrag bærer de det største ansvar for, at bogen trods alt er både underholdende og medrivende.

Lige på kornet
Hertels mindetale er et indfølt og nuanceret portræt af et dybt sammensat menneske, der samtidig formår at give et fint indblik i forfatterskabets udvikling. Arndal rammer tilsyneladende plet på de fleste bidragyderes vegne, når hun sammenligner Stangerup med fru Hyacinth fra tv-serien Fint skal det være: »Ikke at Henrik var snobbet ... men han var bestemt i besiddelse af den samme urkraft som Hyacinth, der komplet enerådende leger sin egen leg i sin egen sandkasse og bestemmer de roller, hendes sagesløse omverden har at spille...« Arndal nævner eksempelvis den gang, hun og hendes mand blev tvunget til at blive stående uden for Stangerups hus, mens han langede brasilianske specialiteter ud gennem køkkenvinduet, fordi de skulle forestille sig, at de var ved en gadebod i Rio. Det er dette ekstreme engagement, der retfærdiggør Stangerups selvoptagethed, som af bidrag-yderne altid skildres med kærlig overbærenhed. Tag for eksempel da Stangerup havde holdt en af sine lange enetaler for Barbara Gress og endelig siger: »Nå, nu har vi snakket nok om mig; lad os snakke om dig. Hvad mener du om min sidste roman?« Angsten, lykken og ekstasen indeholder mange af den slags guldkorn, men dem kan kun Stangerup tage æren for.

Sludder og vrøvl
Henrik Nebelong, der er en af bogens to redaktører, høster tvivlsom ære for sine to bidrag, der må betegnes som mislykkede. Nebelongs første bidrag, »Viljen til sandhed«, har det fuldstændig ligegyldige formål at besvare spørgsmålet: »Hvordan vil det gå med Stangerups romaner?« Spørgsmålet lægger i den grad op til postulater, og konklusionen er da også tilsvarende pinlig: En masse tom snak og den håbløse vurdering: »I udlandet ser det ud til at gå dem godt«! Også sproget gør det svært at komme gennem Nebelong-teksterne, der skæmmes af en skov af parenteser, ufuldstændige sætninger og uskøn syntaks. Knæk f.eks. denne her: »I Løgn over løgn knugende indadvendt i en fortælling uden om en fortælling: En bog i 3. person ental om en filminstruktør, der går i hundene af fremmedgjorthed i mediernes løgneverden, omgivet af overvejelser i 1. person ental, bogens fiktive forfatter gør sig om sin egen delagtighed i denne løgn (formodentlig identiske med eller usynligt yderligere omgivet af lignende overvejelser gjort af forfatter Stangerup om at være den mediebevidste »forfatteren Henrik Stangerup«).« Vi lader den stå et øjeblik!
Usmagelig politiseren
Et andet bidrag, man også kunne have været foruden, er Niels Helveg Petersens. Hans tekst er til dels en ufiks opremsning af møder med Stangerup, men hvad der er værre og direkte usmageligt er, at Helveg Petersen gør Stangerup til en brik i sin egen EU-kampagne. Per Stig Møller er ikke bare langt mere velskrivende, han er også loyal over for hovedpersonen ved flere gange at understrege, at Stangerup ikke lod sig sætte i bås politisk. Stangerup var en politisk uafhængig intellektuel.

Fyldstof
Det må også falde tilbage på redaktørerne, at bogens projekt ikke motiveres klart fra begyndelsen. Hvis redaktøren ikke har ønsket at skrive et forord selv, kan man undre sig over, hvorfor det ikke er Hertels mindetale, der indleder bogen i stedet for en nekrolog fra The Times, der virker overflødig. Det samme gør de fleste af bogens mange uddrag fra DR’s udsendelser om Stangerup. Uddragene, der nok er tænkt som fugemasse mellem bogens afsnit, er ofte bare gentagelser af hovedteksternes pointer og historier og kommer således til at give indtryk af fyld.
Alt i alt fremstår mosaikken Angsten, lykken og ekstasen ikke som et homogent billede. Der er skår i læseglæden. At man som læser alligevel føler sig både bevæget og beriget af bogen, skyldes enkelte bidrag – og ikke projektet selv – men projektets livline: Henrik Stangerup.

*Red. Henrik Nebelong og Jacob Stangerup: Angsten, lykken og ekstasen. 205 sider, 298 kr. Lindhardt og Ringhof.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her