Læsetid: 13 min.

Blid bastard på Beat Hotel

17. november 2000

Møde med digteren Harold Norse, en af de få overlevende fra det legendariske Beat Hotel i Paris. Her stormede William Burroughs, Brion Gysin og deres medsammensvorne i årene omkring 1960 sprogets og kunstens bastioner med radikale
cut-up strategier

BOGTILLÆG

Legende
The Beat Hotel. Smag på ordene. Det lyder som en romantitel. Et digt, måske. Eller en litterær myte, et subkulturelt fænomen, en hallucinatorisk fantasi. På en måde er Beat Hotel lidt af det hele. Men faktisk var det også for 40 år siden det uofficielle navn på et lille nulstjernet pariserhotel beliggende i en smal sidegade et stenkast fra Place St. Michel på den venstre Seinebred. Et fristed, hvor billedkunstnere, forfattere og unge rejsende, primært amerikanere, i perioden 1956-63 kom til at udgøre et frodigt og frisindet miljø. En oase, hvor de kreative gnister føg, og hvor mange af den efterfølgende hippiekulturs træk og strategier blev udlevet i en første kimform.
»Det var virkelig en magisk oplevelse at være i Paris på det tidspunkt,« siger digteren Harold Norse, da jeg i sommeren 2000 besøger ham i San Francisco. Norse er i dag 84 år og en af de sidste overlevende fra den oprindelige kerne af kunstnere og forfattere, som oplevede deres kreative gennembrud på Beat Hotel.
»Jeg har aldrig haft det bedre end i de år. Tænk engang: at kunne spise al den opium, man havde lyst til – uden negative sideeffekter. Som de øvrige beboere røg jeg selvfølgelig også en masse pot for at åbne alle sluser og få skriften til at flyde. Men det var kombinationen af opium og den særlige atmosfære på Beat Hotel, der virkelig tændte mine forestillingsevner.«
I dag er der ikke meget bohéme over hotellet i rue Gît-le-Couer, ligesom det nok er begrænset, hvad der bliver indtaget af opium på de gennemrenoverede værelser. Bortset fra et par pænt indrammede fotografier på væggen i receptionen af William Burroughs og andre af de for længst kanoniserede kunstnere, der boede på hotellet omkring 1960, er der intet tilbage af det autentiske miljø.
Le Relais-Hôtel du Vieux Paris, som stedet nu hedder, blev istandsat første gang i 1963 og har siden 1984 været ejet af familien Odillard, der venligt, men uden større engagement, svarer på spørgsmål om fortiden. De oprindelige 49 rum er reduceret til nitten luksussuiter med kabel-tv, telefon, fax og et badeværelse spækket med håndklæder og slåbrokker i den blødeste frotté.
Madame Odillard fortæller, at hun i starten blev rasende, når folk kradsede i væggene for at finde spor efter de gamle beatniks. Men stedets kulturhistoriske betydning begyndte at gå op for hende, da et New York-galleri henvendte sig og sagde, at hvis man fandt nogle tegninger under tapetet, måtte man endelig ikke fjerne dem. Galleriet ville købe hele væggen og dække udgifterne.

’Nøgen frokost’ i tasken
Det såkaldte Beat Hotel hørte til den allerlaveste kategori af pensioner i Paris og havde end ikke et navn, da Allen Ginsberg, Peter Orlovsky og Gregory Corso – tre af nøglefigurerne blandt de amerikanske beatforfattere – i oktober 1957 lejede sig ind efter at have besøgt William Burroughs i Tanger. Med i tasken havde Ginsberg det første udkast til Burroughs’ Nøgen frokost (1959), som han prøvede at afsætte til Maurice Girodias, lederen af det berygtede forlag Olympia Press.
De tre venner havde ikke i første omgang held med at få Burroughs’ bog ud, men deres tilstedeværelse i Paris blev starten på en usædvanlig kreativ eksplosion, der kulminerede, efter at Burroughs og Brion Gysin et par år senere havde sluttet sig til selskabet. Ginsberg fik skrevet en række af sine bedste digte i Paris.
Corso blomstrede op og brød igennem med samlingen The Happy Birthday of Death (1960). Den endelige udgave af Nøgen frokost blev til på Beat Hotel. Og sidst men ikke mindst var det her, Brion Gysin og Burroughs lancerede den såkaldte cut-up teknik, en radikal litterær strategi, der snart bredte sig til billedkunst, lydbånd og film, og hvis indflydelse stadig fornemmes den dag i dag.
En forårsdag – inden besøget hos Norse i San Francisco – tjekker min hustru og jeg ind på Hôtel du Vieux Paris. Da vi har opgivet at grave reminiscenser ud af tapetet på værelset, fordriver vi tiden med at bladre i den britiske fotograf Harold Chapmans The Beat Hotel (1984), en grundig dokumentation af hotellet og dets klientel i den sidste tid op til lukningen i 1963.
Fra bogens sort/hvide opslag emmer en umiskendelig blanding af cool beat-attitude og Paris anno 1960, tilsat en snert af den fri livsstil, som først bredte sig ud i en hel generation af unge senere i 60’erne.
Huset blev dengang drevet med myndig hånd af Madame Rachou. Den erfarne patronne havde i sine yngre dage serveret frokost for Monet og havde en særlig forkærlighed for kunstnere. Huslejen var lav, rotterne løb frit omkring, og elforbruget var rationeret til en enkelt 40-watts pære pr. rum. Burroughs beskrev Madame Rachou som »den perfekte værtinde«, mens hun på sin side sagde om gæsterne: »De er alle unge og gale.«

Mødet med Burroughs
Beat Hotel lå på adressen 9 rue Gît-le-Coeur, en middelaldergade i hjertet af Latinerkvarteret. Det var beatpoeten Gregory Corso, der fandt på navnet, ligesom det var ham, der i juni 1959 anbefalede Harold Norse at gå derhen. På det tidspunkt var Burroughs flyttet fra Nordafrika til Paris, og selv om Norse havde hørt om beatgenerationens mystiske grå eminence, kunne intet have forberedt ham på det, han skulle opleve, da han bankede på døren til værelse 15.
»Det er noget af det mest skræmmende og underlige, jeg nogensinde har oplevet,« fortæller Norse. »Burroughs var tynd som et skelet. Han var komplet stenet og sad og rensede sine negle med en tændstik. Jeg forsøgte at konversere, men jeg følte virkelig, at manden var gal.«
Norse informerede den tavse mand om, at han netop var ankommet fra Italien. »Don’t ... like ... Italy,« lød det tøvende svar. Gæsten påpegede nu det varme klima og den venlige befolkning. »Hate ... the ... sun,« mumlede Burroughs. Afslutningsvis forsøgte Norse at fremhæve fordelene ved Paris. »Never ... go ... out,« sivede det ud mellem de smalle læber.
»Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op, og lige pludselig stirrede han bare på mig med et blik, så jeg følte mig gennemboret. Det var, som om han sendte pile ind gennem mine øjne. Jeg blev fuldstændig paralyseret og kunne ikke sige ét ord. Lige så uventet skiftede hans blik atter karakter og blev trist, næsten tragisk. Da jeg febrilsk rejste mig for at gå, målte disse laserøjne mig fra isse til fod, ganske langsomt. Så sagde han: »See you again, man...« Det bliver ikke i dette liv, tænkte jeg og skyndte mig ud.«
»Burroughs kunne være frygtelig i sociale sammenhænge, men når man lærte ham at kende, viste han sig at være et meget sårbart menneske. Han sagde ikke meget, medmindre han virkelig følte sig tryg ved folk. Når han åbnede sig, var han til gengæld et elskeligt væsen. Og humoristisk. Det var noget, vi erfarede på Beat Hotel, når vi sad om aftenen og lyttede til hans oplæsning fra Nøgen frokost. Det var utroligt. Hans dybe stemme kværnede af sted, alle var høje, og vi ønskede blot, at han aldrig ville holde op. Han var magisk.«
Da Norse i april 1960 flyttede ind på hotellet, havde Burroughs været på en apomorfin-kur hos doktor Dent i London og var mere omgængelig. De to forfattere kom til at respektere hinanden, og Burroughs skrev en entusiastisk programtekst til Norses billedeksperimenter, de såkaldte Cosmographs, ligesom han senere leverede forordet til cut-up romanen Beat Hotel (1983).

Storhedstid i to afsnit
Beat Hotellets storhedstid faldt i to afsnit. Det løb fra 1956, hvor forfatteren Chester Himes flyttede ind, til sommeren 1958, hvor Ginsberg vendte tilbage til New York, omtrent samtidig med at Burroughs gjorde sin entré fra Tanger.
Det var i denne periode, amerikanerne bed sig fast i caféscenen, etablerede kontakter til de europæiske tidsskrifter og blandede sig i miljøerne i Gaït Frogés English Bookshop og George Whitmans Mistral boghandel. Sidstnævnte lagde i april 1958 lokaler til Paris’ første beat-arrangement, hvor Corso som svar på spørgsmålet om, hvad ’sand poesi’ er, smed tøjet og læste op i bar figur. Allerede dengang tilbød Whitman rygsækrejsende at sove gratis i biblioteket over boghandlen. Det gør han stadig.
Et omdrejningspunkt for den litterære scene var naturligvis forlaget Olympia Press, der udgav de kontroversielle bøger (Genet, Miller, Nabokov, Durrell), inden de blev tilladt i England og USA. Mange af forfatterne på Beat Hotel tjente til huslejen ved at skrive DB’s (dirty books) for Maurice Girodias. Det gjaldt Sinclair Beiles, der skrev under pseudonymet Wu Wu Meng. Og det gjaldt den kronisk pengeløse Gregory Corso, der under eget navn udgav sin eneste roman, den sjuskede The American Express (1961).
Sidste afsnit af Beat Hotel-æraen blev tegnet af alliancen mellem William Burroughs og den schweizisk-canadiske multikunstner Brion Gysin. De to kendte hinanden sporadisk fra Tanger, hvor Gysin havde drevet restauranten 1001 Nights, men det var først i Paris, at deres kreative genier gik op i en højere enhed.
Det var på mange måder Gysin, der forløste Burroughs som kunstner, og deres venskab var usvækket, da Gysin døde i 1986. Burroughs har hævdet, at Gysin er det eneste menneske, han nogensinde har respekteret, mens Gysin har beskrevet samværet med Burroughs som at have sit eget personlige orakel ved hånden 24 timer i døgnet.
Sammen udforskede de ændrede bevidsthedstilstande og paranormale fænomener. De dyrkede teknikker, der gik ud på at stirre i spejle eller på blanke genstande, indtil visioner begyndte at vise sig. De tilbragte timevis foran Gysins Dreamachine, et mønstret roterende rør, der kunne fremkalde hallucinationer. Og de eksperimenterede med skrift, fotomontager, kaligrafi, malerier, lydbånd og film.
Det afgørende gennembrud kom i slutningen af 1959, da Gysin under arbejdet med et billede kom til at skære igennem flere lag af aviser med sin hobbykniv. For sjov lagde han stumperne sammen på nye måder og opdagede derved at dét, der i 50 år havde været en anerkendt strategi inden for billedkunst – collage – også kunne anvendes på skrift.
Burroughs var vildt begejstret. Med cut-up havde han fået det perfekte redskab til at angribe sproget, dekonstruere dets skjulte magtstrukturer og afkode dets hemmelige meddelelser. Han kastede sig straks ud i eksperimenterne, og teknikken kom til at dominere hans aktiviteter de næste ti år. Det vigtigste resultat var cut-up trilogien: The Soft Machine (1961), The Ticket That Exploded (1962) og Nova Express (1964).

Hash og stoffer
Harold Norse overværede mange af disse aktiviteter og beskriver Beat Hotel i denne periode som et usædvanligt kreativt miljø. Han begyndte selv at lave cut-up tekster, men lægger i dag ikke skjul på, at stofferne spillede en lige så vigtig rolle som de kunstneriske strategier. Stanken fra de tyrkiske toiletter, der fandtes på hver trappeafsats, blandede sig døgnet rundt med røgskyer fra marihuana og hash, der sivede ud fra værelserne. Også hårdere stoffer var i omløb. I kernen omkring Burroughs og Gysin flød det med heroin, codein, kokain, morfin, og hvad man ellers kunne få fingrene i.
»Det var Burroughs, der introducerede mig til opium. I starten tøvede jeg, fordi jeg aldrig i mit liv havde brugt en sprøjte. Men Burroughs beroligede mig og sagde, at vi ikke var i USA. I Paris går man bare ind på et apotek og beder om nogle små sorte opiatpiller, der kaldes Eubespasmes. Han lovede mig, at jeg ville få det bedre og skrive ’røven ud af bukserne’. Jeg troede, at han lavede grin med mig, men selvfølgelig talte han sandt.«
»Jeg har aldrig været afhængig af nogen stoffer, men de piller fungerede virkelig for mig – som forfatter og som person. Og seksuelt var de helt forrygende.«
Inden Harold Norse ankom til Beat Hotel, havde han langt fra været avantgardistisk i sin poesi. Han var opvokset i Brooklyn, hans store forbillede var Walt Whitman, og fra 1939 havde han været sekretær for W.H. Auden. Da han selv debuterede i starten af 50’erne, var det med faderlig anerkendelse fra William Carlos Williams.
Alligevel lod Norse sig i tiden på Beat Hotel inspirere til at eksperimentere med tilfældighedsprincipper i en serie digte, som han kaldte parapoems. Og da han blev bekendt med cut-up teknikken, satte han sig ned og lavede den rablende cut-up tekst »Sniffing Keyholes«, som senere indgik i romanen Beat Hotel.
»Jeg husker tydeligt Brion Gysins reaktion, da jeg viste ham teksten. Han flippede fuldstændig ud. ’Bill skal se dét her med det samme!’ råbte han og tog teksten med op til Burroughs’ værelse. Det var en dejlig sommerdag, og typisk for Burroughs var han iført overfrakke og fedora-hat. Han satte sig på sengen og gav sig til at læse, og da han undervejs begyndte at fnise og udstøde underlige lyde, vidste jeg, at den var hjemme.«
- Hvordan fungerede teknikken. Klippede du bogstavelig talt siderne op?
»Ja. Det vil sige, ofte gjorde jeg faktisk ikke. I den forstand adskilte jeg mig fra de to andre. Brion var meget mekanisk, og Burroughs gjorde det også fysisk, omend med stor opfindsomhed. I dag finder jeg en del af bogen for sjusket og kunne tænke mig at revidere den. Men det får jeg nok aldrig gjort. Jeg har kun begrænset tid tilbage og alt for meget at gøre.«

Tiden rinder ud
Harold Norse fyldte 84 i juli måned. På sin 80 års fødselsdag fik han et hjerteanfald. Det var det tredje eller fjerde, og denne gang var det alvorligt. Han røg direkte på operationsbordet og måtte efterfølgende tage sin livsstil op til revision.
»Nu skriver jeg otte timer om dagen, lever regelmæssigt og passer på mit helbred. Jeg vil gerne redde nogle af mine ældre bøger, som ikke er blevet genoptrykt. Og så har jeg et par nye projekter, som jeg vil forsøge at gøre færdige.«
En af de bøger, Harold Norse arbejder på, er hans brevveksling med Charles Bukowski. Generelt foragtede Bukowski beatmiljøet, mest på grund af den åbenlyse homoseksualitet. Men han gjorde en undtagelse med Harold Norse, hvis digte han beundrede. De to var først kommet i kontakt med hinanden i 1963 via en fælles bekendt på Beat Hotel, og i de første år bestod deres forhold udelukkende af brevvekslinger.
Efter at Norse var vendt tilbage til USA i 1968, begyndte de at mødes i Venice Beach. I erindringsbogen Memoirs of a Bastard Angel (1989) beskriver Norse sit første indtryk af Bukowski: »Bukowski var misformet – en krum ryg og et ødelagt, arret ansigt, forfaldne nikotinfarvede tænder og grønne, smertefyldte øjne.«
»I de mellemliggende år er Bukowski jo blevet et internationalt monster,« siger Norse i dag. »Men de breve, jeg har, er bemærkelsesværdige, fordi de starter, mens han stadig er helt ukendt. Korrespondancen løb fra 1963 og frem til Bukowskis død, og de, der har læst brevene, giver mig ret i, at de er sensationelle.«
»Mit problem har været, at jeg aldrig har haft et tilstrækkelig stort behov for publicity. Da jeg var yngre, ville jeg bare leve og være i fred. Men nu kunne jeg faktisk godt bruge lidt berømmelse, om ikke andet så for at betale huslejen.«

Gregory Corso på visit
Tilbage til Paris. Da vi tjekker ud fra Hôtel du Vieux Paris, bladrer vi i gæstebogen for at se, om nogle af de gamle beboere har været forbi for nylig. Inden alderen lagde en dæmper på rejseaktiviteterne, slog William Burroughs og Allen Ginsberg gerne et smut forbi rue Gît-le-Coeur, når de var i Paris.
Da vi har bladret lidt, finder vi, hvad vi leder efter. Efter knap 40 års fravær var Gregory Corso i december 1997 tilbage i Paris. »Dear old Beat Hotel, born anew,« skriver han med næsten ulæselige kragetæer. »Where once rats ran from the cellar to the street, so did we poets, Burroughs, Ginsberg, Corso, Orlovsky, Gysin etc. The sun was as bright and happy for us as for the rats. Now, forty years later, the rats are gone, and so are we. What was a no-star hotel has become a four star hotel.«
Salutten følges af en tegning af Rimbaud og et lille digt:
»A blue bird/a light upon/a yellow chain/– spring is here!”
Vi går ud på gaden. Corso har ret. Foråret er kommet.

FAKTA
Harold Norse
Født 1916 i Brooklyn, New York. Litauiske rødder. Assistent for W.H. Auden fra 1939 og aktiv i kunstnerkredse i Greenwich Village i 40’erne. Debuterede med digtsamlingen The Undersea Mountain i 1953 og forlod samme år USA for at indlede 15 års frivilligt eksil i Europa og Nordafrika. Søgte i 1959 efter et længere ophold i Italien til Paris og lejede sig ind på Beat Hotel, hvor han skrev cut-up romanen Beat Hotel (udgivet 1983). Tilbage til USA i 1968, først Venice Beach, siden San Francisco, hvor han bor i dag. Et prominent navn i homoseksuelle kredse, ikke mindst for samlingen Carnivorous Saint: Gay Poems 1941-1976 (1977). Udgav i 1989 erindringsbogen Memoirs of a Bastard Angel og i ‘91 brevvekslingen med William Carlos Williams, The American Idiom. Forbereder p.t. udvalg af korrespondance med Charles Bukowski.

*Barry Miles: The Beat Hotel. Ginsberg, Burroughs & Corso in Paris, 1957-1963, Grove Press, New York, 2000.

*Harold Chapman: The Beat Hotel, gris banal, éditeur, Montpellier, 1984.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu