Læsetid: 5 min.

Det blodige billedbad

4. november 2000

Art Live er et nyt begreb inden for performancegenren. I Torino har der netop været afholdt en festival, som bød på bloddryppende udfordringer

Performance
Det dryppede en del ned for nylig i Torino. Uden for på gaderne og inden for på scenen til en international festival Art Live; Først kom regnen. Senere blodet. Førstnævnte bevirkede, at floderne løb over, og at flere broer måtte lukkes. Mennesker gav op i vandmasserne og måttte evakueres. Jordskred sattes i gang som følge af den voldsomme regn i det nordlige Italien. Blodet var at finde som et element i flere af de deltagende kunstneres optræden på festivallen.
Festivallen havde den kunstform, der kaldes Live Art, som fokus. Begrebet Live Art er engelsk af oprindelse og er en for mange ubestemmelig genre og en slags bastard, hvor flere kunstarter som f.eks teater og billedkunst møder hinanden i et eget, andet udtryk ofte med en invitation til direkte interaktion imellem værk og beskuer.
Live Art-kunstnerne indsætter f.eks. kroppen i radikale positioner først og fremmest ude i et visuelt ærinde. Live Art opføres bl.a på teaterscener, men læses deraf fejlagtigt som værende en kunstform, der vil være teater. Live Art er hverken eller. Det er en ny udtryksform, der udfordrer de eksisterende opfattelser af og tilgange til, hvad f.eks teatret er.

Blodig catwalk
Initiativtagerne til festivallen var det italienske blad Virus, der længe har udgjort en platform for Live Art’en og dens kunstnere.
Italiensk-engelske Franko B åbnede festivalen med sin performance I Miss You; en performance, der tidligere i år var at opleve i Malmö i forbindelse med Hotel Pro Formas forestilling Jesus–C– Odd–Size. I Miss You var en enkel og kraftfuld optræden, hvor Franko B nøgen og hvidmalet gik frem og tilbage på et femten meter langt lærred på gulvet. Denne gangart havde en tydelig reference til catwalken kendt fra modeverdenen. Ud af Franko B’s arme kom der blod. Et drop var placeret midt for på hver af hans arme og sørgede for, at en konstant strøm af blod kunne passere. Blodet løb således ned af ham selv på et lærred og efterfølgende på gulvet. Lærredet, som han gik på, var i Torino indrammet af hvide lysstofrør, hvilket afgav et smukt lys, der dannede ramme om hans figur.
Franko B gik nu roligt frem og tilbage, malende dette billede konkret på gulvet såvel som for vores øjne, et uforglemmeligt og skønt syn af et menneske, der, når man tænkte over det, rent faktisk var døende i dette øjeblik, og vi som publikum delte med ham. Den fyldte sal var under denne performance både tavs og koncentreret. Her var ingen sensationslysten aktivitet på stolesæderne eller udtalt blodhunger i luften, snarere en ro, der klædte og dannede grund for, at Franko B’s værk, der i øvrigt ved denne lejlighed opførtes for sidste gang nogensinde, kunne komme endeligt til sin ret.

Publikum holdt vejret
Efterfølgende var der italiensk-engelske Giovanna Maria Casetta. Hun opførte performancen Blood-Letting 5 Encapsulation; et helt enkelt billede.
Hun trådte ind på scenen i en sort aftenkjole med tilhørende fløjshandsker på. Foran sig havde hun placeret et bord med tretten glasbeholdere af en betragtelig størrelse i en lige række. Med hjælp fra en sygeplejerske indførte hun nu en kanyle i armen og lod en klar plastikslange fæstne til denne. Slangen vikledes herefter omkring hendes håndled som en anden blodjuvel. Nu lod hun roligt sit blod tappe ned i de tretten beholdere. Dette skete i løbet af godt og vel fyrre minutter, kun afbrudt undervejs af at slangen måtte skiftes ud, da blodet var begyndt at størkne og stoppe for gennemstrømningen.
Giovanna Maria Casetta stod nu koncentreret og fyldte beholderne til randen. En morsom detalje var, hvordan hun gik tilbage i rækkerne af beholdere, hvis en af dem ikke var hel fuld. Publikum fulgte hende næsten uden at trække vejret. Hvorfor tretten beholdere?
En læge blandt publikum mente, at det bestemt måtte skyldes menstruationens cyklus. Det trettende bæger repræsenterede den ekstra måned på et år ifølge menstruationens kalender. Den for mig at se mest virksomme historie at læse ind i denne performance var den at se blodet som et billede på erfaret kærlighed. Hver og én beholder, nu fuld af blod, kunne således opleves som at repræsentere en person, nok elsket engang, men nu lagt bag sig, og med låget skruet på! Hun afsluttede sin performance ved at signere etikketter til hver af beholderne med en fyldepen dyppet i sit eget blod som blæk.

Kroppen som site
Øvrige deltagere var bl.a den franske kunstner og cyborg (levende robot, red.) Orlan. Hun fremviste sine implantationer i form af horn i panden, der for nylig var blevet gjort mindre, og som hun nu besmykkede med glimmer. Hun besteg scenen som en særlig fugl med håret i to farver delt over på midten; hvidt og sort. Orlan, holdt en kombinereret forelæsning om sit mangeårige kunstneriske virke og fremvisning af de seneste tiltag inden for manipulationen med og gendigtningen af kroppen i form af fotocollager, hvor hun grafisk set var krydset med f.eks stammefolk fra hele verden.
Orlans krop som site og foranderlig størrelse syntes vedvarende at generere nye, vedkommende billeder.

Trancen som strategi
Festivallen afsluttedes med en performance af den spanske danserinde Dogon Efff, der førend at publikum blev lukket ind, havde bragt sig selv i trance. Under denne performance dansede hun nu med øjnene vendt indad, bevægende sig i små og store ryk i det svære projekt at være et andet sted i form af trancen, men at samtidig figurere her og nu på en scene i Torino foran et publikum af en vis størrelse; en optræden med en indbygget modsætning, for hvordan kunne hun styre sit udtryk i en anden og formodet tilstand af manglende kontrol? Den spinkle danserinde lagde efter et stykke tid sin løse dragt fra sig og stod nu nøgen, som indskrev hun sig selv ved dette i body-artens historie.
Dogon Efff’s optræden aftvang om noget sit publikum en også fysisk reaktion. Et brag af en optræden, der ikke mindst affødte stor kritik og tumult. For hvordan benytte trancen som en æstetisk strategi uden at inddrage dens kontekst? At sådanne spørgsmål blev stillet i en teatersal, var vel rigeligt med begrundelse herfor.
Hvor regnen satte alt over ende og hærgede byen Torino udenfor, så var publikum, der befandt sig indenfor i teatret heller ikke fredet. I en anden forstand stod publikum tilbage efter festivalen som i et hus uden tag; huset repræsenterede et forudindtaget syn på teatret som størrelse. Det blev der rusket så betragteligt op i, at dens mure før eller siden måtte give efter. Det var i denne sammenhæng en befrielse at stå tilbage efter festivallen uden tag over hovedet.

*Franko B og Giovanna Maria Casetta m.fl. kan opleves i Kanonhallen i København til januar næste år

*Gritt Uldall-Jessen er dramatiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her