Læsetid: 4 min.

Alle vi børn fra Pjaltenborg

17. november 2000

BOGTILLÆG - KATALOG

Roman
Vendsyssel, og jo især den nordligste del af den forblæste landsdel, emmer ligefrem af kunstnerromantik. Skagensmalerne og Drachmann, der ligger begravet ude ved Grenen. Og hvis grav ifølge gammel skik og brug overpisses af henholdsvis norske studenter og efterkommere af gamle navere – hvert år til maj, vist nok.
Jeg kender ikke baggrunden for den uhygiejniske tradition, men jeg har engang set et hold stortalende norske studenter forrette ritualet. Den ene efter den anden gut fra broderlandet højt mod nord, med lærdommens lue på hovedet selvfølgelig, hev lillegut (det hedder den garanteret!) frem og gjorde sin pligt. Men det hele foregik nu ellers i en ret jovial atmosfære, som om gamle Holger nok alligevel var god nok.
Kunstnerromantik er altid, for nu at blive i tonefaldet, noget pis. De udslidte fiskere og de magre fiskerkoner på de berømte skilderier har selvfølgelig ikke noget som helst at gøre med en senere tids dyrkelse af det storladne, det højpoetiske og det ’ægte og oprindelige’. Dyrkerne af den slags har jo også, så godt som altid, deres på det tørre. Og når sæsonen er forbi, tager de da også Merceren hjem – til auktionshuset, måske, hvor tegnedrengen søger nye udfordringer i skikkelse af en ny Krøyer eller en ny Michael Ancher – til bankboksen. Den tid er vel forbi, hvor det dyre stads får lov til at hænge på væggene hjemme i privaten?

Et andet Vendsyssel
Bent Haller er en af de nordjyske kunstnere og forfattere, der kan fortælle om et helt andet Vendsyssel. Hvis man læser såvel hans roman fra sidste år, Leda, som hans nyeste, Det halve barn, der netop er udkommet, får man et levende indtryk af, at både kunsten og barndommen er noget langt mindre sværmerisk, end pæne mennesker ynder at forestille sig.
I Leda udnyttes titelfiguren, en lille pige, ganske vist til kunstneriske formål. Hun får lov til at optræde på sin berømte fars billeder som udtryk for barndommens iboende renhed og billedskønne magi. Men ellers har voksenverdenen ikke meget at tilbyde hende, ikke meget mere end lud og koldt vand. Hvem hun egentlig er, hvilke behov og ønsker hun måtte have, interesserer ingen.
Det samme gælder drengen Jørn i den nye roman, bortset fra at han ikke engang udnyttes til kunstneriske formål. Han har ikke nogen berømt far, der skal bruge ham som model. Men hans personlighed, egenart om man vil, er ligeså uvedkommende som Ledas.

Løbske historier
Jørn har ellers meget fantasi, han har smag for løbske historier og vil gerne fortælle dem videre, men her sætter de voksne hælene i. Han skal lade være med at lyve, han skal vide, at sådan nogle som os er bedst tjent med at leve i ubemærkethed og med begge ben solidt plantet i jorden. Hvis der er nogen kunst, han skal lære, skal det være kunsten at tie! Den må han til gengæld gerne kunne udenad.
Drengen vokser op hos sin mor og sømandsfar i en ejendom kaldet Pjaltenborg i en flække i det nordligste Vendsyssel, lige dér hvor kunstnerromantikken blomstrede. Der bor også en digter, en drabelig én, der forgylder alle navneord med flotte tegninger og spytter ad helvede til lige ind i søndenvinden. Ham ville drengen gerne ligne. Han vil også være digter, råber han begejstret til sin mor. Men hun sætter ham ind i realiteterne, nemlig: man skal aldrig sætte sig på den høje hest, aldrig! Man falder ned og slår sig, nemlig.
Den verden, hun selv repræsenterer, og inderligt vantrives i for resten, er da også af en helt anden slags end digterens. Det er fortielsernes, skammens og bitterhedens – de voksnes verden, med andre ord. Først hen mod bogens slutning aner man, at hendes vantrivsel og skamfølelse har en konkret anledning, men også uden at kende den vil enhver læser, der engang har været barn, kunne genkalde sig det, der er med til at forpeste barndommen allermest: De voksne der bebrejder en, at man ikke forstår noget, samtidig med at de viser én af med en bemærkning om, at det ikke er alt, man har godt af at vide.
Forholdet mellem mor og søn, der er det bærende motiv i romanen, skildres både rystende og gribende, med ganske enkle midler. Drengen råber højt, han vil fortælle sine historier, hans mor skal fortælle sine! Men hun holder netop helst sin kæft – når hun da kan modstå drengens vedholdende stormløb mod tavsheden. Det lykkes ikke altid. Drengen kræver at få svar på sine spørgsmål, men hun anerkender ikke, at hverken han eller nogen anden har ret til at kende dem.
De svar, drengen trods alt får ud af hende, er kun antydninger, kun ud gennem mundvigen så at sige. Det får hans fornemmelse af kun at være et halvt menneske, en version af et barn, moderen hellere ville have haft i en anden og mere ’normal’ skikkelse, til at vokse. Samtidig aner man, at moderen selv er et kvast barn, et muntert og sanseligt menneske, der blev standset i væksten af en misantropisk omverden.

Dybt deprimerende
Det er ikke opmuntrende læsning. Det Haller fortæller er tværtimod dybt deprimerende. Men det er også – og især, synes jeg – lutrende. Et syrebad, men det renser! Man behøver næppe selv være en forhutlet proletarunge fra Vendsyssel for at forstå budskabet, men det skader nok heller ikke. Forfatterens stil er grov, sine steder direkte uskøn, men hvad han ikke har i fancy litterær korrekthed, har han i robust troværdighed. Hans roman er lille af omfang, 120 små sider, men de er til gengæld fri for sludder og vrøvl. Og sådan i det hele taget: Hellere en lille bog af Haller end en hel dyne af forloren kunstnerromantik.

*Bent Haller. Det halve barn. Roman. 120 s. 180 kr. Høst & Søn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu