Læsetid: 4 min.

Bogstavelige erindringer

11. november 2000

STIKORD

FORKLARINGEN på, at erindringsbøger, memoirer og biografier nyder stor popularitet i disse år, er måske at gennemsnitsalderen i befolkningen er voksende. I hvert fald synes interessen for livsskildringer at tage til sammen med ens egne leveår, og de mest fanatiske af os giver sig til selv at skrive deres liv. Færre unge falder for genren.
Selv mener jeg i tidlige år at have næret en vis ligegyldighed for denne fantasiløse litterære aktivitet, selv om en af de første voksenbøger, jeg læste, var memoirerne Det var dengang og Pelikohl eller saa galt gik det fra 1926 og 28, to bognedsættelser, som mine forældre anskaffede.
Hvem eller hvad Pelikohl var, har jeg fuldstændig fortrængt, men forfatterens navn sidder fast, sangeren og komponisten Sextus Miskow, hvis værker nu aldrig spilles, men dog huskes for melodien til Drachmannns vise »Den Spillemand snapped' Fiolen fra Væg«. Min læsning af disse gemytlige erindringer var dikteret af musikinteresse, og jeg var imponeret over, at han ved et selskab et sted i Tyskland ubesværet snappede en violin og fra bladet spillede med i en strygekvartet.

NU HVOR ungdommens ubekymrethed ikke længere er det mest dominerende træk, læser jeg gerne erindringsnotater både om livets tiltalende almindelighed og den mere ustyrlige eksotisme hos høj og lav.
Jeg hiver et diskret bind i kassette ud af reolen: Excellencen Otto Ditlev Rosenørn-Lehns optegnelser, udgivet med mange baslementer af Sven Houmøller i 1960, fundet frem fra familiearkivet på herregården Oreby ved Sakskøbing. De er skrevet engang i 1860’erne efter hans moders død for at sætte hende et minde, nogle år før han i 1870 blev Danmarks udenrigsminister. Sirligt udformet, som det sømmer sig for en adelsmand, detaljeret og konkret, uden håndrysten over menneskers besynderlighed, som hvor han et sted gennemgår præstestanden i
Taars.
»Efter en gammel svagelig og tildeels sindssvag Mand ved Navn Bøving fulgte 1810 Søren Skovbo... en curiøs Mand, og i den Tid, jeg har kjendt ham gnaven og lidende af Gigt og Podagra. Han beskjæftigede sig meest med Fabrikationen af Barometre og Termometre, hvori han havde bragt det til en vis Fuldkommenhed.«
Det var altså en mand med hoved og adskillige kundskaber, hedder det videre. Han underviste ivrigt sine sønner. Han læste fransk med dem med grammatik og leksikon uden selv at kunne sproget, hvorfor han tog det parti at udtale ordene som latin.

I ERINDRINGSSERIEN »Folk fortæller«, udgivet af Foreningen Danmarks Folkeminder finder jeg Viola Marie Kølle Meinckes Min lollandske barndom (1997), nøgternt redigeret af George Nellemann.
Fra samme egnsdel som excellencen beretter hun om barndommens husmandsmiljø, blandt andet om kirkegang, læsning og skoletid godt hundred år senere. Kontant skrevet i lutter mundtlige hovedsætninger med tæt oplysningsmængde og pludselige, ukommenterede perspektiver:
»Helene og jeg gik til børnegudstjeneste hver anden søndag klokken 14. Præsten hed Holger Møller. Han fortalte om missionærerne i Afrika, og vi fik også læst en historie.«
Og om skolens verden hedder det:
»Både lærere og lærerinder boede på skolen. Lærerinderne i lejligheder over skolestuerne og lærerne i hver sit hus. Lærerinderne var ugifte, lærerne var gifte og havde børn.«
Lærerne var mest interesserede i de børn, der allerede kunne læse, så de skulle kunne bogstaverne, inden de kom i skole. Og stave skulle de også helst kunne.
»Far eller mor sad med den af os, der skulle begynde skolen, og øvede i en ABC, som bogen hed.«
Mere fortæller hun desværre ikke om den ting.

DERFOR KAN MAN ikke nøjes med refererende faktaerindringer. Digterne må kobles til for at minde os om f.eks. bogstavernes og hele indlæringens mysterium. Som nu Kerstin Ekman, der i romanen Guds barmhjertighed, nylig udkommet på dansk, lader den firesprogede fortællerske erindre sin indlæring af ABC’en.
Hun fik af sin samiske morbror at vide, at hun den første skoledag nok fik A for som lektie, som han havde fået det i lapskoleteltet – uden at vide, hvad man skulle med dette A. Hun havde allerede, ligesom den danske husmandspige, en ABC, den med hanen, og hun kunne de fleste bogstaver, men var utilfreds med at K kun var en ko. Hun gik da ud i købmandsbutikken og åbnede skuffen med K og kiggede ned for så at erfare, at K står for Kanel eller Kommen eller Kridt. For ikke at sige Kønrøg.
Så gjaldt om at begynde med begyndelsen og skrive alting op.
Det er nærmest et digt – i Inger Christensens alfabetiske virkelighedsstil:

Alun Anilin Anis
Ansjos
Berlinerblåt Blånelse
Brasilietræ
Blyanter
Brune Bønner Bordsalt
Bindegarn
Boraks

Det var et godt ord! står der om det sidste.
Er det verden, der skaber de gode ord, eller de gode ord, som hjælper verden på gled? Her har de duft og krop, både som skrift og når man udtaler dem, hvordan man end får lært det – gerne før bogstavet.
Erindringer kan være stor kunst. Stor kunst er erindring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her