Læsetid: 3 min.

Boldaften uden Birger

23. november 2000

Menuen stod på Manchester United mod Panathanaikos, Milan mod Galatasaray, billard, kolde øl og masser af ekspertise

Fra Furesøen
»Nu samler de tyrkiske spillere sgu mønter op. De har nok ikke fået løn de sidste to måneder.«
Klokken var blevet mange, men kommentarerne på Restaurationen var stadig lige knivskarpe. Efter en lang
aften med lokal højprofilering.
Der var ellers ikke meget liv at spore omkring torvet, da jeg omkring kl. 20 på en dyngvåd tirsdag aften kom forbi, indhyllet i paraply og vandkaskader.
Dramatikken startede i samme øjeblik, jeg drejede om hjørnet og stod foran Restaurationen. De fire havenisser pynter gevaldigt i vinduet, sådan nogle kan vi godt li’ herude, men foran, ude på fortovet, lå en krans. Altså sådan en rigtig én, som man bruger til begravelser og deslige. Var Cosa Nostra og Godfather kommet til Furesøen? Jeg vidste, at indehaveren ikke har hest, så måske nogen havde fundet en anden måde at advare ham på.
Indehaveren tog det med knusende ro.
»Det var en gæst, som jeg ikke ville servere mere øl for. Så gik han op i blomsterforretningen og stjal en krans. Det er den, der ligger udenfor.«

Povlsen og Stampe
Således beroliget smøg jeg mig ind på min plads i baren, lige ved siden af Skovmennesket. Han anlagde straks denne fodboldaftens milde tone ved at kalde mig en narrøv. Blot fordi jeg tillod mig at sætte spørgsmålstegn ved den sportslige berettigelse af den børsnoterede pengemaskine, man har iført fodboldtrøjer og kalder FCK. Fiskehandleren herude er også helt ekset med Don Østergaards hybrid, så jeg køber mine fisk på Kultorvet i København, når vejen falder der forbi. Det er ikke uden konsekvenser, éns katte hedder Flemming Povlsen og John Stampe.
Det store Manchester United-krus har en fremtrædende plads bag baren på Restaurationen. Og i dagens anledning havde indehaveren iført sig sin broche-lignende nål i samme klubs farver. Selv om det var svært, når nu René Henriksen spiller for de andre. Også nogle af gæsterne var inde på samme problemstilling, men det blev irrelevant, da Birger Peitersen tonede frem på skærmen:
SKRU NED!
Der blev straks skruet passende ned, og resten af aftenen slap vi for Peitersens kronik-lange udredninger om diverse dødboldsituationer, de socialt-psykologiske aspekter omkring den stigende fodboldvold i forbindelse med nedrykningskampe i Jyllandsserien osv., osv. Og den manglende lyd gjorde det også lettere at høre de dunkende maskinrytmer fra cd-afspilleren og guldkornene i det betragtelige antal verbale udredninger, der uafladeligt føg igennem lokalet hele aftenen. Begejstringen for underhunden fra Grækenland var til at ta’ og føle på. Ud fra betragtningen at ’der sker jo ikke noget ved at vise sympati, når bare de ikke slår vores røde helte.’

Kridtduft i næseborene
For Skovmennesket, indehaveren og flere af de andre gæster var halvlegens afslutning startskuddet på aftenens grundlæggende underholdningsmoment, og de strøg til bordet. For én, der selv har fiflet lidt med baller, køer og pinde, kribler det jo altid lidt, når man mærker kridtduften i næseborene. Men det er ikke på Restaurationen, man skal ha’ noget klinket mod ’The Furesø Hustlers’. Under megen diskussion, elegante stød og sorte oplæg fik de efterhånden afgjort, hvem der skulle gi’ de næste omgange.
Imens gik vi andre i gang med anden halvleg. Skovmennesket havde med nød og næppe undgået et pinligt nederlag ved bordet og fortalte lettet om en tur til Polen sidste år. Det havde han ganske vist gjort før, men hva’ fa’en, det er en god historie... Og så ved man jo, at højdepunkterne fra kampen gentages i det uendelige i langsom gengivelse, hvis man nu var gået glip af noget. Som f.eks. hvordan en ægte professionel engelsk angriber i løbet af mindre end et sekund klæder en nobel, teknisk begavet eks-AB’er helt nøgen og scorer til 1-0.
Så stillede det franske æggehoved Fabien Barthez sig helt fjoget i målet, og den græske udligning blev hilst med meget høje tilråb. Deres udsendte sagde straks med høj røst: »Nå ja, så vinder United kun med 3-1.«
Forinden havde han holdt en lang tale om Uniteds evne til at gi’ publikum spænding og først score de nødvendige mål henimod kampens slutning. Bagefter blev det til en hel del ’hvad sagde jeg’er’.
Mens italienerne og tyrkerne underholdt i disciplinerne brydning, kropskontakt og langspyt, antog aftenens afsluttende debatindlæg næsten barnlige former. Efter to hårde kampe var det tid at gå hjem. Det var også holdt op med at regne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her