Læsetid: 2 min.

Det borte grøfgrin grent

21. november 2000

For pjatrøve i alle (vestlige?) lande er ’Alice i eventyrland’ en guldgrube af enkle sproglige brandere, skær poetisk nonsens og filosofiske spidsfindigheder

Teater
Tegnefilmen har ubesværet kunnet rumme det meste, men teatret med sine tunge kulisser og begrænsede rum? Tjah. Østrigeren Peter Zadek har klippet fermt i Lewis Carrolls tekster – både Alice og fortsættelsen Bag spejlet, og Aalborg Teater har her og nu, op mod julen forsøgt at tilgodese barnlige sjæle i alle aldre.
Man kan, ud fra forestillingen selv, nok formene, at børnene bør være godt over Alices eget syv-og-et-halvt for at fange bare mesteparten af vitserne – en anden én kan selv have sit døje dermed – og at Store Scenes trods alt begrænsede rum mestendels inviterer til de snævre dybdeperspektiveringer af den svimlende uendelighed.

Ned i kaninhullet
At Carrolls fortællerstemme kan fremtræde scenisk (her i Hans Holtegaards imposante skikkelse) er vel logisk nok, men hæmmer ofte det underbevidstes flow, og Alice-figuren er – i hvert fald i dag – en temmelig retvinklet ’victoriansk’ pige, der ikke selv afstedkommer de store, rystende eller komiske konfrontationer i sit ned-gennem-kaninhullet-fald mod det helt anderledes, til trods for LouiseHerberts energiske spil.
På tværs af al på sparsom plads scenografisk snilde er førsteakten derfor forbløffende død i sværen, uagtet man dér har både det underste lands klassisk-absurde teselskab og Klumpe-Dumpes æggende, sprogligt hårrejsende magtfilosofi at gøre godt med. Man frygter det værste.

Den reneste pøbelfryd
Men vender så tilbage til en andenakt, der – modsat næsten alle andre teaterforestillinger, man kan komme i tanker om – samler mangfoldigheden til tre-fire stærke tableauer, som forener alle Carrolls sceniske potentialer i enkle optrin – og også samler de bedste spillere – så man ender med den reneste pøbelfryd. Absolut vildsom opera-koloratur over det hæderværdige motiv ’yndige suppe’, sunget af den forlorne skildpadde selv, der jo i øvrigt har lært begge de »stakkels gamle døde sprog, oldflæsk og latrin« dronningens længe før alle tænkelige nævningekendelser bistre domfældelse: Af med hovedet!; den hvide ridders ærefuldt adrætte falden af hesten, mens han uanfægtet troubadurisk synger - det er ret vidunderligt...

Udødelige linjer
På den måde ser vi så alligevel lettet Alice ude igen af sin lange eftermiddagssøvn om den eventyrligt skønne have - og kan tilmed tillade os at tro, at ordentlige piger nok skal klare sig, klare at integrere de drømme, der uformodet popper op, når de gror til. Men, og det kan man jo godt tænke på vejen hjem, Alice’erne er næppe de eneste drømmere, parate til at følge hvide kaniner ned i hulerne...
Dog, man vil helst fastholde Alice på sandheden af hendes recitation af de udødelige linjer:
»Et slidigt gravben vridr de i brumringen på tidvis plent, og lappingen var vaklig, og det borte grøfgrin grent.«
PS. Jeg kan – som det fremgår – ikke udefra helt forstå den begavede instruktør Søren Iversens taktiske dispositioner, men kan attestere, at i hvert fald Michael Brostrup, Joan Henningsen, Kresten Andersen, Lisbeth Gajhede og Ole Jakobsen har effektivt fat, der hvor drøm og rollemaske produktivt smadrer sammen.

*Lewis Carroll: Alice i eventyrland. Bearbejdning: Peter Zadek. Instruktion: Søren Iversen. Scenografi og kostumer: Steffen Årfing. Aalborg Teater, Store Scene

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her