Læsetid: 3 min.

Brobissen Barker

13. november 2000

Bestillingsdrama på bizart grundlag i vitaliserende opsætning på Malmö Dramatiska Teater

Teater
Kulturbroprojektet med de mange penge har meget på samvittigheden, som det seneste et bestilt stykke binational samlivsanalyse fra den store, snart gamle mand i engelsk teater, Howard Barker. Hvorfor egentlig Barker? Hvorfor ikke den Enquist, der har et ben i hvert land, eller Sven Holm, Rifbjerg eller Gardell? Man må have ønsket sig et fremmed blik, et udefra kommende blik på de såkaldte broderfolk.
Og det har man sandelig fået sig, men i noget overeksponeret grad; for Barker, der mentalt ikke ligefrem har ’fingrene i lorten’, men befinder sig langt fra det indbyrdes dansk-svenske følelsesregister, går ud fra et fænomen, der for os – de involverede og portrætterede – forlængst er dødt og begravet. Nemlig krigen. Eller – hvis man skal tale historisk – krigene.
Barker, der just ikke er nogen jubel-humanist, har ofte tidligere kredset om temaet, bl.a. i Slottet (spillet af Mammutteatret først i 90’erne), men det stykkes pro-feministiske tiltro til kvinders krigsulyst er en noget andet historie end Animals In Paradise.

Krig-fred-krig
Her har ’krigen’ varet i 80 år, da muligheden for dens modsætning viser sig – den krigeriske gamle svenske dronning dør og nye, paradisiske tider kunne passende afprøves. Noget nølende og primært af personlige grunde indstiller den svenske prins Taxis fjendtlighederne, men hvor interesseret er omgivelserne ? På den danske side – fokus springer frem og tilbage over Sundet – avler kvinderne uafbrudt sønner til kanonføde, mens en Kierkegaard-kalkeret filosof driver rundt og spør’ sig »enten-eller«, studenterne kræver klar tale og kongen klipper sine bonsai-vækster i ophøjet resignation, for krig synes at være en naturlov.
Inden i rammen af statsmandsplan kører mindre, private historier, først og fremmest Taxis’ betagelse af danske Tenna, der har forladt filosoffen, studenten Fourteens binding til filosoffen og det gamle hoffaktotum Practice’ modstræbende ophøjelse til Tennas elsker. Men det private overtager og blir statsmandsplan, da Tenna returnerer til Danmark med det problematiske fællesbarn, nøglepersoner omkommer og en ny krig synes at være under opsejling.

Virtuos opvisning
Barkers tekst er et lystigt, løst og halvkvædet puslespil af symboler, digressioner, efterklange og referencer, først og fremmest til et par ingredienser i en vis landsmands danskerdrama, Hamlet.
Hinsidan tøffer Practice som Polonius, udenfor og nærtstående, viis og konfus, rundt i hoffets privatkonflikter og her geråder elskelige Kristian Holm Joensens Fourteen (er der mon en idé bag de uoversatte personnavne?) i en vittig pro et contra selvmordskonflikt, der taler i munden på »to be or not to be«.
Symbolerne er fordelt med rund hånd, men manifesteres direkte i aktoverskrifterne Et tårn, En bro, Et tårn, med det krigeriske tårn i familie med skakspillets og den platte broreference pakket ind i karrikerede, store ord, der fremkaldte den kalkulerede ministerfloskeltrætte fnisen på tilskuerrækkerne.
Bag de villet gådefulde veronica’er og de syv, intellektuelle slør er der relativt lidt tilbage i teksten, men opsætningen er en virtuos opvisning i moderne teaterdynamik på alle tangenter og særdeles plugged.
Instruktøren Olof Lindquist har ikke bare gennemskuet manuskriptets behov for en hjælpende hånd via visualisering, men også et sjældent teatraliseringsinstinkt, der krydser mikrofine referenceskud med grovkomik og råhed med deadpan samt sparrer Barkers ordrigelighed med pågående fysikalitet.
To svenske spillere skiller sig ud her – Göran Dyrssen (Practice) med bl.a. en iøjnefaldende faldteknik og Åsa Persson, der kickdanser sig gennem rollen som Darling, af Barker benævnt bøddel (og følgeligt rødklædt), uden at funktionen i øvrigt bruges til noget. Også Susan A. Olsen som altid-gravide Norris slår sig fysisk igennem og af teatrale løsninger holdt jeg meget af Lindquists illustration af Tennas svømmetur over Sundet – på med badehætte og briller, hovedet ned i en zinkbalje, prustende op igen, ned, op, ned, op...
Bag kanonerne og Christian Friedländers truende bastionskolos drøner dansk-svenske The Tremolo Beer Gut (med bl.a. Sune Wagner, tidligere frontfigur for Psyched Up Janis, og trommeslageren Yebo); deres drive driver forestillingen og når den alligevel til sidst blir for lang, skyldes det den skuffelse, der sætter ind, når det står klart, at der bag opvisningen putter sig en kunstnerisk ugidelig kerne langt fra skarpheden i f.eks. mesterstykket Scener fra en henrettelse. Dether smager mere af Howard’s End.
Og som sagt – udgangspunktet virker bizart i betragtning af, at ’fjendtlighederne’ i mands minde har udspillet sig mellem toogtyve mand på en grønsvær på udvalgte sommeraftener. Kunne de to teatre ikke have fået mere for deres penge et andet sted ?

*Animals in Paradise af Howard Barker. Instr.: Olof Lindquist. Scen.: Chr. Friedländer. Kost.: Jenny Ljungberg. Bestilling & co-produktion af Det Kgl. Teater & Malmö Dramatiska Teater. Hipp, overføres t. Kanonhallen 1. dec.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her