Læsetid: 3 min.

’Brunskjorter’ på gaden

30. november 2000

Det bliver mere og mere klart, hvordan republikanske aktivister har intimideret medlemmer af valgstyrelserne

BOSTON – I en direkte udsendelse onsdag 22. november viste CNN billeder af hujende demonstranter, der havde taget elevatoren op til 18. sal i Miami-Dades amtsgård og bankede på ruder vendt mod nogle kontorer, hvor valgstyrelsens tre medlemmer angiveligt planlagde at håndtælle et udvalgt antal stemmesedler.
CNN’s journalist på stedet forklarede, at de 30-40 republikanske aktivister var indignerede over, at valgstyrelsen kort forinden havde besluttet at indstille håndtællingen af 654.000 afgivne stemmer i Miami-Dade amt og i stedet ville tælle 10.750 umærkede stemmesedler. Tv-reporteren kunne samtidig berette, at ’pøblen’ havde omringet formanden for det demokratiske parti i Miami Joe Geller på en etage nedenunder og beskyldt ham for at have stjålet nogle stemmesedler.
Lidt senere hed det, at valgstyrelsen helt havde opgivet en manuel omtælling. Inden tidsfristen søndag 26. november havde man fem dage til at gennemgå 10.750 stemmesedler. Det kunne man angiveligt ikke nå. Da nyheden spredte sig, omfavnede de unge mænd og kvinder hinanden. I Washington gik vicepræsident Al Gore og hans rådgivere i chok.

Brunskjorte-taktik
To dage senere rapporterede New York Times:
»Flere mennesker blev trampet ned, slået i hoved eller sparket, da demonstranter prøvede at bryde dørene op foran Miami-Dades valgtilforordnedes kontor. Efter at balladen var ovre, havde demonstranterne fået, hvad de ville have. Valgstyrelsen besluttede enstemmigt at indstille håndtællingen... Bagefter sagde formanden for styrelsen David Leahy, at protesterne havde haft indflydelse på hans beslutning.«
Den demokratiske leder i Miami, Joe Geller, blev kropsvisiteret af politiet. Det viste sig, at han af valgstyrelsen havde fået lov til at låne en imiteret stemmeseddel.
»Republikanerne brugte klassisk brunskjorte-taktik. Deres mål var at intimidere de tre medlemmer af valgstyrelsen,« siger Geller til News-week.
Fredag gik vicepræsidentkandidat Joseph Liebermann på national tv og sagde:
»Det er på tide at adlyde loven i stedet for at lade pøblen regere. Vi skal ikke intimidere og bruge vold, men være tålmodige og vise respekt.«
De tumultagtige scener i downtown Miami kan gå hen og blive et vendepunkt i USA’s skelsættende præsidentvalg i 2000. Det skyldes, at Al Gore ifølge statistiske beregninger udført af upartiske eksperter kunne have vundet mellem 300 og 600 ekstra stemmer fra en håndtælling af de 10.750 umærkede stemmesedler.
Sammenlagt med 157 stemmer fra de første to dages manuelle omtælling i Miami-Dade og 220 stemmer fra Palm Beach, som Floridas republikanske valgchef afvist at medregne, kunne Gore angiveligt overhale Bush’ forspring på 538. Disse tre forhold udgør kernen i det sagsanlæg, som Gores advokater har rejst ved en distriktdomstol i Tallahassee.
Distriktsdommer N. Sanders Sauls vil på lørdag tage stilling til, om de 10.750 stemmer skal håndtælles under hans opsyn.
Gores bedste chance for at vinde er en håndtælling af de 10.750 stemmesedler, som maskiner afviste at tælle. Ifølge Miami Herald stammer 60 procent af stemmerne fra valgsteder med overvejende afro-amerikanere og jødiske pensionister – kernevælgere i det demokratiske parti.

Hævn mod Clinton
Dette forhold forklarer, hvorfor de republikanske ballademagere forsøgte at intimidere valgstyrelsen. Halvdelen af vælgerne i byen Miami er af cubansk afstamning og flere end sædvanligt, 80 procent, stemte i år republikansk som en slags hævn mod Bill Clinton og Al Gore for at have sendt Elian Gonzalez tilbage til Cuba. Det cubanske eksilsamfund finder det urimeligt at håndtælle stemmer, der er urepræsentative for storkredsens etniske sammensætning.
Netop eksilcubanernes politiske magt i Miami kan have været udslagsgivende for begivenhedernes gang 22. november. Det var f.eks. den konservative radiostation Mambí, der tilkaldte flere hundrede demonstranter og underrettede et korps af republikanske medarbejdere fra Kongressen i Washington om situationen i amtsgården.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her