Læsetid: 4 min.

Bumsen og Klerken

18. november 2000

STIKORD
MUNKEN OG GØGLEREN er to typer i den folkelige tradition. De går igen på så mange planer som følge af vores evige lyst til at distingvere, at forstå verden gennem forskelle. I visse beåndede øjblikke kan det vel forekomme en, at alting ligner hinanden, men hurtigt får vi øjnene op for, at den store identitet også er en stor illusion. Og ser vi stift på hinanden, inddeler vi os snart i to partier: Den, der henfalder til refleksion modsat den mere spontane, den sentimentale modsat den naive, lærd modsat læg. Taler man om sympati, er den sjældent gensidig, men det er dog tydeligt at spore den intellektuelles dragning mod enkelheden, i fornemmelse af et tab, måske som en drøm om oprindelighed.
Lige nu har jeg Jan Kjærstad i hovedet efter at have genlæst hans norske Opdageren i den nyudkomne danske version, den om Jonas Wergeland, der er så gennemvævet af tanker, at han glemmer nærheden og kærligheden. En slags gøgler er han, men i munkedragt. Mediehelt og tænker. Kjærstad selv er en superintellektualist forgabt i eventyret.

MARKEDSGØGLERENS konfrontation med klosterlivet har interesseret bl.a. Anatole France. Jeg ved ikke, hvor mange, der nu om stunder læser denne intellektuelle, skeptiske radikaler og humanist, hvis stjerne dalede, efter at han i 1921 modtog nobelprisen. Surrealisternes principielle afsky for ham blev en barriere. Og måske også hans kammertjener Brousson, der skrev en underholdende sladderbog om storheden i morgensko. Den sidste, jeg har hørt tale om Anatole France med beundring, var Hans Bendix, som dér fandt noget af den bedste del af fransk esprit. Selv om jeg respekterer surrealisterne, læser jeg stadig med mellemrum Anatole France, f.eks. hans genfortælling af Markedsgøgleren efter en fabliau fra middelalderen om »Vor Frues badutspringer«.

DENNE BARNABAS fra Compiègne fangede markedsdagenes publikum med sine kunster, sin hele kropslige behændighed. Han var især god til at stå på hænder og spille bold med tæerne, seks strålende messingkugler. Eller han gik bagover, til nakken rørte ved hælene og han lignede et hjul. I den stilling legede han med tolv knive. Men om vinteren led han nød.
Han traf da under sin vandring en munk, der lokkede ham i kloster, hvor han da fik gode dage, men alligevel snart trivedes ilde mellem de lærde munke, tænkere, skribenter, skriftkyndige kopister, billedkunstnere, skulptører. Et Herrens kreative og hengivne værksted. Han følte den uudtalte ringeagt for hans uvidenhed.
I nidkær beundring for Jomfruen fandt han da en måde at yde sin tribut. Han isolerede sig i timevis i klosterets kapel. Prioren og munkene undrede sig og fattede mistanke om noget utilbørligt, belurede ham og afslørede da hans særlige aktivitet:
»De så Barnabas stå på hovedet med benene i vejret, foran alteret, og lege med de seks messingkugler og tolv knive. Til ære for Guds hellige moder gjorde han de kunster, der havde skaffet ham så stort ry.«
Munkene opfatter det som helligbrøde og bryder ind for at trække ham ud af kapellet, men da ser de den hellige jomfru stige ned ad alterets trin og tørre sveden af panden med en flig af sin blå kappe. Og de kaster sig til jorden med udbruddet: Salige er de enfoldige!

DET ER SÅ de intellektuelles særlige form for enfoldig uvidenhed om spontaneitetens sandhed, som selv surrealisterne burde kende. Og som Anatole France med blid ironi og medviden kunne fortælle om på et tidspunkt her i 1892, hvor han var ved at frigøre sig fra konservatismens katolske konventioner på vej mod humanismen, som han året efter demonstrerede i den
uimodståelige abbed Coignards ræsonnementer i romanen Dronning Gåsefod.
Det har moret Københavns Universitets mest underfundige og højlitterære abbed, Paul V. Rubow, at oversætte Anatole Frances selvbevidst naive legende til dansk, Markedsgøgleren (1947), med Povl Christensens medvidende træsnit.

I VISSE TIDER er gudhengivenhed forenelig med kunst. Det fungerer kun sjældent godt i vore dage, hvor f.eks. salmedigtning er uforenelig med kunst, trods min ven Jørgen Gustava Brandts påstand og praksis, og hvor den meste kirkekunst i mine øjne ser forloren ud.
Munken og gøgleren har svært ved at mødes i klosteret, hvis det ikke lige er Ribe Domkirke.

ET BILLEDE bliver ved at forfølge mig. Museet i Falun besidder en enestående samling af folkekunst, af dalmålningar, disse
naivt raffineret skildringer af daglige, kongelige, kirkelige, eksistentielle begivenheder, livet, døden, festen og kunsten.
I en montre for sig vises en knust violin, et herligt festinstrument brugt til bryllupper, baller, fællesglæder, hverdagens opstemthed og overskud. Men gøglerne, musikanterne fik for sig, at de
burde smadre instrumenterne som led i omvendelsen til den rette livsførelse, da missionen i 1800-tallet fik magten over sjælene og ikke mindst kroppene.
Da tog det slut med denne jongleren hen over åndens grænser. Skellet mellem gøgleren og munken, bumsen og klerken, eller hvad de to parter nu kalder sig i dag, er kendeligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu