Med en række skarpt skårede numre er Marilyn Manson igen oppe af skyttegraven for at beskyde amerikanske værdier.
Offspring er også vrede unge mænd, der dog ikke har glemt at feste
Ny cder
Antichrist Superstar alias God Of Fuck alias Marilyn Manson, Amerikas mindst ønskede, er tilbage og hærger radio- og tv-stationerne med sit kværnende kompromisløse freakshow ved navn Holy Wood.
Forsmagen er allerede serveret med singlen og videoen Disposable Teens, hvor en overtatoveret Manson optræder i henholdsvis kvinde- og præstetøj på en scene flankeret af sværtbevæbnede politifolk. Endnu engang skamrides kristne, seksuelle og fascistiske symboler og endnu engang forsages amerikanske middelklasseværdier. Men for en gang skyld ender det ikke i faretruende infantilisme, da Holy Wood har et bemærkelsesværdigt musikalsk og teksmæssigt overskud.
Sort trilogi
Holy Wood er afslutningen på en trilogi, som også omfatter pladerne Antichrist Superstar og Mechanical Animals, men den tre-delte historie fortælles baglæns, så nyeste plade er begyndelsen. Således berettes om den utilpassede Adam i et samfund, der beskrives som religiøst hyklerisk, politisk og socialt uinteresseret, ulideligt småborgerligt, og hvor ting kun giver mening, hvis de vises på tv. The monkey, the man, then the gun er Mansons udviklingsteori, når han ser det amerikanske samfund som det endelige resultatet.
De to forgående plader fortæller om Adams videre skæbne som revolutionær rockstjerne, der ender i medieindustriens trædemølle og desillusioneret vælger selvmord som sidste udvej.
Den mere udglattende glamrock fra forrige udspil, Mechanical Animals, er på Holy Wood forladt til fordel for et hårdere og mere uforsonligt udtryk. Universet og stemningen er skånselsløst spundet ind i industrial a la Nine Inch Nails, men en snert af gamle, gotisk britisk metal høres også ind imellem.
Trods det at pladen indeholder hele 19 numre er der forbavsende få skæringer, der ikke står distancen.
Det skyldes blandt andet, at tekst og musik overbevisende går i spænd med hinanden. Marilyn Manson har mange provokerende one-liners, men i modsætning til andre af tidens bands med oprørske attituder, er det hele ikke bare fuck, fuck og atter fuck. We got our ABCs and our F-U-C-K!, som det dog hedder i nummeret »Burning Flag«, men emnet er kritik af et samfund, der ifølge Manson ikke gider engagere sig i noget længere, fordi mageligheden for længst har sejret.
Holy Wood er sort, vred og aggressiv, og de religiøse og borgerlige grupper, som Manson er en naturlig reaktion mod, finder heller ikke denne gang nogle forsonende elementer. Våbenhvilen med Amerikas fjende nummer et er langt fra indtrådt.
Aggressivt
Offspring er ikke mindre bevidste om verdens ondskab, men insisterer på at få afløb for frustrationerne på anden vis.
Med nummeret »No Self Esteem« ramte bandet for en del år siden ned i grunge-genrens nerve af ungdommelig frustration og rastløs vrede, men siden er der gået party-punk i deres musik. Således også på nyeste udspil, Conspiracy Of One, der med singleudspillet »Original Prankster« forsøger at gentage bedriften fra det to år gamle megahit »Pretty Fly (For A White Guy)« ved at blande latino-rytmer med punk. Ellers er menuen melodisk hard-core med en hastighed som i
thrash-metal-genren i påfaldende mange iørefaldende skæringer, der veksler mellem det nære og globale, fra tosomhedens problemer til den omkringliggende verdens elendighed. Løsningen er »This worlds hard to fight, hitting you one, hit it again«, fra nummeret »Living In Chaos«, så Offsprings vrede kan nok klares med et par lykkepiller.
Er Offsprings klassens rod, der nok skal vokse fra det, er Marilyn Mansons den mere permanent utilpassede. Begge må sige at være gode til at kanalisere vreden ud i musikken.
*Marilyn Manson: Holy Wood. Produceret af Marilyn Manson og Dave Sardy. Universal Records. Udkommer i dag
*Offspring: Conspiracy Of One. Produceret af Brendan OBrien. Sony Music. Udkommer tirsdag
