Læsetid: 5 min.

Dansk dilemma om sex-handel

11. november 2000

Staten Danmarks bekæmpelse af kvindehandel kolliderer med lovgivning, asylpolitik og frisind

Voldtægt. Afpresning. Seksuelt misbrug og groft rufferi. Det var nogle af anklagepunkterne mod de tre personer fra en eks-jugoslavisk sexmafia, der i går blev dømt til henholdsvis to, fem og seks års fængsel i Stockholm for handel med udenlandske kvinder til prostitution. Dermed fandt Nordens hidtil største sag om trafficking sin afslutning. En sag, der primært udspillede sig i Danmark, hvor ti ud af de 13 tjekkiske kvinder, som sexmafiaen havde i sin stald, blev solgt til prostitution på billige hoteller i København.
Selvom Danmark var centrum for den grænseoverskridende kvindehandel, var det ikke dansk politi, der ledede efterforskningen, anholdt bagmændene eller kom på sporet af kvindehandelen. Det var svensk politi.
Det var heller ikke den danske stat, der stod for at stille bagmændene til ansvar for den ekstreme udnyttelse, de ti unge tjekkiske kvinder blev udsat for i den danske hovedstad. Det var derimod den svenske stat, der iværksatte retsforfølgelsen. Det eneste, Danmark kunne bidrage med i sagen, var en smule assistance fra dansk politi – f.eks. til observation af de dømte, når de mødtes i København for at lægge planer.
Og så kunne Danmark – med udlændingeloven i hånden – udvise de unge kvinder med øjeblikkelig virkning, når politiet stødte på dem i de københavnske gader.
For de svenske myndigheder betød dette til gengæld, at de måtte helt til Tjekkiet for at finde kvinderne og dermed få deres vidneudsagn til at føre retssagen mod bagmændene.

Hvis en vejlensisk mand myrder en århusianer i Odense, er det hverken Vejle eller Århus Politi, der rykker ud på gerningsstedet og påbegynder en efterforskning. Det er politiet i den politikreds, hvor forbrydelsen fandt sted – altså Odense Politi.
På samme måde kunne man derfor sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det var staten Sverige – og ikke staten Danmark – der påtog sig at optrevle, indsamle beviser og retsforfølge en sag, hvor personer havde udøvet organiseret kriminalitet i Danmark.
Svaret ligger til dels i det faktum, at det var fra Stockholm, sexforretningen i Danmark blev styret, og at det derfor var de svenske myndigheder, der fik færten.
Men det ligger også i de dilemmaer, staten Danmark befinder sig i, når bekæmpelse af kvindehandel kolliderer med lovgivning, asylpolitik og frisind.
Grundlæggende kan der være en problematik i på den ene side at ville bekæmpe handel med kvinder til prostitution i Danmark, samtidig med at have en liberal lovgivning, der tillader prostitution. Det betyder nemlig, at eftersom det officielle Danmark accepterer prostitution som et lovligt arbejde, gør politiet det selvfølgelig også, hvilket afspejler sig i deres interesse for at undersøge, om der skulle foregå kvindehandel i f.eks. bordelmiljøet.
Når politiet skal bekæmpe kvindehandel, sker det altså med det udgangspunkt, der hedder, at det er okay, at kvinder har professionen sexarbejder. At et sådant udgangspunkt kan give problemer i forhold til at bekæmpe kvindehandel blev illustreret i sagen fra Aalborg. Her sagde en politimand om byens udenlandske prostituerede, at ’det er bedre, de kommer her og tjener lidt til livets ophold, end at de arbejder på en eller anden slaveanstalt i Bangkok‘.
Den liberale prostitutionslovgivning betyder også, at man for at bekæmpe kvindehandel her i landet må opfinde nogle barometre, der kan vise, hvornår der er tale om kvindehandel, og hvornår der er tale om almindeligt og legalt sexarbejde. Og her opstår et andet problem: Spørgsmålet om frivillighed.

Politiets barometer består af tre ord: Pres, tvang og hvid slavehandel. Det gør det, fordi politiet mener, at når prostitution er tilladt, må det være et spørgsmål om graden af frivillighed, der bestemmer, om man er offer for kvindehandel. En kvinde skal altså sige til politiet, at hun er blevet tvunget til at prostituere sig for at blive kategoriseret som offer. Det gør de færreste – bl.a. på grund af frygt for repressalier fra bagmænd og frygt for de myndigheder, der i hjemlandet ikke altid er lige troværdige.
De tjekkiske kvinder, der blev handlet i Danmark af de nu dømte personer, sagde således ikke til dansk politi, at de var blevet presset eller tvunget til noget, da politiet havde dem i sin varetægt. Sagen blev derfor ekspederet på den sædvanlige måde: Udvist på grund af manglende opholds- og arbejdstilladelse. En ekspedition, der ligger helt i tråd med Udlændingeloven.
I kvindehandelsøjemed betyder det, at de tre bagmænd kunne have gået fri, hvis ikke de svenske myndigheder havde haft fingre i sagen.
Men samtidig er det ikke nok bare at kunne fortælle politiet, at man er blevet presset eller tvunget ud i prostitution. Der skal også beviser til, når man lever i en retsstat. Og hvordan beviser man så i praksis pres eller tvang? Her opstår endnu et dilemma omkring bekæmpelse af kvindehandel: Retspraksis versus denne helt nye type organiserede og grænseoverskridende kriminalitet.
For Danmark er rufferi det håndfaste bevis, der går hånd i hånd med begrebet kvindehandel. De få traffickingsager, der har været for danske domstole, har været sager, hvor man kunne bevise, at bagmanden har tjent penge på kvinderne.

Rufferi er et centralt anklagepunkt i en stat, der tillader prostitution. For det er kun i tilfælde af rufferi, at det siges, at en prostitueret er blevet udnyttet. Denne logik har Danmark så oversat til også at gælde kvindehandel.
Modsat det engelske ord for kvindehandel – trafficking – som henviser til fænomenet at traffikere en person rundt med henblik på udnyttelse, ligger der i det danske ord kvindehandel en automatassociation om penge. D.v.s. at myndighederne fremfor at fokusere på, hvordan kvinder er blevet handlet til Danmark og af hvem, fokuserer på at skaffe beviser for, at en person pengemæssigt har fået udbytte af kvinden. Ellers er det ikke en rufferisag og dermed – i prostitutionslovgivningens terminologi – heller ikke en udnyttelse.
Dertil kommer så, at retspraksis i rufferisager har ændret sig med samfundsudviklingen. Jo mere liberal den danske seksualmoral er blevet, desto færre retssager og mildere rufferidomme er der kommet. Dette sker samtidig med at alfonseri er blevet mere avanceret end nogensinde. Det er det blevet i og med, at det nu er topprofessionelt, gennemorganiseret – f.eks. via mafiaer, der også handler med narko og vasker penge – og er grænseoverskridende. Hvis staten Danmark i fremtiden skal løse sine egne forbrydelser, må Danmark først løse sine egne dilemmaer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu