Duc Pham vietnamesisk immigrant i Los Angeles er en undtagelse. Han har fået chancen for at tage en uddannelse og det kan blive vejen ud af bandekriminaliteten
Jeg kan simpelthen ikke forestille mig denne her tilværelse hele livet ud. Nej, jeg vil sgu væk herfra...«
Gus står blandt sine kammerater homeboys fra Cuatro Flats-banden her i det østlige Los Angeles og lover dem, at næste sommer skal han på universitet og studere, koste hvad det vil.
Han er træt af at have strisserne i hælene med trusler og chikanerier. Gus kan ikke længere holde til presset. Han er 19, tog studentereksamen sidste år og har gennem sine år some jefe for banden set kammerater dø, blive såret, forsvinde. Tragedien ligger altid lige om hjørnet og lurer. Synet af en homie fra en anden bande udløser automatisk en ildkamp. Sådan er livet bare i Los Angeles ghettoer.
»Den eneste fejltagelse, man kan bøde med livet for det er at tilhøre en anden bande. Vi kan ikke li de andre, og de kan ikke li os. Når vi ser én af dem, er det om at komme hjem og hente et våben, pile ud på gaden og se om man kan få ram på ham i tide,« griner Gus tørt.
De andre bandemedlemmer bifalder med et »yeah, man.« Ikke fordi de er bange for Gus. De bekræfter blot, hvad alle ved i det offentlige boligbyggeri Pico Gardens. Livet er farligt; så hvis man håber at overleve sine teenage-år, skal man skyde først og spørge bagefter.
Cuatro Flats er én af 400 kriminelle ungdomsbander i Los Angeles-området. Halvdelen af dem er hispanic, hvilket vil sige medlemmer af latinamerikansk afstamning. Politiet vurderer, at ca. 40.000 ud af 64.000 bandemedlemmer i storbyen er hispanic. Resten er enten afro-amerikanske, hvide eller asiatiske.
Bande-fænomenet i Los Angeles tiltrak første gang større opmærksomhed i kølvandet på de voldelige optøjer i bykvarteret South Central i 1992, hvor 50 omkom, og der blev påført skader på infrastruktur til en værdi af flere milliarder af kroner. Herefter bevilgede byens politikere 500 mio. kroner ekstra til at opføre fritidsinstitutioner, der kunne sysselsætte teenagere efter skolegang.
»Det hjalp virkeligt. I de efterfølgende år så vi et brat fald i antallet af mord og overfald,« fortæller Gilbert Sanchez, leder af et institut på California State University, som søger at få unge bandemedlemmer til at opgive deres kriminelle levebrød og satse på en videregående uddannelse.
Men så snart volden aftog, og pressen undlod at følge op på den lærerige historie, mistede lovgiverne interessen og bevillingerne tørrede ud. »Vi har haft en masse nedskæringer. Fritidshjem opererer med alt for lille et personale. Beskæftigelsesprogrammer i sommermånederne er helt hørt op. Det betyder, at 18.000 unge gik ledige i Los Angeles hele denne sommer, og hvad sker der så,« indvender Gilbert Sanchez, der er tidligere bandemedlem fra bykvarteret Montebello. Han svarer selv:
»Så søger de unge tilbage i bandelivet. Her er beskyttelse. Her er alle de andre kammerater. Her kan man tjene penge til at overleve på narkohandel.«
Det kom derfor ikke som en overraskelse, at politiets statistik for bandekriminalitet viser et tydeligt opsving i det sidste årstid. Antal bandemord i første halvår 2000 er steget til 125 fra 54 i 1999.
»De eneste penge, politikerne bevilger, går til politiet. Den fremherskende opfattelse i Los Angeles og i hele landet er, at politiet ved bedst, hvad der skal gøres. De kender jo bandekulturen. OK, politiet kan med en vis succes gå ind og overtale unge, der overvejer at blive medlemmer, til at holde sig væk. Men det efterlader den hårde kerne på ca. 60.000 unge med ansigtet i støvet,« siger Sanchez.
De to præsidentkandidater Bush og Gore har den samme opskrift på problemerne: Flere politibetjente ud i gaderne.
Boligbyggeriet Pico Gardens tilholdssted for banden Cuatro Flats ligner på ingen mådeforestillingen om en amerikansk byghetto. Vi er ikke i kvarterer som Harlem, South Chicago eller North Philadelphia, hvor hver tredje ejendom står øde, butiksvinduer er buret til med brædder og affald ligger spredt ud på fortovene.
Hér, et par kilometer øst for de glitrende skyskrabere i downtown Los Angeles, har byrådet fornylig erstattet gamle sociale boliger med moderne ejendomme. Anlægget ser faktisk nydeligt ud. Det synes min ledsager imidlertid ikke. Duc Pham er vietnamesisk immigrant og har været medlem af Cuatro Flats, siden han var 14. I dag er han 24, lever med sin kæreste Nannette og deres 2-årige søn i en lejlighed i en anden bydel. Han studerer på California State University.
Den hurtigt talende Duc er blevet Gilbert Sanchez mønsterelev på universitet.
»Jeg kunne bedre lide de gamle røde murstensbygninger,« mumler han, mens vi kører forbi den grund, hvor Pico Gardens engang lå.
Ved indgangen til det nye Pico Gardens er der ikke en sjæl at se. Umiddelbart virker det utænkeligt, at dette byggeanlæg skulle være hovedkvarter for en berømt kriminel ungdomsbande, hvis rødder går tilbage til 1950erne, og som i dag har mindst 200 aktive medlemmer. Vi kører ind på en parkeringsplads mellem ejendommene. Stadig ingen at se.
Duc beder mig om at stille bilen. I samme øjeblik, vi stiger ud, dukker et par fyre op. Den ene af dem er Gus (Gustavo). Han er mellemhøj, ranglet, hovedet er aflangt og drenget med et halvfrækt udtryk i ansigtet, baseballkasketten sidder omvendt på hovedet. Mike (Miguel) er 21, mørklødet, lidt rund i ansigtet og snakkesalig. Jorge ligner en latinamerikansk udgave af Orson Welles brede skuldre, fedladen vom og et vildt og skelende udtryk i øjnene. På hans T-shirt står der: Jobs not jails.
Flere andre støder til. Én af dem hedder Rudi. Han er den ældste med 24 år på bagen. På hans overarm er der malet et tattoo med ordlyden: Suicidal thoughts (selvmordstanker). »Jeg har ikke lige nu planer om at begå selvmord,« fortæller han senere i en uformel tone, som talte han om at gå i biografen. »Men nogle gange, når jeg står op om morgenen, kommer lysten.«
Og så er der den yngste Luke (Luca). Han er 17 og går i gymnasiet. Stemmen er skinger og dreven. Han siger sjældent noget sammenhængende. Det virker, som om Luke er fortabt i sin egen verden. Han kunne være bandens mest koldblodige dræber. Luke bærer ikke sit indre, komplicerede følelsesliv yderst på manchetknapperne, snarere tværtimod.
Duc Pham er den eneste udlænding i Cuatro Flats-banden. At være vietnamser blandt amerikanere af latino-afstamning har aldrig voldt ham problemer. »Jeg kan klare mig på spansk,« understreger han.
Familien bragte ham og broren fra Sydvietnam til USA som helt små. Faren døde, da de var henholdsvis 12 og 13 en tragedie, som de to sønner aldrig er kommet sig over. Moren måtte tage arbejde på en systue til ussel løn, og snart var der ikke nok penge til tøj og mad.
»Vi begyndte at stjæle videobånd fra Nintendo-maskiner og sælge dem videre. Vi skulle have penge til at spise efter skoletid, og mor kom først hjem kl. fem om eftermiddagen,« erindrer Duc.
Som 13-årig begyndte Duc og hans vietnamiske venner at sælge kokain. Snart blev de indlemmet i Cuatro Flats-banden. »Mine homies var som en anden familie. Vi var pushere, stjal biler i ny og næ, spillede bold og jagtede rivaler fra de andre bander,« fortæller han med et stænk af vemod i stemmen, som om han længtes efter de gamle dage.
I de følgende år blev Duc arresteret ofte og sendt i ungdomsfængsel. I to omgange kom han i en opdragelseslejr i en dal øst for Los Angeles. »Livet i lejren var den bedste tid, jeg havde som teenager. Fem andre af mine homies var med. Tingene blev sat i rammer. Der var disciplin. Da jeg blev løsladt første gang, anede jeg ikke, hvad jeg skulle gøre. Kunne ikke finde et job.«
Efter at have været endnu en tur på 11 måneder i opdragelseslejr, fandt han et job til minimumslønnen og var i stand til at afslutte sin gymnasieuddannelse ved siden af. Et år senere hørte Duc om Gilbert Sanchez arbejde med at skaffe studiepladser til homies på California State University. I dag læser han sociologi.
Modsat al forventning blev Duc ikke betragtet som et sort får i banden. »De er allesammen glade på mine vegne. De siger: Skynd dig at få en uddannelse! Få af os vil slippe ud. De fleste af mine kammerater sidder fast. Jeg er blevet et mønstereksempel for dem.«
Et spørgsmål om, hvad han lever af, falder pladask ned i et tomt hul. Stilhed, så lidt mumlen fra nogle læber. Som sædvanlig ender det med at være Gus, der tager ordet. »Tja, man klarer sig jo bare. Når lejlighed byder sig, kan vi da godt finde på at sælge et par gram kokain, men det er sjældent,« siger bossen drevent.
Duc rykker lidt uroligt på det trin, han har placeret sig på i en opgang til en lejlighed. Det var måske ikke den slags spørgsmål, han havde regnet med. Gus havde jo også sagt, at en patruljevogn var på vej til Pico Gardens. Ifølge hans kilder kunne den være her hvert øjeblik. Så hvorfor begynde at snakke om narkohandel med Ducs homies?
Snakkesagelige Mike bryder ind og siger. »Vi plejede at sælge. Det er nogle år siden. Nå ja, vi gør det stadig i ny og næ.«
Til sidst bliver Gus mere afslappet. »Herfra leverer vi kokain som pizzaer,« joker han.
Jeg indvender overfor Gus, at han da må holde op med at sælge, hvis han vil ind på CalState..
El jefe ler. »Hvorfor skulle jeg det? Universitetet kan vel ikke vide, hvad jeg laver i fritiden. De er ligeglade, bare jeg ikke tager stoffer med i klasseværelset. Sådan var det også i gymnasiet. Jeg var bandeleder, da jeg tog min studenterekseksamen.«
Han tænker sig lidt om og tilføjer: »Og hvor skal jeg i øvrigt få gysser fra til at betale kursusgebyret,« bemærker han.
Det svar virker egentlig rimeligt nok. Hvor skal pengene ellers komme fra? Ingen af de tilstedeværende bandemedlemmer synes at have noget at indvende.
På dette tidspunkt af samtalen sker der noget højst besynderligt. Rudi den ældre fyr med tattoo-tegnet om selvmordstanker siger pludseligt og helt umotiveret. »Er der stadig mange jøder i Danmark? Nå ikke! Nej, det tog Hitler sig vel af.«
I samme øjeblik kører en flot grøn politibil ind på parkeringspladsen. De fem fyre trækker sig nogle skridt tilbage, som var der fare på færde. Man kan ænse nervøsiteten sitre i deres kroppe. De to stridsere kører uudholdeligt langsomt rundt om den firkantede plads og nærmer sig os. De fem bandemedlemmer kigger ned i jorden eller skæver til siden. Jeg forsøger at holde samtalen gående, men forgæves. Al deres koncentration fokuseres på politiet.
De er som antilopen i nattens mulm og mørke, der med sin udviklede lugtesans kan fornemme rovdyret ligge på lur i det omkringliggende høje græs, men som ikke evner at bestemme den retning, faren kommer fra. Lammet af angst bliver den stående på stedet.
Faren driver over. Patruljevognen afslutter firkanten og kører ud af Pico Gardens. Gus og hans kammerater er synligt lettede. Ingen kropsvisitering denne gang. Ingen trusler. Ingen bank.
»Lagde du mærke til den funklende nye bil. De har fået masser af penge til nyt udstyr,« siger Gus hånligt.
»Ja,« istemmer Duc. »Og strisserne kommer her for at chikanere os.«
Jorge (Orson Welles) ophidser sig voldsomt. »De behandler os som dyr. Folk i udlandet tror sgu, at livet i Amerika er ren mælk og honning. Næh, tag du blot ned og se for dig selv i downtown L.A.,« raser han.
»Min familie tog mig hertil fra Texas. Bare de var blevet i Texas. Okay, vi har tag over hovedet og mad på bordet. Men for fan...«
Nu kan lille Luke med den skingre stemme ikke længere holde sin kæft. »Vidste du, at Jorges storebror æder små børn til morgenmad. Han ejer også et oversavet gevær,« spørger han.
De fire andre synes at dele Lukes beundring for Jorges storebror. De nikker og griner.
Endnu en bil kører ind på pladsen. Den bliver straks genkendt. Det er Jorges bror Omar. I modsætning til Orson Welles er Omar en slank fyr sådan en blanding af James Dean og Anthony Quin. Vi falder i en løs snak om efterårets præsidentvalg i USA.
»Hvorfor skulle jeg stemme på én, jeg er uenig med,« siger Omar. »Gore er lige så meget som Bush en marionetdukke for dem, der styrer forestillingen.«
Og hvem er så det, spørger jeg. »Hvad ved jeg? Mafiaen. Italienerne,« svarer Omar.
Bill Clinton hører imidlertid til i en klasse for sig.
»Enhver kan jo se, at til forskel fra Ronald Reagan og Bushs far har Clinton skaffet nye arbejdspladser. Reagan var en cowboy. Typen, der er rede til at lade en bombe springe under dig, hvis du er uenig med ham. Hvorfor tror du, vi startede at pushe? Fordi der ikke var nogen job under Reagan.«
Alligevel nærer Omar ingen illusioner. Han agter ikke at stemme. »Det gør ingen forskel, hvem der er præsident. De bliver ved med at lave om på lovene, men for mig forbliver situationen den samme.«
To små sorthårede piger kommer løbende i fuld firspring omkring hjørnet af en ejendom og sætter i retning af os. Deres sorte øjne er vidt opspilede, deres rottehaler flagrer, de fniser forventningsfuldt. »Far,« siger den ene. »Må vi godt gå over og lege med en veninde, inden vi spiser middag.«
Omar ser kærligt på sine to tvillingedøtre, vender sig mod mig og undskylder: »Jeg bliver nødt til at gå.«
