Læsetid: 4 min.

Dronning Ingrid 1910-2000

8. november 2000

På sin særegne plads tjente Dronning Ingrid det danske samfund perfekt og med hjerte. Hun var en god dronning

Nekrolog
Det er ofte hævdet, at Dronning Ingrids forvaltning af værdigheden som hustru til den niende danske Frederik betød det danske kongehus’ fremtidssikrede overlevelse. Hvorvidt dette er korrekt lader sig selvsagt ikke sagligt besvare. Men det står til gengæld lysende klart, at den gamle dronnings betydning for institutionens udvikling og retning ikke lader sig overvurdere.
I de 37 år Dronning Ingrid fungerede ved sin mands side, var det en offentlig hemmelighed, at hun bestemte stil og tonefald, og da parret i 1947 besteg tronen, forlenede de den nedslidte og under Christian X tilbageskuende institution med en modernitet og et nærvær, som mere inkarnerede republikanere kom til at frygte.
Dette var og blev nemlig pointen i Dronning Ingrids indsats i det danske statsstyre: At hun vel mere end nogen anden, inden hendes ældste datter efter Frederik IX’s død i 1972 trådte til, formåede at indpasse, forvalte og udvikle en nøgternt set anakronistisk indretning til en vordende moderne nordisk socialdemokratisk velfærdsstat, hvor få havde mere, end flertallet kunne acceptere.
I den forstand var Dronning Ingrid velforberedt til opgaven. På denne vis mindede hendes baggrund om den jævnaldrende britiske dronningemoders: født og trænet til engang at blive dronning.

Ingrid Victoria Sofia
Louisa Margareta var datter af den senere Gustav VI Adolf af Sverige, som for sin del moderniserede det svenske kongehus og skabte respekt om sin højt begavede og akademisk velfunderede person. Ingrid, der allerede som 10-årig mistede sin moder, prinsesse Margareta af England, fik en alsidig uddannelse, lærte flere sprog og kunsthistorie.
Nok så interessant sørgede Gustav Adolf for, at hans opvakte datter tillige blev bibragt en solid baggrund i statskundskab, hvilket mildt sagt ikke var almindeligt for feminine medlemmer af tidens kongehuse. Ligesom faderen, kronprinsen med den vide horisont og arkæologiske fagkundskab, sørgede for, at Ingrid kom ud og så verdens mange dimensioner. Paris og Rom dannede rammen om den unge prinsesses videre studier i kunst og kultur. Ingrid blev simpelthen et dannet menneske.
Som sådan vakte det glæde, vel også nogen overraskelse blandt mindre ærbødige danskere, da nyheden i 1935 slap ud, at den godt 10 år ældre kronprins Frederik af Danmark, der på det tidspunkt ikke just var kendt for sin sarte livsførelse, havde friet til arvefjendernes smukke og dygtige prinsesse og fået ja.
Stik mod trivielle forbehold over for fremmede og indvandrere, der ikke var mindre udtalt dengang, tog danskerne faktisk vel imod kronprinsesse Ingrid. Hun vidste på forhånd, at fordanskningen var en forudsætning for fuld accept, og hun vidste at sproget og interessen for grænselandet var indgangsvejene.
Et perfekt dansk lærte hun derfor på rekordtid. Kun den, der selv har haft en svensk mor, kunne ane en tone et sted. Men Ingrid hørte, når det er sagt, ikke til de royale, der meddeler sig meget udefter. Rollen for hende – som kongens hustru og moder til tre prinsesser – var klart den, der ledsagede og bar buketten.
Hvilken politisk rolle, Dronning Ingrid kom til at spille og spillede, er måske i nogen grad overvurderet. Ændringen af Grundloven med den nye arvefølgebestemmelse, der gav mulighed for døtrene og sendte arveprins Knud og hans linje ud i mørket, lå ligesom i luften. Dronningen behøvede ikke gøre noget for den sag og har givetvis heller ikke gjort det.
Dybt rodfæstet i Dronning Ingrid var respekten for folkestyret. Herom behøver ingen tvivle. Dette markerede hun og Kong Frederik ved det såkaldte cykelmonarki, som indstiftedes under besættelsen, og som det senere kongepar udviklede som en naturlig overbygning til det socialdemokratiske Danmark for Folket. Med sikkert øje for billedmediernes voksende betydning, gav Dronning Ingrid pressen adgang til det ophøjede og majestætiske – rationeret og med måde.
De senere års udvikling, hvor kongehusets yngre medlemmer må se sig udstillet som salgsobjekter for sladderpressen, har næppe været den aldrende Dronning Ingrids kop te. Men at hun inderst inde har anet, at dette kunne og ville blive konsekvensen af moderniseringen, er næsten retrospektiv majestætsfornærmelse at afvise. Folk, der mødte Dronning Ingrid og evnede at gøre iagttagelser ud over majestætsbenovelsen, bevidner temmelig entydigt hendes altid opdaterede og nysgerrige begavelse.
Dronning Ingrid var i enhver henseende og i ordets bedste forstand et professionelt menneske. Hun forstod de roller, der blev hende tildelt i livet, hun forstod at forvalte dem og indstille dem til tidens krav. Hun forstod vel at mærke at gøre alt dette således, at det venlige og menneskelige altid var mere påfaldende end det kongelige og opstyltede. Hun lagde vægten på det humanitære og det kvalitativt kulturelle, og hun glædede mange mennesker ved sit blotte nærvær.
Man kan til hver en tid diskutere berettigelsen af et kongehus i et moderne demokratisk samfund, men man kan ikke i denne triste time, for det er uanset alderens berettigede krav vemodigt, at Dronning Ingrid ikke er iblandt os mere, nægte at hun på sin særegne plads tjente det danske samfund perfekt og med hjerte. Hun var en god dronning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her